Nyheder

Guidet vandring i Fussingøs herregårdslandskab

 

 

Praktisk:

Tid og sted: Lørdag den 18. september 2021 kl. 14-16

Mødested: Parkeringspladsen ved Fussingøs hovedbygning med adressen Vasevej 9, 8920 Randers. Deltagere sørger selv for transport.

Pris: 85 kr. per person. Betalingsoplysninger oplyses ved tilmelding.

Tilmelding nødvendig. Begrænsede pladser.

Tilmelding på telefon 86 48 30 01 eller på mail til Søren Broberg Knudsen (sbk@gammelestrup.dk) senest den 15. september 2021. Betaling bedes ske ved tilmelding.

 

Dansk Center for Herregårdsforskning kan med fornøjelse invitere på guidet vandring i herregården Fussingøs historiske herregårdslandskab vest for Randers. Landskabet her er særdeles velbevaret og fremstår endnu i dag som et vidnesbyrd om en tid, hvor herregården og dens ejer ofte var den centrale og afgørende aktør i lokalområdet.

I Fussingøs tilfælde er det især oplysningsmanden Christian Ludvig Scheel von Plessen, der foruden at opføre den nuværende hovedbygning også gennemgribende forandrede landskabet ved at gennemføre periodens landboreformer på sit gods. Mange af hans tiltag kan stadig ses ved Fussingø i dag.

Også spor fra herregårdens ældre historie kan ses i det omkringliggende landskab med ruinen – resterne af den gamle hovedbygning – i Fussingøs Gammelhave som det fremmeste eksempel. Gammelhaven blev med tiden et yndet udflugtsmål for herskabet såvel som rejsende, der yndede det romantiske forfald, der efterhånden kom til at præge stedet.

 

 

Program:

Turen begynder på parkeringspladsen ved Fussingøs hovedbygning, hvorfra vi begiver os ud i det omkringliggende landskab til fods. På vandreturen gør vi holdt ved forskellige steder, der vidner om, hvorledes landskabet er blevet anvendt både praktisk som en del af godsdriften, og som et rekreativt landskab til herskabets fornøjelse. Turens guider er Klaus Højbjerg og Søren Broberg Knudsen fra Dansk Center for Herregårdsforskning på Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Turen afsluttes med kaffe og kage i køkkenet i Fussingøs hovedbygning. Det vil ikke være muligt at komme ind i den øvrige del af hovedbygningen.

Turen arrangeres i samarbejde med Fussingø-gruppen. Læs mere Fussingø-gruppen her: www.fussingoeslot.dk