Nyheder

Ny bog om nordeuropæiske herregårdslandskaber

Den 20. maj udkom antologien Estate Landscapes in northern Europe, der for første gang har samlet transnationale undersøgelser af det nordeuropæiske herregårdslandskab. Med bidrag fra forskere fra seks forskellige lande, viser bogen hvor forskellige, men dog fælles, historierne om det nordeuropæiske herregårdslandskab er.

Herregårdslandskaberne har i århundreder været centrum for sociale, kulturelle og økonomiske relationer på landet, hvis spor stadig kommer til udtryk i landskabet. Store alléer, skovarealer, fattighuse, milesten og stengærder, der alle ofte har hørt til en herregård, står stadig fremme i landskaberne og vidner om herregårdenes centrale betydning for de nordeuropæiske samfund.

Bag udgivelsen står det europæiske herregårdsnetværk ENCOUNTER (the European Network for Country Houses and Estate Research), der med udgivelsen samler forskning fra Norge, Tyskland, Sverige, England, Holland og Danmark om de nordeuropæiske herregårdslandskaber.

ENCOUNTER blev grundlagt på Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum i 2015. Dansk Center for Herregårdsforskning, der har hjemme på museet, har redigeret bogen i samarbejde med University of York.

Bogen udkom den 20. maj 2019 på Aarhus Universitetsforlag. Pris 349,95 kr.