Hvad er en herregård?

Herregård og gods

 

Af dr. phil. Carsten Porskrog Rasmussen, Museum Sønderjylland

 

Store gårde og store jordejendomme har eksisteret langt tilbage, men herregårdene som særlig kategori af gårde opstod i senmiddelalderen. I århundreder var herregårdene normalt midtpunkt for et gods, et større kompleks af ejendomme. Fra 1800-tallet er begge begreber blevet mere og mere udflydende, og i dag er det i virkeligheden vanskeligt at udskille herregårde og godser fra andre ejendomme ud fra andet end deres historie.

 

 

Herregård – hovedgård – sædegård

 

I løbet af 1300- og 1400-tallet blev bondegården helt dominerende inden for dansk landbrug. Det var gårde, som blev drevet af en familie og evt. nogle få tjenestefolk. Over dem hævede sig nogle gårde, ikke så meget ved deres størrelse som ved deres funktion og status. Det var de gårde, adelen selv boede på og administrerede sine øvrige ejendomme fra. Datidens ord for dem var hovedgård, som blot siger, at det var den vigtigste af ejerens gårde. Et andet begreb, som er udbredt fra 1500-tallet, er sædegård, som siger, at gården var sæde, altså netop bolig og/eller administrationscentrum, for en herremand. Endelig har vi så ordet herregård, som siger, at det er herrens, altså herremandens, gård. Mange har diskuteret, om der er forskel på hovedgård, sædegård og herregård. Det korte svar er nej. Hovedgård var godsadministrationens og skødernes ord, sædegård lovgivningens og herregård den daglige tales, men de dækker stort set det samme.

I 1500-tallet gav lovgivningen en formel definition af, hvad der var en hovedgård eller sædegård. Det var de gårde, som adelen selv drev, og hvor de enten selv boede eller havde en administrator, en foged. Når de krav var opfyldt, var gården skattefri og efter 1524 også fri for tiende til kirken. En gård kunne skifte status alt efter, hvordan godsejeren behandlede den. En herregård blev bondegård, når en herremand flyttede ud fra den og bortfæstede den til en bonde. Omvendt blev en bondegård herregård, når en adelsmand flyttede ind og overtog driften.

Definition af en herregård/sædegård/hovedgård handler om adelens gårde. Før reformationen havde kirken også gårde, der fungerede på samme måde. Efter reformationen var det ud over adelen stort set kun kongen, der havde hoved- eller herregårde. Kongen havde dog langt færre end adelen, skønt han samlet ejede lige så meget jord som adelen.

 

 

Fæstegård og gods

 

De gårde, som adel, konge og kirke ejede, men som blev drevet af bønder, havde forskellige navne i middelalderen, men efterhånden slog begrebet fæstegård igennem. Bonden fæstede gården af ejeren. Det vil sige, at han indgik en livsvarig lejeaftale. Bonden fik lov til at bo på gården, drive den og nyde dens frugter. Til gengæld skulle han betale en fast leje, den såkaldte landgilde, til godsejeren. Bonden var videre godsejerens tjener og skulle som sådan yde ham tjeneste i form af hoveri, altså ubetalt arbejde. Modsat landgilden var mængden af hoveriet normalt ikke reguleret. Endelig var godsejeren bondens herskab, og det indebar bl.a. at godsejeren havde politimyndighed over for bonden, og bonden var forpligtet at være “hørig og lydig” over for godsejeren.

De bondegårde, der hørte under en herregård, kaldtes i 1500-tallet ofte samlet for herregårdens gods. Gradvis blev gods i stedet en samlet betegnelse for det kompleks af ejendomme, der havde en herregård som centrum: altså både herregården selv og de tilhørende, gårde, huse, møller, jorder, skove osv. Fæstegårde og -huse kan samlet omtales som godsets fæstegods.

 

 

Små herregårde og strøgods

 

I 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet fandtes der en del herregårde, som både i bygning og areal hævede sig langt over bondegårdene, men mange andre var langt mere beskedne, og de mindste herregårde var mindre end de største bondegårde. Samtidig var der betydelig udskiftning i herregårdenes rækker. Det hænger sammen med de skandinaviske arvelove, som gjorde, at arven blev delt mellem alle børn. Arvedelinger skabte behov for nye herregårde, da der ofte ikke var herregårde til alle børn. Omvendt forsvandt herregårde igen, når de blev arvet eller købt af en herremand, der i forvejen havde herregårde nok til at bo på og administrere sit gods fra. En del af de rigeste adelsmænd havde mere end én herregård, men man holdt tallet nede, da selve herregården ofte gav underskud. Godsejeren levede af afgifterne fra bønderne.

Godserne var endnu mere ustabile end herregårdene, da arvedelinger hele tiden førte til, at en ejers fæstegårde blev spredt på flere hænder. Til gengæld bragte begge ægtefæller jord ind i ægteskabet, så der kom nye gårde til. Oven i det var der et ganske livligt ejendomsmarked, hvor godsejere købte, solgte og byttede gårde. Resultatet var, at der var stor udskiftning i, hvilke fæstegårde, der hørte til den enkelte herregård. Godsejerne søgte at holde deres ejendomme samlet, men det blev modarbejdet af arvedelingerne, og resultatet var, at fæstegodset til den enkelte herregård ikke bare var under forandring, men også typisk lå spredt over store områder.

 

 

Stordrift og arrondering

 

Fra anden halvdel af 1500-tallet begyndte godsejernes indstilling til deres ejendomme at ændre sig. De ønskede sig større herregårde, som kunne blive en indtægtskilde og ikke bare en udgift. Eksisterende herregårde blev udvidet ved nyopdyrkning og især ved nedlæggelse af enkelte gårde eller hele landsbyer, og nye herregårde opstod på samme måde. Der blev ganske vist stadig nedlagt lige så mange herregårde, som der blev oprettet, så det samlede antal herregårde i det nuværende Danmark undtagen Sønderjylland lå stabilt på knap 700. De enkelte herregårdes størrelse blev imidlertid øget, og 1682 dækkede herregårdene 9 % af landet dyrkede jord – ca. dobbelt så meget som halvandet hundrede år før. Over de næste hundrede år steg det lidt mere, så det nåede omkring 10 %.

Herregårdene blev drevet ved hoveri. Det var en væsentlig del af forretningen ved dem, at de på den måde sparede udgifter til arbejdskraft og heste. Store herregårde krævede derfor, at man havde mange fæstebønder i nærheden. Godsejerne begyndte derfor at bytte gårde med hinanden og med kongen og købe og sælge, så de enkelte godser blev bedre og bedre samlede eller arronderede, som man sagde. Man nærmede sig efterhånden et mønster, hvor et gods omfattede et antal hele landsbyer rundt om herregården. Helt skarpe grænser kom der dog ikke, men godserne blev stadig bedre arronderede og stadig mere stabile.

I 1660 blev adelens eneret til at eje herregårde og godser ophævet. Samtidig afhændede kronen en mængde jord til sine kreditorer, så de private godsejeres del af landets jord steg fra knap halvdelen til to tredjedele. Det førte til en ny bølge af herregårdsoprettelser, som dog snart blev stoppet af staten. Fra 1682 var det forbudt at nedlægge bondegårde, og kun gårde, der i forvejen havde været herregårde, kunne få en herregårds rettigheder. Resultatet var, at herregårdenes rækker endelig blev stabile, så landet stort set havde de samme herregårde 1770 som 1680. Der blev ganske vist givet visse dispensationer, så der stadig kom nye herregårde til over de næste hundrede år, især når staten solgte jord, men kun på bestemte egne som Falster og Sjælland syd for Fakse fylder det ret meget.

Samtidig blev godserne vigtigere for dem, der boede på dem, fordi godserne blev mellemled mellem bønderne og den enevældige stat. Godserne stod for opkrævning af skatter og udskrivning af soldater. Fra 1733 var de mandlige beboere på godserne yderligere underkastet et stavnsbånd. Fra 1671 blev et antal godser samtidig båndlagt som grevskaber og baronier, fra 1683 også som stamhuse – samlet kaldet majorater. Disse store godser havde endnu flere beføjelser og var endnu mere stabile end de andre. Over de næste hundrede år blev der flere og flere af dem.

 

 

Reformer og godsslagtning

 

I sidste tredjedel af 1700-tallet ændrede landboreformerne Danmark. De omfattede flere sider af landbosamfundet, men herunder godserne. Gennem direkte statsindgreb blev stavnsbåndet ophævet 1788, og staten overtog udskrivningen af soldater. En række lovindgreb sikrede bøndernes retsstilling bedre. Det omfattede bl.a. syn og skøn ved fæstegårdenes skifte, men vigtigst var en regulering af hoveriet. Det skete ad flere omgange, men sluttede i 1790’erne, hvor godsejere og bønder skulle indgå såkaldte hoveriforeninger. Det var aftaler, der nøje fastslog, hvor meget hoveri, der skulle ydes til forskellige formål. Hoveriet blev ikke nødvendigvis lavere end før, men godsejerne kunne nu ikke hæve det yderligere. Hoveriforeningerne var i princippet frivillige, men myndighederne greb ind, hvor parterne ikke selv kunne finde ud af det.

Nogle steder gik godserne ligefrem i opløsning. 1761 købte fæsterne under det vestjyske gods Grubbesholm godset og opløste det, så de selv blev selvejere og herregårdens marker udstykket. Over de næste 50 år bredte en opløsning af godser eller godsslagtning sig over store dele af landet. Det gjaldt en del krongodser som egnen omkring Kolding eller Nordsjælland, men især private godser i Midt-, Vest- og Nordjylland. Ved 1810 var langt de fleste godser ophævet i Vestjylland, og en god del i Nordjylland og Østjylland, men derimod kun en mindre del på øerne. Som regel blev frasalg af fæstegodset kombineret med en hel eller delvis udstykning af hovedgårdens jorder. Få troede på, at man rentabelt kunne drive en stor gård uden hoveri.

 

 

De nye storgodser

 

Årene efter Napoleonskrigene var præget af landbrugskrise, og det standsede for en tid godsslagtningerne. Bønderne havde hverken mod eller penge til at købe. I 1835 omfattede traditionelle godser stadig knap halvdelen af landets jord, men geografisk var fordelingen skæv. I Vestjylland omfattede godsernes herregårde og fæstegårde under en tiendedel af jorden, i Østjylland mellem en fjerdedel og en tredjedel, mens godserne stadig omfattede mellem halvdelen og to tredjedele af jorden på Sjælland, Fyn og Lolland-Falster.

Omkring 1835 begyndte konjunkturerne at blive bedre, og efterhånden kom der igen gang i frasalget af fæstegods. I 1851-52 fik også majoraterne tilladelse til at sælge fæstegodset fra, og i 1885 var kun 7 % af landets jord stadig i fæste på traditionel vis. Derpå gik det langsomt, men 1919 var der næsten ikke mere traditionelt fæstegods tilbage. En del godser havde dog valgt ikke at sælge til fuldt selveje, men til arvefæste, så der stadig skulle betales en afgift til godserne.

Modsat i 1700-tallet blev det imidlertid ikke ledsaget af en udstykning af herregårdene. Allerede før fæstegodset blev solgt, havde de fleste godser ophævet hoveriet og erstattet det med en pengeafgift. I stedet blev herregårdene drevet med karle og landarbejdere, der fik løn direkte af godserne. Mange af dem boede i huse, som tilhørte godserne. Mange godser øgede også antallet af store gårde. Allerede sidst i 1700-tallet havde man mange steder fraskilt dele af herregårdsmarkerne og bygget nye store afbyggergårde eller avlsgårde. Andre opstod ved nyopdyrkning, og 1861 gav en lov godsejerne ret til at råde frit over én fæstegård for hver gang de solgte ni. Det blev ikke sjældent brugt til at slå 3-4 gårde sammen til nye store avlsgårde. Godsernes store gårde ud over selve herregården blev som regel forpagtet ud på åremål og kaldes ofte for forpagtergårde.

I anden halvdel af 1800-tallet blev skovarealerne samtidig øget mange steder ved nyopdyrkning, og de skove, man havde i forvejen, blev drevet mere forstmæssigt, så de i højere grad bidrog til godsets økonomi.

Udviklingen fjernede egentlig grundlaget for den gamle betydning af begreberne “herregård” og “gods”, når herregårdene ikke længere havde andre rettigheder og funktioner end andre store gårde, og når fæstegodset forsvandt. Ordene overlevede dog. “Herregård” blev nu mest brugt om gårde, der dels havde været herregårde fra gammel tid, dels stadig udmærkede sig ved størrelsen af bygninger og jord, mens “gods” nu kom til at betyde en samlet ejendom af flere store gårde – eller en (meget) stor landbrugsejendom slet og ret.

 

 

Lensafløsning, skatter og traktorer

 

Herregårdes og godsers sidste store guldalder fik en ende i 1919. Ved lov overgik de sidste få fæstegårde i selveje, men vigtigere var lensafløsningen, som betød, at de 75 grevskaber, baronier og stamhuse blev ophævet og måtte afstå betydelige arealer til udstykning. Over de næste tyve år mærkede godserne barskere vilkår. Økonomisk var tiderne dårligere, og samtidig var skatterne stigende, ikke mindst arveafgift, som gjorde generationsskiftet vanskeligere. Mange godser gik over de følgende år ud af slægtseje. Også godsernes samlede arealer blev mindre. Ikke bare blev en del jord udstykket som følge af lensafløsningen, men andre blev købt af staten og udstykket.

Krigen bremsede godsernes tilbagegang, for især det store landbrug tjente gode penge under besættelsen. Efter Anden Verdenskrig steg skatterne igen, men en ny faktor meldte sig, som i første omgang lignede en velsignelse, men i praksis skulle reducere godsernes betydning. Det var den tekniske udvikling, symbolsk udtryk ved traktoren, der nu afløste hestene. Det gjorde, at store ejendomme kunne drives af færre folk, og det gjorde landbrugsvarer billigere målt i forhold til den almindelige indkomst i samfundet. Det er fortsat lige siden. I 1950 kunne man betale en landarbejders årsløn med ca. 100 tønder korn, der svarede til høsten på ca. to hektar. Skønt høstudbyttet siden er omtrent fordoblet, svarer en medhjælpers årsløn i dag snarere til bruttoudbyttet af 30 hektar, da kornprisen ikke en gang er fordoblet, mens lønnen er mindst 50-60 gange højere. I samfundsøkonomisk lys vejer et uændret areal dermed femten gange mindre – og i virkeligheden endnu mindre, da langt de fleste godser i mellemtiden har opgivet dyreholdet.

Frem til slutningen af 1900-tallet hævede de herregårde og godser, der ikke var udstykket, sig stadig over den typiske bondegård. Siden er strukturudviklingen i landbruget gået så stærkt, at en almindelig herregård målt i dyrket areal ikke er større end mange andre heltidslandbrug. Bortset fra de allerstørste godser, hævder de tilbageværende godser og herregårde sig ikke længere ved deres størrelse som landbrug, men kun ved deres historie og bygninger.