Slots- og Herregårdsforum
Slots- og Herregårdsforum er et dansk netværk, der har til formål at samle professionelle formidlere og forskere på tværs af faggrænser og dermed skabe et aktivt, landsdækkende forum for udveksling af arbejdsmetoder, forsknings- og formidlingsresultater – og i det hele taget debattere fælles anliggender knyttet til dansk slots- og herregårdskultur.
Gennem et frugtbart samarbejde mellem arkitekter, historikere, etnologer, konservatorer/bevaringsfolk, museums- og universitetsansatte er målet at videreudvikle slots- og herregårdsområdet og skabe nye partnerskaber.
Emnekredsen er danske slotte, herregårde og palæer, og det ledende princip for netværket er åben vidensdeling og udviklende sparring.
Slots- og Herregårdsforum er en videreudvikling af Herregårdspuljen, som har eksisteret siden 2002. Sekretariatsfunktionen for netværket varetages af Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum og Dansk Center for Herregårdsforskning på Gammel Estrup.
Slots- og Herregårdsforum indgår i arbejdet med at koordinere, fremme og udvikle samarbejdet på det herregårdshistoriske område.
Der afholdes årligt mindst ét seminar i Slots- og Herregårdsforum, hvor netværkets medlemmer samles omkring et udvalgt emne, og hvor netværkets medlemmer holder hinanden ajour om feltets udvikling.
Tilmelding til Slots- og Herregårdsforum ved henvendelse på dch@gammelestrup.dk.