Hvad er en herregård – temaartikel

Ret og magt på godset

Af ph.d. Dorte Kook Lyngholm, Dansk Center for Herregårdsforskning

Herregårdene var indtil 1800-tallet grundlæggende samfundsinstitutioner, som varetog administrative og retlige opgaver på vegne af staten. Godsejerne havde pligt til at retsforfølge lovbrud på deres ejendomme – inden for lovens rammer – men nød også et selvstændigt råderum i udmålingen af straffe. Godsejerne var desuden pålagt en række centrale opgaver i lokaladministrationen, fx vedrørende skatteopkrævning, soldatertjeneste og undervisning.

Indledning

At staten råder over et fintmasket lokalt forvaltningsapparat og retssystem er i nutiden en selvfølge. Retter man blikket bagud – mod den lange periode fra senmiddelalderen og frem til 1800-tallets første halvdel – var situationen imidlertid en ganske anden. I denne periode rådede kongemagten kun i begrænset omfang over embedsmænd under lensmands-/amtmandsniveau og var i stedet henvist til at samarbejde med de eksisterende lokale autoriteter.

Godserne spillede i denne sammenhæng en helt afgørende rolle, hvor ejerne til gengæld for udførelsen af en række lokale opgaver på vegne af staten nød udstrakt immunitet på deres ejendomme. Godset, bestående af herregård, fæstegårde og huse, betragtedes som en enhed og fungerede som en samfundsinstitution, der varetog juridiske og administrative opgaver på vegne af staten. Denne ordning kulminerede i 1700-tallet under enevælden, hvor godt halvdelen af den danske befolkning levede på godser, og dermed var underlagt godsejernes lokale forvaltning.

Godsejernes selvstændige beslutningskompetence i centrale retlige og administrative anliggender gav mulighed for magtmisbrug overfor lokalbefolkningen og bliver ofte med nutidens briller set i dette lys. Det er imidlertid væsentligt at bemærke, at godsejernes lokale myndighed ikke per definition var et udslag af vilkårlige personlige indskydelser, der udfordrede fx retsvæsenets selvstændige funktion, men derimod var et helt centralt og integreret led i netop dette system.

Godsejerne som beskyttere og anklagere

I det lokale retsvæsen var en af de funktioner, der traditionelt blev varetaget af godsejerne at fungere som sagfører for deres bønder ved de lokale domstole – en opgave der i praksis ofte blev udført af ridefogederne (godsforvalterne). Fæstebønder havde allerede i senmiddelalderen ret til at føre deres egne sager ved domstolene, men blev de udsat for en krænkelse, som de undlod at retsforfølge, skulle deres herskab fungere som beskytter (værner) og rejse sagen for domstolene.

Da de adelige godsejere i første halvdel af 1500-tallet fik hals- og håndsret over deres bønder, indebar dette en udbygning og en ændring af ansvaret for sagsrejsningen. De fik hermed ansvar for at rejse påtale, ikke alene hvis deres bønder havde været offer for en forbrydelse – men også hvis de havde begået én. Med Danske Lov i 1683 stadfæstede enevælden hals- og håndsretten og de adelige godsejeres ansvar for, at brud på strafferetten på deres godser blev tiltalt. Som en slags forløber for nutidens offentlige anklageinstans fik adelstanden under enevælden pligt – og ikke blot ret – til at sørge for dette væsentlige element i den lokale retshåndhævelse.

Det var ikke alene ved retssagernes begyndelse, men også deres afslutning, at de adelige godsejere var placeret i en nøgleposition i det lokale retsvæsen. Hals- og håndsretten indebar, at godsejerne også i et vist omfang var ansvarlige for fuldbyrdelsen af korporlige straffe idømt ved domstolene. Fx havde de ret til selvstændigt at eksekvere mildere idømte kropsstraffe – så som et ridt på træhesten eller en tur i hullet. I denne sammenhæng skal det indskydes, at godsejerne også havde tugtelsesret over deres undergivne, og dermed havde ret til – på linje med andre husstandsoverhoveder – at irettesætte både tjenestefolk og godsets fæstebønder med prygl uden at dette involverede domstolene.

Opkrævning af bødestraffe

De bødestraffe der var foreskrevet i lovgivningen, tilfaldt også i vid udstrækning de adelige godsejere. Siden 1200-tallet havde kongemagten uddelegeret sin ret til bøder – den såkaldte sagefaldsret – til bl.a. godsejerne. Adelens sagefaldsret kulminerede i 1500-tallet, hvor de fik ret til at inkassere samtlige bøder for retsbrud begået af godsets beboere.

Sagefaldet blev i enevældens lovgivning eksplicit kædet sammen med sagsrejsningen, idet indtægten blev opfattet som en godtgørelse for godsejernes indsats i den lokale retspleje. Godsejerne blev givet et betydeligt selvstændigt råderum i administrationen af bøderne. De var dels bemyndiget til at opkræve disse uden en dom, dels havde de tilladelse til at nedsætte lovgivningens bødetakster – og dermed reelt ret til at omstøde de domme, der blev afsagt ved enevældens domstole.

Hvor hals- og håndsretten og sagefaldsretten var juridiske privilegier for hele adelstanden, var den såkaldte birkeret kun forundt en særligt privilegeret skare af de adelige godsejere. Birkeretten indebar, at godset blev udsondret i en særlig retskreds, hvor beboerne ikke sorterede under den gængse domstol, herredsretten, men derimod godsets domstol, birkeretten, hvor godsejeren udpegede og ansatte dommeren. Birkeretten fungerede efter samme lovgivning som herredsretten, og ved ingen af domstolene var godsejerne på noget tidspunkt indehaver af selve domsmyndigheden.

Godsejernes indflydelse i det lokale retsvæsen

I kraft af hals- og håndsretten og sagefaldsretten var godsejernes reelle muligheder for at øve indflydelse på straffesagernes udfald ved både herreds- og birkeretter imidlertid betydelige. Mange retssager afsluttedes ikke med en domsafsigelse, men derimod med et forlig mellem parterne. I den forhandling der gik forud for et sådant forlig, befandt godsejeren – som den anklagende part – sig i en nøgleposition, idet en evt. formildelse af den i lovgivningen fastsatte straf, selvsagt kun kunne finde sted med hans accept. Tilsvarende blev det reelle udfald af bødesagerne også afgjort af godsejerne i kraft af den nævnte bemyndigelse til at reducere lovgivningens bødestraffe.

Dette selvstændige råderum i forbindelse med strafudmålingen i den lokale strafferetspleje omfattede ikke muligheden for at skærpe – men kun for at formilde – de straffe, der var dikteret i lovgivningen. Systemet udstyrede med andre ord godsejerne med retten til at vise nåde over for deres undergivne. Opnåelsen af nåden var ofte forbundet med en offentlig forhandling på tinge mellem lovovertræderen og herskabet, hvor et centralt element var lovovertræderens underkastelse under sit herskabs autoritet. Sådanne forhandlinger sendte et kraftfuldt signal til befolkningen i landdistrikterne: deres herskab var nådigt indstillet over for undersåtterne, og kongemagten autoriserede dem med retten til at praktisere denne nåde. Den lokale retspraksis medvirkede således til både at legitimere og demonstrere godsejernes magt og myndighed som en naturlig og integreret del af den herskende verdensorden.

Opkrævning af kongelige skatter

Det var ikke alene på det retlige område, godsernes administrationsapparat blev anvendt til at udføre centrale opgaver for kongemagten. Indenfor skattevæsenet, der tidligere havde været de kongelige lensmænds ansvarsområde, fik de adelige godsejere i første halvdel af 1600-tallet ret til selv at udregne, opkræve og indbetale skatterne for befolkningen på deres godser.

Ved enevældens indførelse ophørte denne frivillige ordning, og i 1662 blev samtlige godsejerne (ikke blot de adelige) forpligtet til at varetage alle opgaver i forbindelse med opkrævningen af kongelige skatter fra beboerne på deres godser. Som kompensation for disse nye administrative byrder blev den jord, der dyrkedes direkte under deres hovedgårde, i vidt omfang gjort skattefri. Godsejerne blev ved denne anledning ikke alene pålagt det administrative, men også det økonomiske ansvar for deres undergivnes skatter. Formåede en fæstebonde ikke at betale sin skat, hæftede hans godsejer for beløbet overfor statskassen.

Godsejerne havde frie hænder til at håndtere eventuelle skatterestancer, og såfremt de havde den fornødne likviditet, havde de mulighed for at give en håndsrækning til en nødstedt fæstebonde, der var kommet bagud med betalingerne. Omvendt var selv den mindste restance tilstrækkeligt juridisk grundlag for en godsejer til at sætte en fæstebonde fra sin gård – så en skattegæld kunne blive begyndelsen til enden for en fæstebonde, der var kommet i unåde hos sin godsejer.

Soldaterudskrivning

Da enevælden i 1701 etablerede en landmilits med udskrevne soldater fra landdistrikterne, blev det ligeledes godsejerne, der kom til at administrere det praktiske arbejde lokalt. Godserne blev inddelt i såkaldte lægd, og for hver 20 tønder hartkorn fæstegods, skulle der stilles en soldat. Det stod godsejerne frit for at udpege soldateremnerne, og hvis de udvalgte karle opfyldte de fysiske krav, blev der ikke ved de amtslige sessioner gjort indsigelser mod godsejernes valg. Soldatertjenesten varede i udgangspunktet 6 år, den var ulønnet og indebar, at den udskrevne karl skulle møde op til eksercits efter kirketid hver (til tider hver anden) søndag.

For at lette godsejernes administration af soldaterudskrivningen blev der i 1733 indført et landsdækkende stavnsbånd, der forbød hele den mandlige befolkning i alderen 14-36 år at forlade deres fødegodser. I århundredets løb blev aldersgrænsen for stavnsbåndet udvidet og registreringspligten for den mandlige befolkning strammet. En karl kunne fritages for soldatertjeneste, hvis han skulle overtage en fæstegård. Med truslen om udtagelse til den forhadte militærtjeneste var godsejerne således udstyret med et effektivt pressionsmiddel til at tvinge en evt. modvillig karl til at overtage en fæstegård på godset.

Kirker og skoler på godserne

Efter reformationen overdrog og solgte kongemagten ejendomsretten til en række kirker til bl.a. private godsejere – en udvikling der for alvor tog fart i 1690’erne under enevælden. Kirkerne var attraktive for godsejerne, da de, bl.a. i kraft af en andel af kirketienden, repræsenterede en indtægtskilde. Med ejendomsretten fulgte imidlertid også ansvaret for at vedligeholde kirkebygningerne. Ejerskabet til sognekirkerne indebar i hovedreglen endvidere, at godsejerne fik patronatsretten – retten til at udnævne præsten – og efter 1660 også degnen i det pågældende sogn.

En af degnens centrale opgaver var undervisningen af landbefolkningens børn – en opgave der frem til begyndelsen af 1700-tallet primært drejede sig om at give dem de fornødne færdigheder til at kunne læse Luthers lille Katekismus. Da det fra centralt hold blev besluttet at intensivere undervisningsindsatsen i landdistrikterne, blev godsejerne som lokale autoriteter afgørende for gennemførelsen af en række nye initiativer.

I 1739 lanceredes en helt ny skoleordning, der bl.a. indebar, at børnene fik skolepligt, og at de også skulle undervises i læsning, regning og skrivning. Der skulle opføres nye skolebygninger i sognene, og de nye bygninger skulle finansieres af indehaveren af patronatsretten og sognets største godsejer. Bestemmelserne blev mødt med omfattende protester, og den efterfølgende lovgivning fastholdt godsejernes økonomiske ansvar, men gav dem større frihed i beslutningen om skolernes placering. Kaldsretten til embedet som skolelærer var ligeledes godsejernes, og fra 1740 blev de også overladt ansvaret for at fastlægge lærerens løn.

Afvikling af godsernes retlige og administrative funktioner

Godsejernes dominerende rolle i lokalforvaltning og retspleje kulminerede i 1700-tallet. Da nedbrydningen af det traditionelle godssystem påbegyndtes med de store landboreformer ved århundredets slutning, bl.a. med fæstegodsets salg til selveje, forsvandt en del af det strukturelle grundlag for denne ordning. Hovedparten af godsejernes beføjelser blev i denne periode først indskrænket og sidenhen ophævet ad lovgivningens vej. Fx blev birkeretten og patronatsretten i 1809 indskrænket til en forslagsret, der gav godsejeren ret til at indstille tre kandidater, hvorefter centraladministrationen foretog den endelige udnævnelse.

I 1849 afskaffede grundloven enhver ret knyttet til adel, titel og rang. Dermed forsvandt de sidste rester af det system, hvor den lokale administration og retspleje havde været en blanding af offentlige og private instanser, der gennem århundreder havde været en selvfølgelig del af tilværelsen for befolkningen på de danske godser.

 

Udvalgt litteratur

Appel, Hans Henrik: Tinget, magten og æren. Studier i sociale processer og magtrelationer i et jysk bondesamfund i 1600-tallet. Syddansk Universitetsforlag 1999.

Dombernowsky, Lotte: Lensbesidderen som amtmand. Studier i administration af fynske grevskaber og baronier 1671-1849.Rigsarkivet og GADS Forlag 1983.

Jespersen, Leon og E. Ladewig Petersen: Dansk Forvaltningshistorie I. Stat, Forvaltning og Samfund. Fra Middelalderen til 1901. Jurist- og Økonomiforbundets Forlag 2000.

Lyngholm, Dorte Kook: Godsejerens ret. Adelens retshåndhævelse i 1700-tallet – lov og praksis ved Clausholm birkeret. Dansk Center for Herregårdsforskning og Landbohistorisk Selskab 2013.

Løgstrup, Birgit: Jorddrot og offentlig administrator. Godsejerstyret inden for skatte- og udskrivningsvæsenet i det 18. århundrede. Rigsarkivet og GADS Forlag 1983.

Løgstrup, Birgit: “Den bortforpagtede statsmagt. Godsejeren som offentlig administrator i det 18. århundrede”. I:Bol og by: Landbohistorisk Tidsskrift 1985, bd. I, s. 21-58.

Netterstrøm, Jeppe Büchert: “Øvrighederne, bønderne og fejden i Danmarks senmiddelalder”. I: Agnes S. Arnórsdóttir m.fl. (red.):Konge, kirke og samfund. De to øvrighedsmagter i dansk senmiddelalder. Aarhus Universitetsforlag 2007. S. 301-328.