Hvad er en herregård – temaartikel

Herregårdslandskabet

Af dr. phil. Mikkel Venborg Pedersen, Nationalmuseet

Herregårdens landskab var altomfattende og i dag rig på spor af fortiden, både de konkrete og også de mere flygtige. Godserne var i flere hundrede år centrale økonomiske og administrative enheder, og disse funktioner satte deres præg på landskabet. I dag er utallige spor efter herregårdene let genkendelige ved en tur gennem landet. 

Indledning

Når de fleste hører ordet herregård, tænker de nok på det ofte store hus. Men herregårde er ikke blot store huse. De er også centrale punkter i større helhedsmiljøer, som man måske kan ordne efter fire strenge: Hovedbygningen, avlsbygninger, have- eller parkanlæg og produktionslandskabet. Mere detaljeret er herregårdenes landskab kendetegnet ved markernes åbne vidder, de store skove, jagtrevirer og jagtstier, vandløb, søer, alleer, voldgrave og broer, porthuse, ladegårde, kornmagasiner, møller, mejerier, aflæggergårde og smedjer, forpagterboliger og landarbejderhuse, lysthuse, gravsteder og mindesten og meget mere dertil. Der er utallige spor i landskabet efter herregården.

Herregårdslandskabets elementer

Herregårdslandskabet samler alle de fire strenge og deres enkelte elementer. Hvor man nok umiddelbart tænker på hovedbygningen, måske de tættest liggende avlsbygninger og eventuelt parkanlægget, ja så er skoven, jagten, fiskeriet og landbrugslandet også præget af herregården. Danmark er tæt bebygget, og gårdene ligger efter udskiftningen omkring 1800 i det åbne land med deres jord omkring sig. Før udskiftningen og udflytningen, der indledtes med landboreformerne i 1700-tallets slutning, lå gårdene i de godsprægede egne af landet inde i de gamle landsbyer, bundet i produktionsfællesskaber. Græsningsjord lå imellem landsbyerne på overdrevet, på engarealer, i moser og kær, hvor man også ofte fandt tørveskær.

Herregården derimod markerede og markerer sig med en nærmest øde eksklusivitet. Dens landskab er de store arealer, der adskiller sig fra bondegårdenes marker, og som er hegnet med solide stendiger eller høje, levende hegn, der følger landevejens forløb gennem landskabet, ligesom væsentlige bygninger i herregårdens drift dukker frem her og der. Hegnene glider over i skovbryn eller åbner for smålunde afbrudt af pürschhække, bag hvilke jægeren kan ligge med bøssen klar til skud. Fortidens kæmpehøje og sjældne padders små vandhuller er der plads til, og midt på marken står et eller flere mægtige egetræer. I det fjerne aner man alleen, der leder til hovedbygningen, brudt af en portgennemkørsel, et porthus eller en hel lille gade med funktionærboliger. Undervejs kan ligge en lille bebyggelse af husmandsbrug, som med udstykningerne i slutningen af 1800-tallet og igen efter lensafløsningen i 1920’erne dannede nye, herregårdsrelaterede elementer i landskabet.

Godsejeren og bonden

Godsejeren og bonden fra landsbyen har haft et forskelligt forhold til landskabet. Bonden skulle yde hoveri på hovedgårdsmarken, både i pløjning, høslet og høst, ved tørvegravning, hegning og meget mere. Til tider bestod pligterne også i at holde ekstra heste og vogn, den såkaldte ægtkørsel, der skete ad veje, bonden skulle vedligeholde som en del af godsets forpligtelser over for samfundet. En række vejskiftesten ved vejsiden kunne markere, hvilken strækning den enkelte bonde havde ansvaret for, ligesom andre sten i landskabet kunne markere overgangen fra et gods til et andet eller andre vedligeholdsforpligtelser, jagtrevirer og færgesteder.

Samtidig skulle bondens egen jord passes, og da den var fæstet af godset, var også bondejorden en del af herregårdens landskab. Med selvejet i løbet af 1800-tallet blev gården og jorden bondens ejendom, og bondejorden skilte sig ud fra herregårdsjorden. Den sidste blev led i storlandbrug, som kunne udnytte stordriftsfordele, og som indimellem udviste en næsten forbavsende lyst til moderniseringer, nye driftsformer og afgrøder. Det betød blandt andet, at hegn blev flyttet, veje omlagt og land inddæmmet og lagt under plov. Men karakteren af de store marker med de få huse holdt sig helt til i dag, hvor man kan se meget store traktorer med otte-, tolv- eller sekstenraders vendeplove pløje i foråret og efteråret, og se skovens bryn tegne sig med solide stengærder. Men stadigvæk hører det til godsets selvforståelse, at der er strøg, som man lader ligge hen i vild natur. Det er en herlighed, man kun nødigt giver fra sig.                  

Naturen var en vigtig ressource og en ‘herlighed’

På samme måde var og er skoven et væsentligt element i herregårdslandskabet. I skoven stod træerne, og det var også her, vildtet holdt til, og hvor man ofte fandt godt fiskevand. Skoven er siden meget gammel tid blevet lovmæssigt reguleret, fordi den var og er så vigtig en ressource. Bonden kunne have adgang til underskov og til at have sine dyr på olden, dvs. han måtte sanke nedfaldent træ og lade sine svin og kreaturer æde af skovens frugter. Ord som kalvehave, hestehave, skovløkke osv. peger hen på denne i dag fremmede brug af skoven. Men overskoven var godsejerens, dvs. tømmeret og jagten. Træet gav indtægter og brænde til hovedbygningen og de mange funktionærboliger. Jagten var både en måde at få kød på bordet til herregårdens beboere, og den var samtidig en af de mest demonstrative måder at udfolde herskabeligheden. Det var først i 1840, at jagtretten blev ændret, så den kom til at følge ejendomsretten. Det samme gjaldt fiskeretten, der gennem tiden var ligeså reguleret som jagten, og et vægtigt element i godsernes økonomi.

Jagten og fiskeriet gav herskabet mange muligheder for at præge sit landskab. Der skulle plantes hække og hegn, anlægges veje og stier i skoven, og jagtbetjentene boede ude i reviret. Bønder mødte som klappere til herskabets jagt, efter selvejet i 1800-tallet var det mere husmændene, som havde den tjans. Men med introduktionen af egentlig forstmæssig drift i landets skove efter fredskovforordningen af 1805 opstod en konflikt i skoven og lidt senere på godsmarkerne. Skulle man opnå en god forstdrift, måtte jagten tage hensyn til nyplantninger, ligesom der ikke burde være så meget vildt på arealerne, at det ville skade de nye spæde træer. Godsejeren måtte nu balancere mellem råd fra både førsteren og jægeren. Hvad den ene anbefalede, faldt ikke altid i den andens smag.

Med 18oo-tallets voksende grad af mekaniseret landbrugsdrift, understøttet af dræning, mergling og nye afgrøder, gentog konflikten sig mellem den gamle herskabelighed og de nye tider, ligesom nye elementer som jernbanespor, havneanlæg og småindustri anlagt af herregårdene til understøttelse af de nye produktionsmåder og til fremme af salget af godsets produkter i ind- og udland blev dele af herregårdslandskabet, der på den måde også fortæller nutiden om en modsætningsfyldt modernisering af produktionen i det danske storlandbrug.

Enevældens påvirkning

Med Enevælden i 1660 blev godserne et vigtigt administrativt led i Danmark, og det satte præg på landskabet. Godskontoret blev et sted, hvor godsets folk ofte kom. Herredsfogedriet, dvs. nærmest både kommune-, politi og retskontor i ét, blev et andet vigtigt sted. I skoven lå skovriderens, skovfogedens og skovløberens boliger sammen med jagtbetjentenes steder, og i ikke få af godslandsbyerne kom der skole og hospital til, dvs. fattighus. Smedjerne og møllerne hørte også ofte til godsets bygninger indtil næringsfrihedslovenes gennemførelse i 1855-1865.

Kirkerne havde derimod stået, hvor de stod, længe før Enevældens tid. Men i 1640’ernes slutning begyndte Kronen, for at kunne finansiere 1600-årenes svenskekrige, at sælge kirker til herregårdsejerne, dvs. at disse købte retten til at modtage sognets kirkeskat, tiendet, mod at holde kirken ved lige. Ejeren fik også patronatsretten, dvs. retten til at vælge sognepræsten. Kirkerne blev således mange steder en del af herregårdslandskabet. Mindst én af dem kunne enten inde i kirken eller ude på kirkegården danne ramme om herregårdsejernes begravelser, og de fornemme kapeller kan tit ses den dag i dag. Med romantikkens strømninger i 1800-tallet blev det derimod mode for herskaber at lade sig stede til hvile i gravsteder på egen jord, placeret idyllisk i naturen. Et nyt element blev dermed føjet til herregårdslandskabet.

Herregårdslandskabet i dag

Når man i dag tager på tur gennem herregårdsrige egne i Danmark – hvilket vil sige Østjylland, Fyn og Langeland, Sjælland undtaget Nordsjælland, samt Lolland-Falster – er de nævnte træk genkendelige. De store strøg og mange skovstrækninger leder ind i landskabet, særligt på Sjælland og Lolland-Falster står de store alleer endnu kilometerlange, og overalt i landet finder man stendiger og stengærder, ligesom godsernes bygninger i området bærer præg både af deres funktioner og ikke sjældent af herskabet. Mange steder er de således malede i herskabets våbenfarver, eller har en særegen bygningsdetalje, der siger: her er godsets ejendom, og bygningerne er tit af en bedre standard, end de jævnaldrende bondebygninger. De mange rester af vild natur eller gamle elementer i landskabet kendetegner også herregårdslandskabet, og den absolutte broderpart af Danmarks naturfredede areal er godsjord.

 

Udvalgt litteratur

Erichsen, John & Mikkel Venborg Pedersen (red.):Herregården. Menneske – Samfund – Landskab – Bygninger, Bind 1-4. København 2004-2006, genoptrykt 2009.

Bjørn, Claus (red.):Det danske landbrugs historie. København 1988.

Petersen, Steen Estvad: Herregården i kulturlandskabet. København 1975

Fritzbøger, Bo: Kulturskoven. Dansk skovbrug fra oldtid til nutid. København 1994.

Laursen, Jesper: Herregårdsjagt i Danmark. København 2009.

Kjær, Ulla og Poul Grinder-Hansen: Kirkerne i Danmark. København 1989.