Hvad er en herregård – temaartikel

Herregårdenes herskab

Af ph.d. Signe Boeskov, Dansk Center for Herregårdsforskning

Til herregårdens verden hørte et herskab. Kort sagt var dette herskab den familie, der på et givent tidspunkt ejede og i et eller andet omfang beboede en eller flere herregårde. Herskabet indgik i bestemte relationer, der var med til at definere dem som netop herregårdsherskab. De var kongens tro tjenere. De var deres undergivnes herrer og beskyttere. Og de indgik i netværk baseret på rang, der sikrede en standsmæssig omgang med ligemænd. Ofte har den livstil og den markering af status, der har været udfoldet på herregårdene, haft et udpræget herskabeligt præg og er blevet forstået som led i en tradition, der også har været med til at udskille herregårdene og deres ejere som noget særligt.

En stand bliver til

I den tidlige middelalders Danmark ser vi en bevægelse mod udviklingen af en stand af indflydelsesrige og jordejende familier, landets stærkeste slægter og storgårdsfamilierne, der samlede sig omkring kongemagten. Mænd fra disse slægter indgik i en form for militær kongetjeneste, der på den ene side sikrede den valgte konges sikkerhed og indflydelse, og på den anden side styrkede disse slægters adgang til magten og deres interne forbindelse som særlig gruppe – som en stand. Herremændene, som disse med tiden blev kaldt, var altså kongens støtter, krigere og riddere. Som godsejere var deres familier lokalområdernes dominerende elite. 

Herremandsstanden fik med tiden tildelt en række særrettigheder og blev altså en privilegeret stand for udvalgte slægter – senere kendt som adelen. Kongen havde magten til at ophøje en person og en slægt til medlem af standen og dermed til adgangen til privilegierne. Fra omkring 1400 indførte kongen også ridderordener, der bekræftede de udvalgtes status og knyttede dem yderligere til kongemagten. 

Landet oplevede dog også en række magtkampe mellem kongemagt og det godsejende aristokrati. De største blandt herremændene begyndte at bygge borge og befæstede anlæg, der matchede magten og selvfølelsen, hvilket kongemagten modsatte sig med forbud og nedrivninger. Senmiddelalderens efterhånden veletablerede standssamfunds herremandsstand og kirke øgede ligeledes deres magt i Rigsrådet (den forsamling af herremænd og gejstlige, der rådgav kongen og deltog i landets styrelse), og fik i stigende grad mere indflydelse på statsstyringen.

Adelsvældets tid

Omkring 1500 sås altså en magtfuld, velhavende og indflydelsesrig gruppe af godsejende herremænd. De kaldtes for ‘adel’, tog faste slægtsnavne, og nedarvede standens værdighed og privilegier fra generation til generation. Herkomsten og fremhævelsen af de mange adelige aner, der strakte sig bagud i historien, havde stor betydning for familiens status. 

Adelens magt styrkedes yderligere efter Reformationen (1536). De store mængder af gods, der gik fra den katolske kirke til kronen, blev blandt andet brugt til at belønne adelen, som herefter sammen med kronen fik monopol på at eje jord. Mange embeder, som kirken tidligere havde siddet på, tilfaldt nu i høj grad adelens mænd, og da de efter kirkens magttab nu også sad stærkt i det indflydelsesrige Rigsråd, var de altså både som økonomisk og politisk faktor fuldstændig uundgåelige.

En heftig byggeaktivitet afspejlede den frembrusende adels velstand og magt, og renæssancens nybyggede herregårde var talrige og prægtige. En overgang overstrålede de endda de kongelige byggerier. Den adelige livsstil tog form efter de nye tider. Med en stigende professionalisering af både statsadministrationen og militæret kunne adelsstandens sønner fra dette tidspunkt finde faste karriereveje som embedsmænd eller officerer.

Adelens døtre blev undervist hjemme på herregården, mens de adelige drenge tog ophold på latinskolerne og de nyoprettede akademier og tog på de årelange dannelsesrejser ved Europas universiteter, hoffer og i de store byer. Både lærdom og kendskab til hoflivets aktiviteter, herunder kavalermæssig opførsel, blev en del af forståelsen af en adelig levemåde.

Selvforståelsen lader sig også spore i portrætmaleriet, der for alvor gjorde sit indtog i renæssancens Danmark, ikke mindst blandt de selvbevidste adelige herskaber. Tidens portrætter af herregårdenes herrer og fruer bærer præg af tung standsbevidsthed og henvisninger til adelig herkomst, adelsvåben, krigerværdighed, kristen fromhed og tradition.

Enevældens herskab – kongens adel 

Den gamle adels storhedstid fik dog til sidst sin ende. I 1660 indførte Frederik III enevælden som styreform i Danmark. Tronen blev arvelig, og kongen var altså hævet over valg. Han kunne dermed ikke længere betragtes som den fremmeste blandt ligemænd, men som rigets øverste leder, højt hævet over alle andre, med ubegrænset magt og indsat af Gud. Adelen var i sagens natur ikke begejstret, men blev tvunget til at acceptere omvæltningen. 

Med indførelsen af enevælden fulgte en række ændringer, der umiddelbart tildelte den adelige herregårdselite et hårdt slag. Den adelige krigstjeneste blev afskaffet, hvilket i sig selv var en identitetsmæssig fornærmelse mod standen, men også betød, at de privilegier som oprindeligt var modydelsen for, at adelen havde haft til ansvar at forsvare riget og kongen, nu kunne inddrages.  Både den adelige skattefrihed og monopolet på at eje jord ophævedes, og dertil kom, at kongen begyndte at tildele adelskab i langt videre udstrækning.  

Et nyt privilegiesystem, der skulle knytte den vigtigste del af adelen til kongemagten, og i praksis skabe nye hierarkier, blev introduceret. I 1671 indførte kongen de betydningsfulde og højt rangerende titler ‘greve’ og ‘baron’. Det krævede dels kongelig gunst, dels betragtelige mængder af jordegods at få ophøjet sit gods til grevskab eller baroni, men med titlerne fulgte også muligheden for at lade godset gå udelt og ubeskåret i arv til ældste mandlige arving og ikke mindst økonomiske og skattemæssige privilegier.

Som statsstyringen blev stærkere, blev det også nødvendigt at udvide administrationen af landområderne, og her fik kongen igen brug for godsejerne. Jo flere administrative og lokalforvaltningsmæssige pligter, herregårdene fik ansvar for, jo flere privilegier fik de til gengæld tildelt. Herregårdenes herskab besad fortsat privilegier, men systemet belønnede primært de som tog statens opgaver på sig og sikrede sig kongelig gunst.

Herskabelig livsførelse og iscenesættelse

Nærheden til enevældens hofliv, der var præget af ceremoniel og ritualer, og evnen til at begå sig i de inderste elitecirkler blev en afgørende vej til både magt og rigdom. Det blev en vigtig kvalifikation med sin person at kunne kaste glans over hoflivet eller begå sig i diplomatiet. De økonomiske og kulturelle ressourcer til at kunne føre sig på de bonede gulve både i dans, positurer og passende konversation, klæde sig overdådigt, bygge og indrette sig storslået på herregårdene og forbruge luksuriøst, blev en forudsætning for de førende herskabelige familiers markering af status.

1700-tallet blev med andre ord en spektakulær tid, og set i tilbageblik en stærkt iscenesat tid. Den øverste herregårdselite var storgodsejere, og de kongelige embeder, de besad, gav dertil overordentlig gode indkomster. Mange af disse indtægter gik til at sprede pragt og demonstrere overflod omkring sig.

De velhavende familier byggede store og smukke barok- og rokokohuse på deres godser, og anlagde vidtstrakte parker i hvilke de promenerede og rekreerede til egen fornøjelse og til skue.  De lod sig portrættere på enorme lærreder iført og omgivet af alverdens pragt og standssymboler – kostbare klædedragter og smykker, ordner, våbenskjolde, krigerstandssymboler og med slægtens herregårde i baggrunden. Det var parykkernes, og de pyntede og overdådige dragters tid. Det var selv- og kropskontrollens og positurernes tid.

Den ældre enevældes herskabsrolle begyndte dog at ændre sig, som 1700-tallet nærmede sig sin afslutning. Den frembrusende borgerstand begyndte for alvor at gøre aristokratiet rangen stridig som samfundets elite og førte idealer om enkelthed og uformalitet med sig. Hoffets og aristokratiets efterhånden særdeles ritualiserede omgangsformer og hierarkier blev udpeget som unaturlige og ikke mindst forældede.

Nye herskabsroller i 1800-tallet

Modviljen mod den aristokratiske livsform og samfundsorden fik tyngde i årene efter den franske revolution. Herregårdenes herskaber og familier stod midt i disse modsatrettede bevægelser. På den ene side som repræsentanter for og eksperter i det etablerede og ritualiserede magtsystem, på den anden side – som altid – favnende nye strømninger.

Enklere udtryksformer fandt vej til herregårdene. Klassicismens arkitektur, empirens indretning og mode, samt de nye portrætter af herskabsfamiliernes medlemmer, var præget af større enkelhed og følelsesfuldhed. Individets følelsesliv blev centralt i selvopfattelsen, og idealet blev at fremvise det naturlige menneske bag stand og position. Nye omgangsformer begyndte at præge miljøet.

Tilsyneladende uformelt og familiært samvær i herregårdens saloner og dagligstuer med sideløbende aktiviteter som spil og leg, musiceren, thedrikning, oplæsning, håndarbejde og konversation supplerede de traditionelle aktiviteter som større middage, baller og jagter. Herskabelighed var dog stadig herskabelighed, og selv om både de personlige og de bygningsmæssige facader nu var mindre pyntede, bød herregårdsmiljøerne fortsat på luksus og herlighed som ingen andre steder.

Mens 1700-årenes reformer havde bragt fremgang for landbruget, bar tiden fra omkring 1810 til omkring 1840 præg af økonomisk krise. Dette mærkedes på herregårdene og afspejledes i en periode, hvor nogle bukkede under og mange lige holdt skindet på næsen, og hvor byggerier og de store luksusudfoldelser var begrænsede. 

Herregårdenes Indian Summer – den sidste store opblomstring 

Det danske samfund var fra midten af 1800-tallet præget af grundlæggende forandringer, som også satte sig dybe spor i de danske herregårde og deres herskabers verden. Grundlovens, den frie forfatnings, indførelse i 1849 udgør et skæringspunkt. Den formelle særstatus for standen blev i princippet sat ud af kraft – rettigheder og privilegier forbundet med adel, titel og rang blev ophævet.

Fæstegodset blev afviklet på de fleste godser, og det formelle forhold mellem herskab og undergivne ændrede sig. Industrien begyndte at tilbyde et solidt alternativ til landejendom som formuegrundlag, og nye former for elite fyldte stadig mere og manifesterede en fremskridtsbegejstret tidsånd. De gamle, aristokratiske slægters medlemmer, der havde nedarvet rigdom, magtposition og status, blev i visse sammenhænge forstået som et fortidens levn.

Trods alt det, der rystede den eksisterende orden, blev anden halvdel af 1800-tallet en næsten paradoksal opblomstring for herregårdsherskaberne som sjældent før. Fremsynede godsejere solgte fæstegodset fra, og meget store kapitalsummer afløste i vid udstrækning jord som formuegrundlag for landets godsejere. Herregårdsfamilierne fik talentfulde og indflydelsesrige repræsentanter i den nye politiske struktur, og i perioden 1865-1901 blev landet styret af de såkaldte godsejerregeringer. 

Den store velstand og genvundne standsbevidsthed betød stor fornyelse, og en lang række nye, imponerende boliger understregede i al sin glans, at herregårdsfamilierne ikke var en udspillet elitegruppe og bekræftede deres status. De mange nybyggerier og forbedringer førte desuden tidens moderne bekvemmeligheder til de store huse og muliggjorde i vid udstrækning også tidens idealer om isoleret familieliv, privathed og adskillelse mellem drift, tjenestestaben og herskabslivet. 

Herskabelighed

Det danske herregårdslandskab var på mange måder rigt i sidste halvdel af 1800-tallet, herunder i sin store variation mellem herregårdsmiljøerne og de familier, der beboede dem. Store og små huse, borgerlige og adelige familier, nye og gamle slægter udfyldte dette kulturelle landskab. Der var stor variation i, hvordan herregårdslivet udfoldede sig de forskellige steder – økonomisk og kulturel formåen, baggrund, socialt netværk og geografisk placering stillede forskellige betingelser. 

Herregårdslivet – eller den herskabelighed som det blev praktiseret i de største huse, der havde rigeligt af det hele – stod som et forbillede. Her blomstrede herregårdslivet da også gevaldigt op i perioden. Mange familier styrkede det statusmæssige fodfæste, i en tid hvor samfundsordenen var til forhandling, ved en livsstil og iscenesættelse, der bestyrkede herregårdene og deres herskaber som noget særligt – både i eksklusiv pragt og som en del af den fælles nationale stolthed og fortid. 

De store, normskabende herskabsfamilier indfandt sig som regel på herregården i de sene forårsmåneder, hvor landlivets glæder kunne opleves sommeren over. Haven og naturen, landbrugets, herregårdens og områdets ressourcer blev brugt og nydt. Hertil kom en omfattende selskabelighed. Dels mødtes man med naboerne, som for de store huses vedkommende var lig med andre herregårdsherskaber fra anselige huse inden for køreafstand. Dels modtog man sommergæster fra familie- og vennekreds på længere ophold, herunder f.eks. kunstnere og intellektuelle. Der blev således afholdt baller, middagsselskaber, havefester, frokoster, thevisitter osv. 

Når efteråret kom, indledtes de store jagter og ikke mindst de store jagtselskaber, som i denne periode hørte blandt årets største selskabelige begivenheder. Julen blev ikke sjældent fejret på herregården. Her samledes familie og slægtninge, måske gamle venner af huset, til fælles fritid og afslapning, mens husets stab oplevede en af årets travleste spidsbelastninger. Dertil kom vintersæsonens ophold i København, der samlede det udvidede aristokratiske netværk inden for kort afstand i palæer og herskabslejligheder. Her var hoffet og dets baller. Her var byens intellektuelle og kunstneriske elite og kulturtilbuddene inden for rækkevidde. Et heftigt selskabelighedsniveau mellem de førende herskaber, der havde mulighed for at tage del, var derfor tradition. 

Afslutning

Da 1800-tallet nåede sin ende, blev det dog i stigende grad vanskeligt for godsejergruppen at fastholde den politiske kontrol. En splittelse i den politiske godsejerkreds banede vejen for et systemskifte, der igen bragte reel magt til Folketinget og andre samfundsgrupper. Med lensafløsningen i 1919 ophævedes majoraternes særstatus, arvereglerne ændredes og mange besiddere måtte afgive betydelige værdier og jordarealer til staten. En proces, som svækkede de store godser betragteligt, og som flere af dem simpelthen ikke overlevede.

Lensafløsningsloven var dog ikke alene om, at gøre det af med de store herregårdsherskabers særlige livsform. Nye vilkår for landbruget og ikke mindst et nyt århundredes stræben mod udligning af sociale forskelle var med til at sætte det endelige punktum for herregårdenes og deres herskabers sidste store periode. 

 

Udvalgt litteratur

Andersen, Britta og Dorte Christensen (nu Kook Lyngholm) og Carsten Porskrog Rasmussen (red.): Herregårdenes Indian Summer. Fra Grundloven 1849 til Lensafløsningen 1919, Gylling

Boeskov, Signe Steen, 2010: Herregårdsherskab. Distinktioner og iscenesættelser i danske herregårdsmiljøer, 1850-1920. Ph.d.-afhandling, Aarhus Universitet

Erichsen, John og Ditlev Tamm, 2014: Grever, baroner og husmænd. Opgøret med de store danske godser 1919. Gyldendal

Heiberg, Steffen, 2004: “Herskab gennem tiderne”, I John Erichsen og Mikkel Venborg Pedersen (red.): Herregården. Menneske, samfund, landskab, bygninger. Bind 1. Gods og samfund. Nationalmuseet.

Koudal, Jens Henrik, 2007: Grev Rabens Dagbog. Hverdagsliv i et adeligt miljø i 1700-tallet. Syddansk Universitetsforlag

Lundgreen-Nielsen, Flemming og Hanne Ruus (red): Svøbt i mår. Dansk Folkevisekultur 1550-1700. C.A. Reitzel

Stilling, Niels Peter, 1999: Danske herregårde. Arkitektur, historie og landskab. Nyt Nordisk Forlag.

Sværke, Anne Grethe, 2010: Nybygt af Gammel Art. Nygotisk herregårdsarkitektur i Danmark 1830-1900. Dansk Center for Herregårdsforskning og Skippershoved

Venborg Pedersen, Mikkel, 2005: Hertuger. At synes og at være i Augustenborg, 1700-1850. Museum Tusculanums Forlag