Hvad er en herregård – temaartikel

Herregårdene i det 20. århundrede

Af ph.d. Mikael Frausing, Dansk Center for Herregårdsforskning

Herregårdene udgjorde gennem århundreder en dominerende økonomisk og politisk magt i samfundet. Deres betydning svækkedes i 1800-tallet, men først i løbet af 1900-tallet var herregårdenes rolle som centrale samfundsinstitutioner endegyldigt udspillet. Tilbage stod herregårdenes historiske og kulturelle betydninger – og fortsat tilpasning til forandrede samfundsforhold, der både betød nye udfordringer og nye muligheder. Et grundlæggende dilemma står nu mellem bevaring og udvikling, hvor herregårdene på den ene side må bevares som historiske bygninger, anlæg, parker og kulturmiljøer, og på den anden side må følge med tiden som moderne virksomheder.  

Indledning

Lensafløsningen 1919 er kommet til at stå som et vendepunkt for Danmarks herregårde. Endnu ved begyndelsen af 1900-tallet var der fremgang for landets store godser. Økonomien blomstrede, politisk havde godsejerregeringer ledet landet i 35 år, herregårdenes herskab stod som en selvfølgelig del af landets elite, og hovedbygningerne strålede af pragt og rigdom.

Grevskaber, baronier og stamhuse havde fortsat en juridisk særstatus, der gik tilbage til enevældens tid. Med lensafløsningen ophævedes denne særstatus, hvilket i sig selv et kraftigt slag mod standens selvforståelse, som kun forstærkedes af, at ejerne i samme ombæring blev pålagt at betale en stor afgift til staten. Landets få resterende fæstegårde skulle overgå til selveje, hvilket symbolsk understregede, at det traditionelle forhold mellem herskab og undergivne var ophørt – tidens løsen var demokrati og lighed. Selv om lensafløsningen kun berørte en mindre del af herregårdene, er det i historisk tilbageblik blevet opfattet som den definitive afslutning på herregårdenes tid. 

Billedet forstærkes af, at mellemkrigstiden blev en nedgangsperiode for herregårdene. Kombinationen af krise i landbruget og stigende skatter betød svære tider, ikke mindst for de godser, der også måtte afstå store værdier i forbindelse med lensafløsningen. Op mod 1/3 af de største godser måtte sælges, hvilket har bidraget til indtrykket af undergang og forfald.

Moderne landbrug 

De store godser var dog fortsat vigtige og markante virksomheder, såvel nationalt som lokalt. De hørte til i toppen af landets vigtigste erhverv, landbruget, og godsejeren var fortsat en førende skikkelse i lokalsamfundet. Konjunkturerne forbedredes i løbet af 1930’erne, og efter Anden Verdenskrig var de store godser helt fremme i den teknologiske omlægning af landbruget. Specialisering og mekanisering betød, at selv store godser kunne drives med ganske få medarbejdere. De store folkehold, der indtil da havde udgjort et særkende for herregårdene, forsvandt. Herregårdene stod mennesketomme og tyste tilbage, og herregårdens rolle som ramme om mange menneskers liv var nu udspillet. 

Rationaliseringerne i landbruget er fortsat frem til nutiden. I et samfundsøkonomisk perspektiv er herregårdene blevet små eller mellemstore virksomheder. Gennem opkøb og sammenlægninger er heltidslandbrugene overalt vokset i størrelse, og en almindelig herregård, som for 100 år siden var egnens største arbejdsplads, er i dag ikke større end mange andre gårde. Selv landets største godser indgår driftsfællesskaber med andre godser for at rationalisere driften yderligere. 

Langt de fleste af landets herregårde drives fortsat som landbrug og skovbrug. Nogle er stærkt specialiserede inden for f.eks. planteavl, mens andre opretholder en mere flerstrenget produktion. Som noget nyt har enkelte herregårde de seneste 10 år etableret nicheproduktioner, som markedsføres under eget navn og logo. Her udnyttes herregårdens status og lange historie til at skabe en fortælling, der lægges oven i selve produkterne og skaber et positivt brand omkring herregården. 

Nye anvendelser

Der er dog også en ganske betydelig andel af herregårdene, som i løbet af det 20. århundrede er overgået til nye anvendelser som museer, højskoler, efterskoler, plejehjem, bosteder og andre institutioner. I langt de fleste tilfælde har dette medført opløsningen af den historiske enhed mellem hovedbygning, parker, avlsgård og landskab. 

Denne udvikling afspejler, at de herskabelige hovedbygninger i mange tilfælde blev overflødige. I takt med at nye demokratiske lighedsidealer vandt frem, og indtjeningen i landbruget samtidig var under pres, kunne eller ville mange herregårdsfamilier ikke opretholde en ‘klassisk’ herskabelig livsførelse med mange tjenestefolk. Store hovedbygninger, der var bygget efter en anden tids idealer og manglede moderne bekvemmeligheder, blev mange steder forladt. Det skete ikke mindst, hvis familien ejede flere herregårde, og hvor godsets drift kunne samles under den ene af gårdene. Blev herregårdens hovedbygning opgivet som bolig, var en nærliggende løsning at lade den indrette til andre formål. 

Byernes kraftige vækst i det 20. århundrede betød desuden, at nogle herregårde efterhånden blev helt omsluttet, og at herregårdens marker blev udstykket som grønne arealer eller parcelhuskvarterer. I flere provinsbyer kan man i dag finde tidligere hovedbygninger, der er blevet overtaget af private eller offentlige institutioner med behov for megen plads: kulturhuse, skoler, plejehjem, museer eller sågar kommunekontor. 

Da herregården Hindsgavl måtte sælges i 1922, købte kommunen jorderne og skoven, mens Foreningen Norden købte hovedbygningen og parken og indrettede kursuscenter. Af en samtidig iagttager fremgår det, at tiden var moden til at forstå de gamle hovedbygninger som andet end fortidens herskabelige magt- og pragtsymboler: Nutidens Forhold levner imidlertid ikke de store, gamle Slotte gode Kaar … Udviklingen har paa en Maade gjort dem overflødige. (…) Men de maa ikke forsvinde! De hører med til det danske Landskab, og de er en Del af Folkets Liv. Derfor bør de bevares saalænge det er muligt. At opretholde dem blot som Minder vil sikkert vise sig ugørligt, og man maa derfor hilse det med Glæde, at det i flere Tilfælde har været muligt at bevare dem som Hjem for nyttebringende Institutioner. (Magasinet “Turisten”, 1929) 

Museer og bevaring

Herregårdene var på den ene side ude af trit med den nye tid, på den anden side måtte bygninger, parker og anlæg bevares. Herregårdene var i det 20. århundrede blevet historie, og netop derfor steg deres betydning tilsvarende som en del af den nationale kultur og selvforståelse. 

Det kan derfor ikke undre, at indretning af museer blev en oplagt og næsten selvfølgelig løsning på en række af de forladte herregårde. Nogle blev egentlige herregårdsmuseer. Gammel Estrup på Djursland kom først i 1930, men siden etableredes andre, egentlige herregårdsmuseer over hele landet: Pederstrup (Lolland), Spøttrup (Salling), Sæbygaard (Vendsyssel), Selsø (Sjælland), som alle er specialmuseer dedikeret til formidling af herregårdenes historie. Ønsket om at bevare fraflyttede hovedbygninger kan dog også medføre en ny anvendelse som andre typer museer, ofte med lokalhistorisk sigte. En særlig kategori er herregårde indrettet som mindestuer over herregårdens eller egnens kendte personligheder. 

Det 20. århundredes bevidsthed om herregårdenes rolle som vigtige historiske institutioner har også givet sig udslag i en meget stærk bevaringsindsats rettet mod alle herregårde. Det kan virke paradoksalt, at fredninger af herregårde for alvor vandt frem i tiden efter 1920 og altså næsten samtidig med lensafløsningen. Ved nærmere eftertanke kan de to udviklinger ses i sammenhæng: med afviklingen af herregårdene som social og økonomisk realitet kom et stigende behov for at bevare herregårdene som bygninger og som historie. 

Siden er godt 300 hovedbygninger erklæret fredede eller bevaringsværdige. Avlsbygninger, parker og landskab – herregårdens samlede kulturmiljø – har fået mindre opmærksomhed og er fortsat meget sårbare overfor et fremadskridende forfald.

Interessen for herregårde 

I 1940’erne udkom det store samleværk Danske Slotte og Herregårde, der indeholdt udførlige beskrivelser af landets herregårde. Værket cementerede herregårdenes status som national kulturarv men bidrog også til, at den faglige interesse for herregårdene blev særligt stærkt knyttet til de store slægter, de store hovedbygninger og kunsthistorien, mens andre aspekter af historien blev underbetonet. Interessen fra befolkningen var stor, og en revideret udgave udkom i tyve bind i 1960’erne. 

Den stærke interesse for herregårde efter Anden Verdenskrig gav sig også udslag i romaner, film og ugeblade. Populære og folkelige forfattere som Morten Korch eller Ib Henrik Cavling anvendte herregården som romantisk ramme om fortællingen, og bøgerne blev ofte filmatiseret. Succesen var så overvældende, at det i 1960’erne endog var muligt at tale om ‘herregårdsfilm’ som en særlig genre med kendte titler som Næsbygaard-trilogien eller Baronessen fra Benzintanken

Herregårdene var også et yndet motiv i ugebladenes noveller og føljetoner, men der blev også bragt et væld af artikler og ‘kig indenfor’ på landets herregårde. Herregårdene blev gennem medierne ikoner for romantik og luksus: på den ene side fremmedartede repræsentanter for en anden tid, på den anden side fascinerende for et moderne, demokratisk publikum. 

Mens interessen for herregårdene svandt i perioden 1970-1995, har vi atter set en opblomstring de seneste 15-20 år. Herregårde optræder igen i stort tal i ugeblade, film og på TV – det gælder lige fra udsendelser om historiske haver og moderne herregårdsliv til børnenes julekalender og X-faktor. Der udkommer igen mange bøger om herregårde og herregårdskultur, hvor især fire-binds-værket Herregården. Menneske – Samfund – Landskab – Bygninger har medvirket til en faglig nyorientering ved sætte herregårdene ind i en bredere, samfundsmæssig kontekst.

Turisme og oplevelsesøkonomi 

En ny udvikling har været herregårdenes indtog i oplevelsesøkonomien i det 21. århundrede. Herregårdene modtager nu besøgende, der får mulighed for at komme indenfor og opleve herregårdenes fremragende arkitektur og historiske atmosfære. Det kan være som turister, som hotelgæster, som konferencedeltagere, til afholdelse af fester eller til koncerter, festivaler, julemarkeder og livsstilsmesser.  

Turisme på herregårde er ganske vist ikke nogen ny foreteelse. Allerede før Anden Verdenskrig begyndte nogle få herregårde at give omvisninger i parker og hovedbygninger. Tilbuddene udvidedes efterhånden med cafeer, souvenirs, mini-museer, eksotiske dyr og andre aktiviteter. Den klassiske rundvisning med vægt på historie og arkitektur finder fortsat sted, men kan sjældent udvikles til et egentligt forretningsområde. Herregårdene kan udnytte parker og bygninger som historisk bagtæppe, men må også tilbyde spændende aktiviteter rettet mod hele familien. 

Den ‘ægte herregårdsstemning’ kan opleves på en række af landets herregårdshoteller. Tilbuddene er mange og meget forskellige – lige fra de store, luksuriøse selskabs- og konferencehoteller til mindre herregårds-Bed and Breakfast. Weekendophold på en herregård er et populært og romantisk afbræk fra dagligdagen, men hovedbygningernes store sale og mange lokaler kan også anvendes som ramme om seminarer og konferencer, der stiller krav om professionalisme. Herregårdenes arkitektur er skabt til fest og selskabelighed, mange herregårde har udviklet i dag ’slotsbrylluppet’ til en specialitet i oplevelsesmarkedet. Når drømmen om ‘et rigtigt prinsessebryllup’ udleves, videreføres den udbredte forestilling om herregården som ramme om romantik og luksus. 

Endelig arrangerer herregårdene året rundt en række publikumsarrangementer. Til de populære julemarkeder betaler udstillere for at opstille deres boder, mens herregården leverer de helt rigtige historiske rammer til en hyggelig jul som i gamle dage. På andre tidspunkter af året arrangeres livsstilsmesser, koncerter, historiske festivaler og åbent hus-arrangementer. For herregården skaffer arrangementerne indtægter til driften, for de besøgende kan herregården blive et socialt samlingspunkt i lokalområdet. 

I oplevelsesøkonomien anvender herregårdene deres bygninger, parker og kulturmiljøer som kommerciel ressource til at tiltrække besøgende. Med den traditionelle landbrugs- og skovdrift under pres og med store vedligeholdelsesudgifter på de historiske bygninger, søger mange herregårde nye indtægtsmuligheder. Publikumsaktiviteter giver mulighed for, at mange flere mennesker end nogensinde før har mulighed for at opleve herregårdene, men eksempelvis hoteldrift medfører også nødvendige forandringer på bygninger og anlæg og større slid. 

Herregårdene står derfor i et dilemma mellem bevaring og fornyelse. Som historiske – ofte fredede – bygninger må de bevare bygninger og kulturmiljø, så godt som det lader sig gøre, mens de samtidig må følge med tiden og udvikle deres virksomhed til at imødekomme nye forbrugsmønstre.

  

Udvalgt litteratur

Erichsen, John & Mikkel Venborg Pedersen (red.): Herregården. Menneske – Samfund – Landskab – Bygninger, bind 1-4. København 2004-2006, genoptrykt 2009. 

Frausing, Mikael: “Nyt liv i gamle bygninger. Herregårdene og oplevelsesøkonomien.” I: Herregårdshistorie 8, Gammel Estrup 2013 

Frausing, Mikael: Oplevelsernes herregård. Kommerciel kulturarv på danske herregårde. Ph.d.-afhandling, Aarhus Universitet 2011 (under udgivelse) 

Hassø, Arthur G. (red.): Danske Slotte og Herregaarde, bind 1-4, Ny Samling bind 1-3, København 1943-1946. 

Hvidbog 2009, Realdania og Dansk Bygningsarv, www.fremtidensherregaard.dk/Materiale/Publikationer/Pdf/Hvidbog.pdf 

Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde, bind 1-20, København 1963-1968