Hvad er en herregård – temaartikel

Grevskaber, baronier og stamhuse

Af dr. phil. Carsten Porskrog Rasmussen, Museum Sønderjylland

Fra 1671 rummede Danmark en særlig slags godser, grevskaber og baronier, og fra 1683 også stamhuse. De gik udelt i arv som små kongeriger og var derfor stabile slægtsgodser. Især grevskaber og baronier var også store godser, der ofte omfattede flere herregårde. Tallet voksede gradvis, så der var omkring 80 i 1849. Da satte den første grundlov en stopper for oprettelsen af dem, men de fleste af dem, der var, bestod, indtil lensafløsningen 1919 betød en brat ende.

Grevskaber og baronier

Den gamle danske adel før enevælden havde ingen formelle arvelige titler og rangforskelle, modsat adelen i f.eks. Sydeuropa og England. Dansk og nordisk adel havde også en anden arvepraksis end adelen i de fleste andre lande. Efter de gamle danske arvelove skulle jorden deles mellem alle børn. Brødre delte lige, søstre fik halv arv i forhold til brødre, så en “søsterlod” var det halve af en “broderlod”. Det betød, at godser hele tiden blev delt og samlet, men også, at kun få herregårde gik fra far til søn meget mere end et par generationer i træk før 1660.

1671 besluttede kongen imidlertid at ændre på det ved at indføre grever og baroner. Titlerne blev givet af kongen til mænd, han ville udmærke. Grever og baroner blev herved tæt knyttet til kongemagten og fik meget høj status inden for enevældens rangorden, hvor ellers den “almindelige” adel lå ret lavt.  Greve- og barontitlen var arvelig. For at sikre, at også kommende generationer økonomisk kunne leve op til deres status, skulle grever og baroner oprette “grevskaber” og “baronier”. I princippet skulle de være meget store – 2.500 tønder hartkorn for et grevskab eller 1.000 for et baroni. Det kan sammenlignes med, at en gennemsnitlig bondegård var på 5-6 tønder, en gennemsnitlig herregård på 40-50 og de fleste hele godser på 2-300 tønder.

Grevskaber og baronier fik en anden formel status end andre godser. I stedet for at være “allodiale” godser, som blev arvedelt, skulle de formelt skifte status til at være “len”, som slægten i teorien kun havde til låns af kongen. Grevskaber og baronier var en miniudgave af kongeriget og skulle som det gå udelt i arv efter en nærmere bestemt arvefølge. Hvis der ikke var flere berettigede arvinger, skulle de gå til kongen – “hjemfalde til kronen”, som det hed. Grever og baroner fik en række særlige beføjelser på deres godser, bl.a. var greven eller baronen selv amtmand på godset. Endelig fik grever og baroner ganske store skattefordele.

Stamhuse og fideikommisgodser

I 1683 fik alle, der havde jord nok, ret til at oprette stamhuse. Det indebar kun, at godset skulle gå udelt i arv efter en særlig arvefølge. Stamhuse kunne ikke hjemfalde til kronen, men fik heller ikke særlige skattefordele og beføjelser. Der krævede også kun 400 tønder hartkorn at oprette et stamhus, svarende til et eller to almindelige godser. Senere begyndte man også at oprette fideikommisgodser, som i praksis var stort set det samme som stamhuse. Under ét kaldes grevskaber, baronier, stamhuse og fideikommisgodser for majorater, fordi de arvedes med “jus majoratus”, altså udelt til den nærmest berettigede arving.

De første grevskaber og baronier blev oprettet allerede 1671-72. Derefter steg tallet langsomt, men støt. Stamhuse var kun en ringe succes i begyndelsen, men fik deres store gennembrud i Frederik V’s regeringstid (1746-66). I slutningen af 1700-tallet blev ganske mange stamhuse og baronier solgt og substitueret (erstattet) med en båndlagt kapital, ofte kaldet fideikommiskapital. Der var tale om en slags fond, som ejeren fik renterne af i stedet for indtægterne fra det gods, der blev solgt.

I første halvdel af 1800-tallet voksede antallet af grevskaber, baronier og stamhuse dog langsomt igen, og efterhånden var de fleste af landets store godser bundet som majorater. Disse godser havde samtidig en mere stabil arvegang end andre godser, og da arvereglerne altid favoriserede mandlige arvinger frem for kvindelige, kom disse godser langt oftere til at gå i arv i samme slægt end andre godser. Fordi majoraterne var blandt de største og rigeste godser, og fordi ejerne havde titler som grever og baroner, har de ofte fået den største opmærksomhed i samtiden og eftertiden. Men selv i deres storhedstid omfattede majoraterne et mindretal af landets herregårde.

Lensafløsningen

Grundloven af 1849 forbød oprettelsen af nye majorater. Der var da 21 grevskaber, 14 baronier og 45 stamhuse og fideikommisgodser. Disse relativt få storgodser omfattede da ca. 20 % af landets jord og over halvdelen af den jord, der stadig hørte under traditionelle godser med fæstebønder. Ved love af 1851 og 1854 fik de lov til at sælge deres fæstegårde og -huse fra, og over de næste årtier skete det i de fleste tilfælde. Det meste af salgssummen blev båndlagt som fideikommiskapitaler, der typisk blev lånt ud mod pant i fast ejendom – og sikrede ejerne høje, stabile indkomster. Frasalget af fæstegårde betød dog ikke som tidligere godsets opløsning: ud over indtægterne fra fideikommiskapitalen omfattede majoraterne stadig herregårde, forpagtergårde, skove og en del andre ejendomme.

Allerede grundloven af 1849 fastslog, at man senere ved lov skulle fastsætte, hvordan majoraterne kunne overgå til fri ejendom. Det kom dog til at vente længe, og først 1919 kom loven om lensafløsning. Den indebar, at 20-25 % af værdien skulle betales i skat til staten.  Af de resterende værdier tilfaldt 3/5 besidderen som fri ejendom, mens 2/5 skulle være båndlagt som såkaldt successorfond og først frigives ved de to næste generationsskifter til den, der ellers ville have arvet majoratet. Parallelt hermed bestemtes det endvidere, at en tredjedel af agerarealerne skulle afstås til udstykning af husmandsbrug – dog i princippet mod erstatning.

Lensafløsningen bliver ofte set som de gamle slægtsgodsers undergang. Konkret betød den et tab af værdier og jord for de berørte godser, men først og fremmest gjorde den, at de tidligere majorater blev udsat for deling og beskatning ved kommende generationsskifter. Det klarede langtfra alle disse godser.