Hvad er en herregård – temaartikel

Godsets arbejdskraft

Af ph.d. Adam Tybjærg Schacke, Statsforvaltningen

Godsejeren havde ret til en lang række afgifter og ydelser fra fæstebønderne. Blandt disse var hoveriet, som var ubetalt arbejde på herregårdens marker. Fæstebønderne blev, uanset om de var gård- eller husmænd, på denne måde uløseligt knyttet sammen med herregården i et godssystem, som først blev endeligt opløst i begyndelsen af 1900-tallet. På dette tidspunkt var det traditionelle godssystem dog blevet overhalet af nye måder at indrette sig på. De tidligere fæstebønder var da blevet selvejere og herregårdenes arbejdskraft kom nu primært kom fra såvel faste som mere løst tilknyttede landarbejdere og ikke fra fæstebøndernes hoveri.

Herregårdens indtægter

Herregårdenes ret til afgifter og ydelser havde forskellig baggrund. For godsejerne gav det dog bedst mening at dele dem op, alt efter om der var tale om visse eller faste indtægter, uvisse eller variable indtægter eller om der var tale om fordele forbundet med den overhøjhed, som en godsejer havde over sine fæstebønder.

De visse indtægter var først og fremmest landgilden. Det var den afgift, fæstebønderne måtte betale for retten til at dyrke jorden. Det kan sammenlignes med en slags leje. Landgilden blev generelt betragtet som uforanderlig, fordi den var fastlagt ud fra omfanget af den jord, som lå til fæstegården. Den var ofte sammensat af flere enkeltstående afgifter i form af produkter. Det drejede sig især om forskellige slags korn, men også alt fra smør til hø, kvæg, svin, lam, rafter o. lign. Senere blev det almindeligt at omregne disse vareydelser til et pengebeløb.

De uvisse indtægter dækker over den ret godsejeren havde til indtægter, som kunne svinge fra år til år. Det var f.eks. den indfæstningsafgift en fæstebonde skulle betale som et engangsbeløb ved overtagelsen af et fæstebrug (gård eller hus), hvilket naturligvis var afhængig af, at der kom nye fæstebønder på godset. Det var også den såkaldte oldengæld, som fæstebønder skulle betale for at have svin gående i skoven i år med meget olden. Endelig kan der peges på det såkaldte sagefald, som var de bøder godsets fæstebønder blev idømt ved retten, og som tilkom godsejeren. Det var altså nogle indtægter, som var temmelig svære for godsejeren at styre eller regulere.

Hoveri

Der var også mere uhåndgribelige rettigheder, som godsejerne havde med baggrund i deres overhøjhed over deres fæstebønder. Blandt de vigtigste rettigheder var retten til det, der blev kaldt ægt og arbejde og som vi normalt omtaler som kørselspligt og hoveri – ofte dog kun som hoveri, da der var tale om to sider af samme sag, nemlig pligten til at udføre arbejdsopgaver for godsejeren.

I modsætning til landgilden var hoveriet, set fra godsejerens side, langt mere fleksibelt, da det i princippet ikke blev ydet til gengæld for brugen af et konkret stykke jord. Oprindeligt blev hoveriet ydet med baggrund i, at fæstebonden var godsejerens tjener – til gengæld havde godsejeren pligt til at beskytte eller værnebonden. Senere gik oprindelsen til hoveriet lidt i glemmebogen, og det blev betragtet som en afgift på linje med landgilden. Dog med den væsentlige forskel, at hoveriet kunne forandres.

Hoveriet var af afgørende betydning for godsejerne, da det var grundstenen i hovedgårdenes drift fra senmiddelalderen og frem til 1800-tallets første halvdel, dog med variationer i forskellige egne af landet. Herregårdenes marker, hovedgårdsjorden, blev nemlig først og fremmest dyrket ved hjælp af det hoveri, som var pålagt fæstebønderne. Vigtigst var gårdmændenes forpligtigelse, da de udover arbejdskraft også havde pligt til at møde op med redskaber og herunder altså også plove eller vogne med tilhørende heste som trækkraft.

Arbejdet på hovedgården

Hoveriet omfattede stort set alle tænkelige former for arbejde, som var nødvendigt for at drive en hovedgård med tilhørende marker. Man talte om spanddage, når fæstebonden skulle stille med en vogn med trækkraft (vognspand), om pløjedage, når bonden skulle medbringe plov, og om gangdage, når der bare skulle møde en mand. Heldigvis for fæstebonden behøvede han ikke selv at møde op til hoveriarbejdet, men kunne, uden for spidsbelastningsperioderne, sende en karl i sit sted – en mulighed som husmanden sjældent havde.

Selve hoveriarbejdet har ikke adskilt sig synderligt fra det, hovbønderne kendte hjemme fra gårdene. I 1600-tallet var det ikke ualmindeligt, at den enkelte hovbonde havde et bestemt areal, et såkaldt hovlod, som skulle pløjes, sås, harves, høstes mv. Ved spanddagene kunne der dog være tale om fælles arbejde, når der skulle køres gødning ud, eller når der skulle køres korn og græs ind. Ved gangdagene kunne den fremmødte blive sat til alt fra at tærske korn, grave grøfter, vedligeholde gærde, skære tørv og fælde træer til at udføre mindre håndværksarbejde og sætte bygninger i stand.

Hoveriets omfang

Det er ingen tilfældighed, at de fæstebønder, som skulle yde hoveri, i begyndelsen af perioden omtales som ugedagstjenere. Altså nogen, som én dag om ugen skulle yde tjeneste i form af arbejde for godsejeren.

Allerede i begyndelsen af 1500-tallet blev det imidlertid fastslået, at fæstebønderne havde pligt til at yde hoveri og samtidig stod det klart, at det i princippet havde et ubegrænset omfang, da godsejerne måtte “gøre sig deres gods så nyttigt som muligt”. I modsætning til landgilden havde godsejerne altså en knap at skrue på, når man ønskede flere ressourcer fra fæstebønderne.

Udvidelser af hovedgårdsmarkerne og produktionen fra hovedgårdene op gennem 1600- og 1700-tallet førte til et større og større behov for arbejdskraft. Derfor steg hoveriets omfang. I slutningen af 1700-tallet er der derfor eksempler på, at hoveriet var steget til et omfang på op mod alle ugens dage. Allerede i slutningen af 1600-tallet kunne hoveriet dog blive opfattet som voldsomt. Det fremgår f.eks. af en populær vise, der forestiller at være skrevet af en bonde, som bl.a. klager: “Jeg er ikke een Dag fri, For min Husbonds [godsejeren] Hoveri.”

Grænsen for hoveriet lå i princippet der, hvor arbejdet blev en belastning for fæstebondens egen gård, og der ikke længere var sammenhæng mellem det en fæstebonde skulle yde i skatter, afgifter og andre ydelser og fæstegårdens produktion. For godsejeren var som udgangspunkt ikke interesseret i at ødelægge fæstegårdene, da de forsynede hovedgårdene med den nødvendige arbejdskraft.

Efter en del debat og flere tilløb blev det i 1799 bestemt, at omfanget af den enkelte fæstebonde hoveri skulle fastsættes, så den var kendt af både godsejer og fæster. Debatten var således ikke om, hvorvidt der skulle ydes hoveri eller om godsejernes ret hertil, men udelukkende om omfanget, og hvorvidt det skulle afløses af en pengeafgift.

Stavnsbåndets ophævelse og landboreformerne

Fastsættelsen af hoveriets omfang var ét element i 1700-tallets store landboreformer. Stavnsbåndet var et andet af de vigtige emner på lige fod med diskussionen for og imod selveje. Stavnsbåndet var blevet indført i 1733 og var som udgangspunkt en militær reform, som skulle sikre egnede soldater til hæren. Det betød, at mænd mellem 14 og 36 år blev bundet til det gods de var født på, og at de kun kunne flytte væk med godsejerens tilladelse. Dette benyttede godsejerne sig blandt andet til at sikre hovedgårdene arbejdskraft. Stavnsbåndet blev ophævet med forordningen 1788, dog med en overgangsperiode for bl.a. at sikre godsejerne arbejdskraft, så den sidste rest af stavnsbånd først blev endeligt ophævet år 1800.

Staten var på dette tidspunkt også nået frem til, at bøndergårdenes totale løsrivelse fra godserne gennem selveje var ønskeligt. Dette ville dog betyde, at godserne mistede den særdeles vigtige arbejdskraft, som de fik gennem hoveriet. Det fik flere godsejere til at kæmpe mod overgangen til selveje. Man havde endnu ikke var en løsning på udfordringen med at skaffe arbejdskraft til hovedgårdene, hvis fæstebønderne blev selvejere.

Regeringen kom derfor i 1780’erne i vanskeligheder mht. prioriteterne. På den ene side ønskede man at opmuntre til selveje, som man mente var den mest frugtbare form for produktion. På den anden side anerkendte man, at godsejerne var afhængige af fæstebøndernes hoveri for at drive hovedgårdene – især i de arbejdskrævende perioder som f.eks. høsten. Det var især ved de større godser, at der var udfordringer med at skaffe arbejdskraft, hvis fæstegårdene skulle sælges til selveje.

Regeringen kom dog med en hjælpende hånd. I 1791 blev det tilladt at nedlægge fæstegårde, men kun hvis jorden blev delt mellem husmænd. På denne måde kunne godsejerne udlægge jord til husmænd, som fortsat kunne yde arbejde på herregårdsmarkerne. Gennem en forøgelse af antallet af husmænd kunne gårdmændene frigøres fra hoveriet. De kunne dermed undværes og overgå til selveje. Alle var dermed glade: regering, godsejere og gårdmænd. Måske undtagen husmændene. De var udset til at udgøre arbejdskraften på hovedgårdene.

Godserne i 1800-tallet

Landbolovgivningen fra slutningen af 1700-tallet og langt ind i 1800-tallet afspejlede dette ved ikke at omfatte husmændene (husmænd med jord) og daglejerne (husmænd uden jord). Hoveriforordningen fra 1799 udelukkede ligefrem husmændene og daglejerne fra lovens bestemmelser, og derfor fortsatte deres ubestemte såkaldte pligtarbejde, som var den betegnelse man begyndte at anvende for husmandsklassens hoveri.

År 1800 var mange gårdmænd allerede overgået fra et fæsteforhold til selveje. Krisetiderne i 1800-tallets begyndelse satte en midlertidig stopper for denne udvikling, og endnu omkring 1850 var mindst 140 godser stadig blev drevet ved hoveri, ligesom der fortsat hørte ca. 19.500 fæstegåde til de danske godser. Antallet af husmænd af forskellig slags tilhørende godserne var derimod steget til over 40.000. Der var nu her, godsejerne fandt en stor del af arbejdskraften til hovedgårdenes jorder.

Den første bølge af selveje i slutningen af 1700-tallet havde ofte resulteret i de såkaldte godsslagtninger, hvor hele godser blev udparcelleret, og hovedgårdene bogstaveligt tal blev nedlagt. Derimod blev det karakteristisk for 1800-tallet, at hovedgårdene på alle måder blev udvidede. Der blev opført avlsgårde på hovedgårdsmarkerne, ligesom godsejernes konstante ønske om at få lov til at udvide hovedgårdsjorden på bondejordens bekostning til en vis grad blev efterkommet af regeringen. Dette havde generelt været forbudt siden slutningen af 1600-tallet, men blev på bestemte vilkår igen tilladt.

Godsejerens indtægt fra det tidligere fæstegods stoppede ikke nødvendigvis ved overgangen til selveje. Ligesom nutidens husejere havde fæstebønderne ikke penge til at købe deres gårde kontant og måtte derfor låne penge. Flere godsejerne kom i 1800-tallet derfor i høj grad til at leve af de renter, som bønderne betalte for lån, de havde optaget for at få råd til at købe deres gård til selveje.

Den nye arbejdskraft: husmænd, karle og piger

Med udvidelserne af herregårdsmarkerne var der fortsat et stort behov for sikre arbejdskraften til herregårdenes landbrugsdrift. Men den skiftede altså karakter fra at være baseret på hoveri fra godsets fæstebønder, som foruden at levere arbejdskraft også stillede med redskaberne, til at blive baseret på arbejdskraft fra husmænd og ikke-jordbrugere, der ikke havde jord nok til at leve af.

Arbejdskraften på herregårdene var i sidste halvdel af 1800-tallet derfor blevet mere mangfoldig end tidligere. For det første var der den faste arbejdsstyrke på selve gården. De skulle bl.a. passe dyrene året rundt og var faste, lønnede arbejdere (tyende), så som karle og malkepiger. De var langt overvejende ugifte og fik kost og logi som en del af lønnen. For det andet var der de faste husmænd og landarbejdere, der kunne forestå den almindelige jordbearbejdning og forskelligt forefaldende arbejde. Dertil krævedes det ofte, at de var gift, hvorfor de fik mulighed for at bo i et af godsets huse. For det tredje var der de mere løst tilknyttede sæsonarbejdere, gerne bestående af kvinder og drenge, der kunne passe f.eks. rodfrugtarealerne. Dertil kom husmænd med egen jord, som kunne tage sig af andet sæsonarbejde så som såning, høbjergning, høst og tærskning eller f.eks. gødskning og oprensning af grøfter.

Godserne og det store folkehold

Endnu et stykke ind i 1900-tallet fortsatte herregårdene med det allerede etablerede system med at få arbejdskraft fra både faste arbejdere og mere løst tilknyttede husmænd. En opgørelse over ca. 600 godsers arbejdskraft lige efter år 1900 viser, at det normale var, at der var 1 forvalter/ladefoged, 1 fodermester, 1 forkarl, 1 røgter, nogle elever, 4-5 karle samt 3-4 piger i Jylland og 5-6 øst for Storebælt . Den helt store forskel mellem landsdelene er at finde i antallet af såkaldte daglejere, der var husmænd, som var løst tilknyttet godserne. I Jylland var der gennemsnitligt tilknyttet 6 sådanne daglejere, mens det på Sjælland og Lolland-Falster var ca. 12. Det samme billede tegner sig for polakker (og til dels svenskere), som udgjorde en stor del af sæsonarbejdskraften. Der var i gennemsnit 2-3 stykker i Jylland og på Fyn, mens der var omkring 7 på Sjælland og i gennemsnit næsten 20 på godserne på Lolland-Falster.

Langt op i 1900-tallet var herregårdene fortsat store arbejdspladser. Først med mekaniseringen af landbruget, som tog fart efter Anden Verdenskrig, ophørte herregårdenes avlsgårde med at være arbejdsplads for mange arbejdere. Det var i samme periode, at tjenestefolkene i hovedbygningerne forsvandt eller indskrænkedes kraftigt.

 

Udvalgt litteratur

Birgit Løgstrup: Bundet til jorden, Stavnsbåndet i praksis 1733-1788,Landbohistorisk Selskab 1988.

Britta Andersen m.fl. (red.):Herregårdenes Indian Summer, Fra Grundloven 1849 til Lensafløsningen 1919, Dansk Center for herregårdsforskning 2006.

John Erichsen og Mikkel Venborg Pedersen (red.):Herregården, bd. 1-4, 2004-2006.