Nyheder

Nørre Vosborg i tid og rum

Enestående storværk om herregården Nørre Vosborg

“Nørre Vosborg i tid og rum”

Med disse to bind (i alt 900 sider) præsenteres det største, mest tværfaglige og grundigste værk, som nogensinde er skrevet om nogen dansk herregård. Værket om den vestjyske herregård Nørre Vosborg er resultatet af mere end 30 forskeres indsats i et stort forskningsprojekt, som har strakt sig over otte år. Bøgerne beskriver herregårdens historie og geografiske ramme fra vikingetiden til i dag.

Omfang: to bind i stort format på ca. 900 sider.

Pris for begge bind: 600 kr. (+ porto)

Udgivelsesdato: den 12. september

Forlag: Aarhus Universitetsforlag. Se pressemeddelelse

Udgivelsen kan købes ved henvendelse til museumsbutikken på Gammel Estrup – Herregårdsmuseet.
T: 8648 3001
Mail: museumsbutikken@gammelestrup.dk

NB! Da portoen grundet værkets omfang beløber sig til (maks.) 130 kr., kan denne udgift spares ved afhentning efter aftale  i butikken på Gammel Estrup – Herregårdsmuseet, Randersvej 2, 8963 Auning.

Fra forlagets pressemeddelelse:

Nørre Vosborg ligger i Vestjylland, hvor Storåen løber ud i Nissum Fjord. Den regnes vanligvis for at være Vestjyllands fornemste herregård.

Værket om Nørre Vosborg er resultatet af mere end 30 forskeres indsats i et forskningsprojekt, som har strakt sig over otte år. Forskergruppen er rekrutteret fra mange forskellige institutioner og mange forskellige fag: historie, arkæologi, geologi, etnologi, arkitektur, kunsthistorie, stednavneforskning og dendrokronologi. Takket være denne meget brede sammensætning af kompetencer er det lykkedes at nå resultater, som ingen af fagene ville have kunnet nå alene.

Værket redegør for resultatet af udgravninger af to middelalderborge, et kapel og en hidtil ukendt herregård fra renæssancen, ligesom den eksisterende herregårds bygningshistorie er minutiøst undersøgt. Dertil rummer værket kapitler om landskabsudviklingen i området fra før den sidste istid og fremad, ligesom der også på anden vis lægges vægt på at sætte herregården ind i en større geografisk/historisk ramme fra vikingetiden til 2008.

Historikere skildrer de stormænd som ejede stedet, til det i 1687 overgik til noget jævnere og mindre kapitalstærke folk. I 1786 skete der det bemærkelsesværdige, at en søn af én af godsets egne fæstebønder overtog herregården og frem til 2004 tilhørte den hans efterkommere. Ejerne har været ualmindeligt gode til at passe på alt materiale med det resultat, at der er bevaret et meget stort godsarkiv, som gør det muligt at komme særdeles tæt på godsdriften, herskabet og tjenestefolkene og herskabets liv i lyst og nød gennem mere end et par århundreder.

Sluttelig skildrer et par arkitekter den betydelige indsats, der har været gjort, siden Realdania i 2004 erhvervede herregården og ved en nænsom og gennemgribende restaurering og tilpasning til nye behov sikrede fremtiden for en ejendom, som første gang omtales i en historisk kilde i 1299.

Alt sammen ledsages af en betydelig mængde fine illustrationer.