Nyheder

I den moderne turismes vugge

Dannelsesrejsen. Åbent hus-arrangement på Gammel Estrup.

Kom på dannelsesrejse med Jørn Lund og Carsten Jensen på Gammel Estrup – Herregårdsmuseet 31. januar 2015.

Forfatter Carsten Jensen og professor Jørn Lund kommer til Gammel Estrup – Herregårdsmuseet den 31. januar og giver deres bud på den moderne dannelsesrejse. Særrundvisninger på museet sætter fokus på adelens dannelsesrejser fra 1500- til 1700-tallet, der blev forløbere for turisme i senere århundreder. Dannelsesrejsen indleder museets deltagelse i kulturhovedstad Aarhus 2017, hvor museet arbejde med at sætte fokus på herregårdenes historiske rolle som kulturbærere og formidlere af kulturelle strømninger på tværs af Europa.

Dannelsesrejser var fra 1500-tallet til 1700-tallet en integreret del af den europæiske adelskultur. Unge adelsmænd rejste til udenlandske universiteter, hvor de lærte sprog og videnskab, men også fægtning, dans og ridning var en vigtig del af uddannelsen. De tog ophold ved hoffer i Tyskland, Italien og Frankrig, hvor de kunne finslibe deres færdigheder og etablere vigtige netværk med andre unge adelige. Idealet var den dannede verdensborger, der kendte til det nyeste inden for videnskab, kunst og musik, og som kunne begå sig i diplomatiet og i selskabslivet.

Dannelsesrejsen var gennem århundreder afslutning på den adelige opdragelse og uddannelse. Men i slutningen af 1700-tallet begyndte rejserne at ændre karakter. For eksempel Jørgen Scheel fra Gammel Estrup, som tog på kurophold i Böhmen med sin kone, men endte med at rejse rundt i Europa i fem år, hvor han besøgte Rom, Napoli og Paris. Jørgen Scheel havde en vældig interesse i kunst, videnskab og historie, og han rejste for selve oplevelsen. Det peger egentligt frem mod det, vi i en senere tid begynder at kalde turisme.

På rundvisninger får deltagerne bl.a. den dramatiske historie om Jørgen Scheels rejse, der både bragte ham i nærkontakt med Napoleons hære og skubbede hans allerede anstrengte økonomi tættere på en truende konkurs.

Den moderne dannelsesrejse

Men hvilken rolle spiller dannelse for mennesker i dag? Er rejser fortsat del af en kulturel dannelse, eller er turisten, der søger fornøjelse og forlystelse, tværtimod blevet det nye ideal? Gammel Estrup – Herregårdsmuseet har inviteret sprogprofessor Jørn Lund og forfatter Carsten Jensen til at give deres bud på begrebet ‘den moderne dannelsesrejse’ og gøre os klogere på dannelse og rejser i nutiden.

Dannelsesrejsen indleder Aarhus 2017-projekt

Med arrangementet Dannelsesrejsen indledes publikumsaktiviteterne i projektet Herregårdene – porten til Europa. Projektet, der udføres ved Gammel Estrup – Herregårdsmuseet og Dansk Center for Herregårdsforskning frem til 2017, har netop opnået støtte fra kulturhovedstad Aarhus 2017. Herregårdene – porten til Europa indgår i det officielle program for Aarhus 2017 og vil bl.a. omfatte en international konference om europæisk herregårdskultur og publikumsarrangementer på fem østjyske herregårde.

Dagens program og praktiske oplysninger

Læs mere om projektet her, eller få yderligere oplysninger ved henvendelse til projektansvarlig Mikael Frausing, Dansk Center for Herregårdsforskning, på 8648 3001 eller mf@gammelestrup.dk.