Aastrup har tilhørt flere forskellige mænd med meget nær tilknytning til den danske kongemagt, men gården har også været i hænderne på både boligspekulanter og fromme kvinder.
Den østlige del af hovedbygningen på Aastrup blev opført allerede i 1613 og bygningen er præget med navnene på den daværende ejer og hans hustru.
Hovedbygning
Hovedbygningen på Aastrup består af en sammensætning af fløje fra forskellige tider og er opført på det rektangulære voldsted, som Erik Krabbe anlagde i 1500-tallet. Hovedbygningen består af tre fløje, som er opført i to etager. Østfløjen blev allerede opført i 1613 af Enevold Kruse. Fløjen er opført i røde mursten med kamtakkede gavle og hvælvede kældre. Over porten kan man stadig se den sandstenstavle, der bærer Enevold Kruses og hustruen Else Marsvins navne.
Det er uvist, hvornår nordfløjen er opført, men den er formentlig yngre end østfløjen.
Sydfløjen blev opført i 1856. Både nordfløjen og sydfløjen er opført i røde mursten. Hele hovedbygningen blev restaureret i 1922-1928 af arkitekten V. Holck.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Avlsgården blev opført omkring 1870.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Ejerhistorie
Landsbyen Aastrup nævnes flere gange i de skriftlige kilder fra middelalderen, fordi bønder fra landsbyen har fungeret som vidner i forbindelse med forskellige retssager. Men i begyndelsen af 1500-tallet blev landsbyen nedlagt og byens gårde blev i stedet samlet under en ny hovedgård, der overtog navnet Aastup.
Den første ejer af hovedgården Aastrup hed Erik Krabbe. Han var søn af Tyge Krabbe, der var rigsmarsk, hærens øverste leder, og som i eftertiden er blevet kendt for at have været en vigtig brik i oprøret mod Christian II (1481-1559). Erik Krabbe selv interesserede sig mere for bøger end krig, men har alligevel sat sig spor i historien. Erik Krabbe sørgede bl.a. for, at Saxo's Danmarkskrønike fra 1100-tallet blev genoptrykt og genudgivet i 1534. Aastrup blev i familien Krabbes eje frem til ca. 1596.
Enevold Kruse overtog Aastrup omkring år 1596 ved ægteskab med Else Marsvin. Han opførte i 1613 en ny hovedbygning, som fortsat står i dag og fungerer som gårdens østfløj. Aastrup forblev hos familien Kruse, indtil Peder Lauridsen Scavenius købte gården i 1664.
Ved indførelsen af enevælden i 1660 blev hierarkiet i adelsstanden delvist opløst. Adelen sad ikke længere på magten, da Frederik III (1609-1670) indførte mulighed for at udpege nye adelsmænd fra borgerlige familier. En af disse adelsmænd var Peder Scavenius, som udover den nye adelstitel også erhvervede store godsbesiddelser, deriblandt Aastrup.
Da Peder Scavenius døde overtog hans svigersøn, Niels Benzon, Aastrup, og herefter nedarvedes gården til Peder Benzon. Peder Benzon havde også andre gårde, bl.a. Benzonseje, Benzonsdal og Gislingegaard. Gregers Juel købte Aastrup i 1714. Gregers Juel var militærmand, men da han ikke blev forfremmet i 1716, blev han så fornærmet, at han forlod militæret.
Johannes Eichel købte Aastrup i 1736 og fik allerede samme år gjort gården til stamhus. Det betød, at gården og alle dens besiddelser ikke længere kunne opdeles ved arvedelinger, men fremover skulle nedarves samlet til den første søn. På den måde blev Aastrup samlet og forblev hos Johannes Eichels efterkommere frem til 1806.
Efter ansøgning hos kongen blev der i 1803 ansøgt om tilladelse til at ophæve stamhuset og sælge Aastrup. Tilladelsen blev givet og i 1806 købte Ulrik Chr. Von Schmidten gården. De mellemliggende år havde været gode for økonomien og priser på ejendom fortsatte med at stige. Ulrik von Schmidten var en af tidens mange spekulanter, som tjente store formuer ved at opkøbe ejendomme og sælge dem videre til en endnu højere pris. Statsbankerotten i 1813 var dog hård ved disse spekulanter, som havde købt ejendomme til mere, end hvad de reelt var værd, da landbrugskrisen ramte landet kort tid efter.
Aastrup blev dog ikke ramt af de hårde tider. Allerede i 1810 havde den bornholmske skibsfører Hans Peter Kofoed købt gården, og efter hans død i 1812 drev hans enke Aastrup videre med sikker økonomisk styring. Marie Kofoed brugte sin mands formue på at hjælpe godsets fattige. Hun indstiftede mange legater og skænkede store summer til velgørenhed.
I 1842 købtes Aastrup af Frederik Vilhelm Dannemand, uægte søn af kong Frederik VI (1768-1839). Han indstiftede derfor et såkaldt 'kloster' for uformuende frøkener og enker af hans egen slægt. Klostret fik det officielle navn Det Grevelige Dannemandske Stift, mens herregården kendtes herefter også bare som Aastrup Kloster.
Der var dog fra begyndelsen økonomiske vanskeligheder og i 1884 valgte Frederik Vilhelm Dannemand at sælge Aastrup til Frederik Brockdorff. Pga. testamentets bestemmelser blev der anlagt sag, som i 1890 endte med, at handlen gik tilbage. Det Grevelige Dannemandske Stift blev herefter sat under administration indtil 1928, hvor fundatsens bestemmelser kunne træde i kraft.
Aastrup Kloster var i funktion med en priorinde og 5 frøkener fra 1928-1988.
I 2011 tilhørte Aastrup fortsat Det Grevelige Dannemandske Stift og gården bruges til landbrug og som bolig.
Kulturmiljø
Aastrup hovedgård er fortsat delvist omkranset af voldgravene fra det oprindelige voldsted. Broen over voldgraven bevogtes af to grundmurede hundehuse. Rundt om hovedbygningen findes en stor landskabelig have, som bl.a. rummer en rosenhave fra 1927. I gårdens dyrehave findes en tepavillion fra 1860'erne.
Litteratur
Oppermann, Georg: Optegnelser om Aastrup paa Sjælland. 1918.
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Sjælland, Møn og Lolland-Falster. Gyldendal 2014.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.