Ørndrup har igennem årene været ejet af bl.a. de gamle uradelslægter Skram og Kaas.
Ørndrups hovedbygning er fra 1848. Avlsbygningerne er endnu nyere, da de gamle nedbrændte i 1931.
Hovedbygning
Ørndrups hovedbygning blev opført i 1848 under Frederik Juul og Andreas Poulsens ejerskab. Bygningen, der kun har én fløj, som ligger mod vest, er opført i én etage i grundmur og har skifertag.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Ørndrups avlsbygninger er af nyere dato, da de gamle nedbrændte i 1931. De blev herefter genopbygget med tre sammenbyggede længer. Gennemkørselsporten ind til gårdspladsen er placeret i den sydlige længe. Der er murede hvælvinger og jernbjælker i alle stalde. Syd for gården er der også anlagt en stor svinestald.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er udpeget som bevaringsværdige med middel bevaringsværdi.
Ejerhistorie
I midten af 1400-tallet tilhørte Ørndrup Christen Borre og senere Mogens Borre.
I 1504 kom Ørndrup i hænderne på Niels Kaas. Han stammede fra den gamle uradelsslægt Kaas. Betegnelsen uradel bruges i dag om de adelige slægter, der kendes fra før reformationen i 1536. Efter Niels Kaas' tid på Ørndrup blev gården i slægtens eje indtil midten af 1600-tallet.
Den sidste ejer fra slægten Kaas var Kirsten Kaas, der giftede sig med Valdemar Skram. Slægten Skram var også en gammel uradelsslægt. Nok nåede Valdemar Skram ikke at udmærke sig på samme måde som sin forfader Peder Skram, der bl.a. blev optaget i rigsrådet efter Christian III's kroning i 1537, og som havde kommandoen over den danske flåde i Den Nordiske Syvårskrig i 1563, men helt ubetydelig var Valdemar Skram dog ikke på sin tid.
I forbindelse med enevældens indførelse var Valdemar Skram en af underskriverne af Suverænitetsakten fra 1661, der legaliserede arveligt monarki og enevælde. Akten blev underskrevet af repræsentanter fra stænderne. På Ørndrup satte Skram også sine spor, da han bl.a. startede opførelsen af nye bindingsværksbygninger. Økonomisk havde Skram dog problemer, og derfor overtog hans kreditorer ejerskabet over Ørndrup i 1677.
I 1734 købte Herluf Jensen Stjernholm Ørndrup. På dette tidspunkt hed han faktisk kun Herluf Jensen, men i 1747 blev han adlet, hvorefter han tog det adelige navn Stjernholm til sig. Hans sønner overtog gården fra 1755. Den sidste af dem, major Jens Stjernholm, døde i 1774, hvorefter enken gav gården videre til svigersønnen Niels Kragh Lange året efter.
I årene frem mod 1834 levede Ørndrup et omskifteligt liv med mange forskellige ejere. I netop 1834 kom gården dog i hænderne på Frederik Juul og hans svigersøn Andreas Poulsen, og herefter kom der mere ro på. Det var bl.a. under deres ejerskab, at den nuværende hovedbygning blev opført. Sidstnævntes søn solgte først gården videre i 1902.
Ligesom på mange andre herregårde i Vest- og Nordjylland valgte forskellige ejere af Ørndrup igennem første halvdel af 1900-tallet at udstykke store dele af gårdens jord. I 1927 frasolgte den daværende ejer Voetmann ca. 57 ha, som herefter blev omdannet til syv husmandsbrug. I 1931 solgte Voetmann Ørndrup til Thomas Sørensen, som udstykkede yderligere 96 ha. På dette areal blev gården Ny Ørndrup opført. Thomas Sørensen solgte herefter hele hovedparcellen videre.
Ørndrup kaldes i 2013 Ørndrup Hovedgård.
Ejerrække
Kulturmiljø
Ørndrup ligger med udsigt over Visby Bredning og Dragstrup Vig ved Thy. Der hører en ældre landskabelig have til Ørndrup.
Øst for Ørndrup er der placeret en genforeningssten fra 1920.
Litteratur
Hovmøller, Johan P.: Lidt om de i Karby Kirke begravede eller nedsatte personer, s. 27-53. AarbMors. 1929.
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.