Torbenfeld blev fra 1668, hvor Frederik III kom i besiddelse af herregården, frem til 1907 kaldt Frydendal.
Siden 1873 har slægten Treschow været i besiddelse af gården.
Torbenfelds imponerende herregårdsanlæg vidner om forskellige tiders arkitektursprog og restaureringsidealer, men fremtræder trods dette som en harmonisk helhed.
Hovedbygningen er i 2013 et trefløjet anlæg i to etager med hvidpudsede mure og rødt tegltag.
Hovedbygning
Torbenfeld består i 2013 af et tredelt anlæg, som består af hovedbygningen, hvis ældste sydlige fløje muligvis stammer fra 1400, staldgården, der danner en forborg og ligesom hovedbygningen er bygget på små holme i søen, og endelig ladegården, der formentligt tidligere har været omgivet af vand.
Den stærkt ombyggede og moderniserede hovedbygning, som oprindelig blev anlagt som et enkelthus, fremstår som et trefløjet, hvidpudset anlæg i to etager med kamtakkede gavle og kviste, røde tegltage og kobberklædte tårnspir.
Den østlige fløj, borggårdens nuværende midterfløj, er bygget i renæssancestil med gennemkørselsport og store vinduer, hvis kurvehanksbuer delvist endnu kan skimtes. Kælderens sydlige halvdel har tøndehvælving. Fløjen er i følge en indskrift opført i 1577 ved Anne Ottesdatter Rosenkrantz, og under porten ligger et bevaret fængsel. Endvidere går to af værelserne i nederste etage under navnet Prins Jørgens gemakker, selvom deres udseende er ændret væsentligt siden hans tid på Torbenfeld. Denne fløj blev stærkt ombygget 1755.
Sydfløjen, som er hovedbygningens ældste, er et stærkt ombygget middelalderhus, hvoraf dele af kælderen er fra 1400-tallet. Manderup Brahe lod i 1650'erne et firkantet tårn opføre omtrent midt på sydfløjens ydre mur, som stadig bærer hans forbogstaver. Det er formentligt V. A. Hansen, der har rejst sydfløjens sekskantede tårn.
Mellem 1668 og 1670, hvor Torbenfeld var krongods, blev en del arbejde udført på gården under Hans Steenwinckel den Yngstes ledelse. Han byggede et karnaptårn ved gavlen af sydfløjen. Endvidere blev alle huse forsynet med blybeklædte tagrender, og kostbare marmorkaminer med kongeparrets navnetræk blev opsat i de forskellige gemakker, hvis vægge blev beklædt med gyldenlæder eller damask.
Nordfløjen var indtil 1767 af bindingsværk, hvorefter den samt et lille bindingsværkshus ved dens ende blev revet ned og erstattet med den nuværende bygning, som blev opført i grundmur i to etager. På gavlen er Stephen Hansens og hans hustru, Dorthea Sophie Ravns, forbogstaver indgraveret. Samtidig blev de andre fløje moderniseret og udstyret med store vinduer i fast takt, ligesom murværket fik hvidt puds. Stephen Hansen foretog endvidere en del ændringer af fløjenes indre, hvor han blandt andet indbyggede trapper med reposer, mens det store trappetårn i gården blev fjernet.
Omkring 1900 under Christian Treschows ejerskab blev hovedbygningen restaureret. Arkitekt C. Abrahams føjede kamtakkede gavle til bygningen. Endvidere blev de eksisterende tårne udstyret med kobberhætter, og en hvælvet port blev anlagt. I 1906 fulgte opførelsen af de hjelmklædte hjørnetårne, der flankerer nordøstfløjens ydersider, ved C.M. Smidt. Yderligere blev et nyt karnaptårn opført på midterfløjens sydøstlige hjørne.
Det Gule Palæ, opført mellem 1906 og 1907 af arkitekt Ivar Bentsen som et supplement til hovedbygningen, blev nedrevet 1976.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Manderup Brahe opførte i midten af 1600-tallet staldgårdens midtfløj, der har et firkantet porttårn.
Omkring 1669 blev hovedbygningen forbundet med staldgården via en grundmuret bro og en vindebro af træ. Staldgården, der endnu lå på en holm i søen, var i grundmur med tegltag. Staldbygningerne rummede bryggers, mejeristens stue, mælkekammer, vognhus samt tre stalde.
En stor port og en træbro førte fra staldgården til Torbenfeld ladegård, der udgjordes af en stor grundmuret kvægstald og en grundmuret kornlade. Begge bygninger havde tegltag. Yderligere var et kampestensfundament lagt til en tredje bygning. Her anlagde Johan Rantzau i 1695 en korn- og en stampemølle, et stort ridehus og flere ladegårdsbygninger.
V. A. Hansen restaurerede staldgården, som i tidens løb var blevet landfast med ladegården ved en dæmning, hvorved den havde mistet sin karakter af forborg. Dens søndre fløj bærer årstallet 1780.
Christian Treschow opførte i starten af 1900-tallet flere store avlsbygninger, mens de gamle blev forbedret.
En gammel smedje ved landevejen viser Otte Pedersen Brahes forbogstaver samt årstallet 1633.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Ejerhistorie
Torbenfeld er ligesom en stor del af landets herregårde opstået ved samlingen af en landsbys gårde. Gården er anlagt med forsvar for øje, og den har muligvis fået sit navn efter Torben Jensen, der var svoger til marsk Stig Andersen Hvide, der blev anklaget for mordet i Finderup Lade.
Timme Timmesen Abildgaard kom i besiddelse af Torbenfeld gennem sit ægteskab med Anders Stigsen Hvides datter, Sofie Andersdatter. Parrets datter, Kirsten Timmesen Abildgaard, var gift med Valdemar Atterdags (1320-1375) og kong Oluf II's (1370-1387) marsk, Evert Moltke, som havde part i Torbenfeld i 1377. Medejer blev Evert Moltkes bror, enten Henneke eller Johan Moltke, der skrev sig til Torbenfeld 1360. Han døde 1399, og enken overdrog gården til sit barnebarn, Gertrud Clausdatter Grubendal, som medgift ved hendes vielse med Albrecht Engelbrechtsen.
Gertrud Grubendals oldebarn, Mette Bydelsbak, overtog Torbenfeld i 1500 efter at hendes bror, Laurids Albrechtsen (Bydelsbak), døde i 1500 som slægtens sidste mand. Mette Bydelsbak bragte gården til sin mand, Mogens Gøye, der var en af danmarkshistoriens største og rigeste godsejere. Han lagde jorden af ni gårde i Torbenfeld by under godset, som herefter blev i slægten Gøyes besiddelse frem til Morgens Gøyes barnebarn, Dorte Gøye, der døde som ugift i 1616.
Torbenfeld tilfaldt da Dorte Gøyes nevø, lensmanden Otte Pedersen Brahe, hvis søn, Manderup Brahe, der overtog gården i 1642, gjorde en del for at forbedre gårdens bygninger. Manderups enke, Birgitte Trolle, lod Torbenfeld overgå til kong Frederik III (1609-70) til gengæld for herregården Rantzausholm på Fyn. Frederik III omdøbte Torbenfeld, der var i så god og fornem stand, at den var en konge værdig, til Frydenborg og kort derefter til Frydendal, hvilket den hed frem til 1906.
Frydendal kom efterfølgende til sønnen prins Jørgen (1653-1708), som senere ægtede Anne Stuart, der blev Englands dronning. Allerede et år efter overtagelsen af Frydendal byttede prins Jørgen imidlertid igen gården væk mod at få Jungshoved, hvilket skyldtes, at han forsøgte at samle sit gods omkring Vordingborg.
Efter flere ejerskift kom Frydendal i 1687 til generalløjtnant Johan Rantzau. Året efter modtog han et kongeligt gavebrev på Kundby Kirke som tak for tro tjeneste. Kirken blev først frasolgt i 1873.
Under Christian V's matrikel af 1688, hvor alle jordejendomme blev opgjort for at fastsætte et skattegrundlag, blev Frydendals værdi sat til 75 tønder hartkorn, hvilket gjorde gården til en af landets større herregårde. De sidste fire gårde i Torbenfeld by var da blevet lagt under hovedgården. Endvidere blev de to Bregnebjerggårde på samlet 14 tønder hartkorn lagt under Frydendal i 1715.
Stephen Hansen købte et forfaldent Frydendal i 1765. Han var blevet en velhavende mand gennem sin drift af Hammermøllen ved Kronborg, der producerede våben. Han gik straks i gang med en forbedring af gårdens bygninger, men nåede dog ikke at bringe godset på fode igen inden sin død. Frydendal overgik herefter til sønnen Vilhelm August Hansen.
Vilhelm Hansen var en dygtig landmand, der arbejdede for at forbedre Frydendals gods og skove. Endvidere vægtede han også bøndernes ve og vel højt, og han udskiftede således bøndergodset, dvs. at bøndernes jordfællesskab blev opgivet til gengæld for selvstændige bøndergårde med egen jord. Vilhelm Hansen blev med sine forbedringer af gårdens drift en af landboreformernes førende mænd, og i en periode var han en af landhusholdningsselskabets tre præsidenter.
Herefter blev Frydendal erhvervet af slægten van Deurs. Efter 50 års ejerskab, der blandt andet var præget af landets statsbankerot i 1813, overlod Jacob Frederik van Deurs ved sin død i 1851 Frydendal til sønnen Carl Edvard van Deurs, der siden 1840 havde forpagtet gården. Han solgte den i 1873 til juristen Christian Rosenkilde Treschow, som var en yderst velhavende mand, der besad højtrangerende titler som kammerherre og hofjægermester.
Med Christian Rosenkilde Treschow indledtes slægtens ejerskab af Torbenfeld, der i 2013 har varet 140 år. Omkring Han gennemførte omkring 1900 en gennemgribende restaurering af gården. Da Frederik Treschow overtog gården fik den atter sit gamle navn Torbenfeld.
Avlsgården Orelund, der siden 1870'erne var blev stærkt udvidet, blev i 1923 udskilt som selvstændigt gods, der blev overdraget til den ældste søn Christian Treschow, samtidig med at gåreene Ulviggård og Tømmerupgård frasolgtes. Ved Frederik Treschows død 1948 overgik Torbenfeld til hans yngste søn, Fritz Treschow.
Torbenfeld var meget benyttet som lokation i de såkaldte 'herregårdsfilm', således blev Komtessen på Steenholt (1939), Arvingen (1954) og Næsbygård-trilogien (1964-1966) indspillet her.
I 2013 ejes Torbenfeld af Peter Rosenkilde Treschow. Torbenfeld og Orelund Godser er igen samlet under samme ejer og omfattede tilsammen 1577 hektar i 2013.
Ejerrække
Kulturmiljø
I Torbenfelds have findes en gammel stensarkofag med blomsterflor, der efter sigende er jomfru Dorte Gøyes kiste.
På Frederik III's tid omkring 1669 var gårdens lysthave inddelt i otte kvarterer. Den rummede bl.a. to lukkede gange, et lysthus, en labyrint, en fiskedam og to vandgrave. Yderligere fandtes en frugthave med fiskedam, en køkkenhave samt en lille rund have, som senere kaldtes Littgot.
Ud mod søen findes en sandstensbuste over en marmorsokkel, som blev anbragt der i 1670. Denne forestiller prins Jørgen i en romersk rustning, laurbærkronet og med Elefantordenen om halsen.
Johan Rantzau anlagde i 1695 damme, oprensede søen, anlagde en dæmning og plantede alléer ved haven og gården.
Til minde om Frederik VI's besøg på Frydendal i 1809 rejste daværende ejer Jacob Frederik van Deurs i 1834 et monument i parken med et marmorrelief af kongen udført af Freund. I 1850'erne blev haven omlagt i engelsk stil, og de franske anlæg og ladegårdens bygninger til venstre for indkørslen blev sløjfet. I samme ombæring blev tomten udlagt til store græsplæner.
I begyndelsen af 1900-tallet blev selve voldstedet omsat med en solid stendrossering, på hvilken der ud mod søen anbragtes en række salutkanoner købt på Eriksholm. Endvidere blev hele herskabshaven indhegnet.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Schiøtt, Fr.: Det kgl. Landslot Frydendal. I: Arkiv og Museum I 1899-1915.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Sjælland, Møn og Lolland-Falster. Gyldendal 2014.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.