Stensmark er tidligere krongods.
Stensmark er en relativt ny herregård. I Pontoppidans Danske Atlas fra omkring 1770 blev gården således ikke regnet for en herregård.
Stensmarks hovedbygning blev opført som enkesæde i 1872.
Det var Karen Blixens bedstefar, Adolph Wilhelm Dinesen, der opførte den nuværende hovedbygning.
Hovedbygning
Stensmark var - indtil det 20. århundrede - ikke hovedbesiddelsen for gårdens mange ejere. Derfor var der heller ikke nogen imponerede hovedbygning på gården, før Adolph Dinesen i 1872 lod opføre den nuværende hovedbygning.
Det var hensigten, at Stensmark skulle fungere som et såkaldt enkesæde, dvs. bolig for enken efter Katholms ejer. Den kom dog aldrig til at fungere som sådan. Adolph Dinesens hustru døde i 1874 - to år før han selv gjorde, og sønnen solgte Stensmark i 1909.
Stensmarks hovedbygning er en enkeltfløjet bygning i én etage over en høj kælder. Den historicistiske rødstensbygning er rigt udsmykket med mange murede detaljer ved sokler, vinduesindfatninger og sålbænke. Mod gården er der opført et tårn med spir, mens der mod haven er opført en kort fløj i midtaksen. Fløjen er i to etager. Som den øvrige hovedbygning har fløjen et skiferbelagt mansardtag.
Hovedbygningen er ikke fredet i 2012.
Andre bygninger
Stensmark har et trefløjet avlsanlæg, der sammen med hovedbygningen lukker sig om gårdspladsen. Det grundmurede avlsanlæg er opført i 1923-1924 af Robert Ric-Hansen, og alle bygningerne har eternittag.
En tidligere smedje fra 1927 såvel som en vognport fra samme år er bevaret. Begge bygninger er i lighed med avlsanlægget rødkalket og udstyret med eternittag.
Ingen af bygningerne er fredede i 2012.
Ejerhistorie
Stensmark blev første gang omtalt i 1231 i Valdemar Sejrs (1170-1241) såkaldte Jordebog. Jordebogen gav en oversigt over alt Kronens gods og de indtægter og afgifter, der var forbundet hermed.
I 1441 forlenede Christoffer af Bayern (1416-1448) Stensmark til Otte Nielsen Rosenkrantz, der ejede de nærliggende herregårde Hevringholm og Bjørnholm. Stensmark forblev under familien Rosenkrantz' kontrol de følgende mange generationer. Således overtog såvel Otte Nielsens søn, Erik Ottesen Rosenkrantz, som sønnesønnen, Niels Eriksen Rosenkrantz, forleningen af gården og i 1558 var gården pantsat til medlemmer af slægten Rosenkrantz.
Efter at kongen havde indløst pantet i Stensmark, overgik gården kortvarigt til Grenaa by, inden Frederik II (1534-1588) i 1538 mageskiftede gården til Erik Lykke fra Skovgård til gengæld for to ålegårde. Erik Lykkes søn, Falk Lykke, ejede foruden Stensmark og Skovgård også Bollerup. Som mange andre danske adelsmænd ejede Falk Lykke en del godser i Skåne, der frem til 1658 var dansk. Falk Lykke tilbragte en stor del af sit liv netop i Skåne, hvor han var lensmand først på Gotland og senere i Lund. Måske var hans langvarige ophold i Skåne baggrunden for, at han valgte at mageskifte Stensmark bort til Hans Seefeld fra den nærliggende Herregård Sostrup.
Stensmark indgik ved mageskiftet i Sostrups hovedgårdstakst, skønt markerne blev lejet bort til godset fæstebønder. Stenmarks nye ejer, Hans Seefeld, var efter sigende en stor spillefugl, der satte store dele af sin velstand overstyr ved spillebordet. Disse samtidige rygter havde tilsyneladende ikke hold i sandheden, men faktum var, at Seefeld i 1612 måtte sælge Sostrup - og dermed også Stensmark - til rigsråd Jørgen Skeel fra Ulstrup og Gammel Estrup.
I 1725 oprettede Christen Scheel - Jørgen Skeels oldesøn - grevskabet Scheel, hvori Stensmark, sammen med bl.a. Sostrup, Skærvad og Karmark indgik. Grevskabet blev opløst allerede i 1807, idet den daværende greve, Jørgen Scheel, på ganske få år formøblede hele sin formue - og mere til. Staten overtog i 1814 såvel Stensmark og Sostrup m.m. og der blev nedsat en kommission, der skulle udrede grevskabet økonomi. Endnu før kommissionen i 1833 afsluttede sit arbejde, solgte staten i 1829 Stensmark, Sostrup, Skærvad m.m. til Jacob von Benzon, der oprettede stamhuset Benzon af sine nyerhvervelser.
Landbruget havde vanskelige vilkår i begyndelsen af det 19. århundrede, og Benzons investering kunne ikke forrente sig. I 1839 måtte staten atter lade oprette en kommission, der skulle undersøge stamhusets økonomi og udrede restancerne. Stensmark blev udskilt af Benzon og fik tillagt hovedgårdsprivilegier. Gården blev samme år solgt til O.A. la Cour, der var medlem af De rådgivende stænderforsamlinger. I 1845 solgte Otto August de la Cour Stensmark til sin svigersøn Niels Peter de la Cour. la Cour solgte i 1855 Stensmark til Adolph Wilhelm Dinesen fra det nærliggende Katholm.
I 1909 solgte Adolph Wilhelm Dinesens søn, Wentzel Laurentzius Dinesen, Stensmark til et konsortium, der kort tid efter solgte gården videre. Efter et par hurtige ejerskift blev gården i 1919 solgt til Robert Ric-Hansen, hvis familie stadig ejede Stensmark i 2011.
Ejerrække
Kulturmiljø
Indkørslen til Stensmark er markeret af en allé.
Litteratur
Bülow, E.: Danmarks Større Gaarde. 1961-1967.
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Trap, J.P.: Danmark. København 1955.