Selsø var frem til Reformationen i 1536 blandt Roskilde bispestols besiddelser.
Daværende ejer Jacob Ulfeldt lod mellem 1571 og 1576 en ny toetagers hovedbygning i renæssancestil opføre.
Daværende ejer Christian Ludvig von Plessen ombyggede mellem 1728 og 1734 Selsøs hovedbygning i barok stil.
Gården udgjorde sammen med Lindholm stamhuset Selsø mellem 1753 og 1922 og siden da Selsø-Lindholm Gods.
Herregårdsmuseet Selsø Slot blev indrettet i hovedbygningen i 1970'erne.
Hovedbygning
Daværende ejer Jacob Ulfeldt lod mellem 1571 og 1576 en ny hovedbygning opføre. Denne blev stærkt ombygget i det 18. århundrede, men en tegning i Jacob Ulfeldts jordebog, som blev forfattet i 1588, viser, hvordan bygningen så ud. Bygningen var en af de første herregårde i Danmark, hvor kravet om forsvarshensyn delvist har måttet vige for æstetiske hensyn. Den er bygget efter anvisning af den hollandske bygmester Hans Steenwinckel, der i sidste halvdel af 1500-tallet havde stor indflydelse på renæssancestilen i Danmark.
Den enfløjede hovedbygning havde dog ikke helt mistet sit fæstningsagtige præg, da den lå på et voldsted og var omgivet af grave. Endvidere var selve borggården beskyttet af en kreneleret mur med hjørnetårne, ligesom et porttårn stod ved den murede bro. Bygningen var i to etager og opført over hvælvede kældre på en kampestenssokkel. Murene var i mursten i krydsskifte, og etagerne var adskilt ved to hvide gesimser. Ligeledes var der gesims mellem anden etage og taget. Ud mod borggården stod midt for langsiden et trappetårn med spir. På hver side af trappetårnet sad en lille kvist med svungne gavle. Bygningens gavle var ligeledes svungne.
Daværende ejer Christian Ludvig von Plessen lod mellem 1728 og 1734 Selsøs hovedbygning og borggård underkaste store ændringer. På hovedbygningen forblev kun kælderetagen med dens krydshvælvinger urørt. Derimod blev det meste af det, der havde givet bygningen dens renæssancepræg, fjernet, såsom trappetårnet, de svungne gavle og sandstensgesimserne mellem etagerne.
Hovedbygningen kom herefter til at fremstå som et toetages hus i barokstil opført af røde mursten med et simpelt sadeltag. Mellem kælder og stueetage gik et fremspringende murstensbånd. Trappetårnet blev erstattet af en højtsiddende dør, hvortil en stentrappe fører op. Endvidere mistede muren sin krenelering og hjørnetårnene blev fjernet. Portbygningen blev ændret til en bred bygning i to etager med mansardtag.
Hovedbygningen blev i 1973 indrettet til Herregårdsmuseet Selsø Slot.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen og porttårnet er fredede.
Andre bygninger
Udover at ombygge hovedbygningen fornyede Christian Ludvig von Plessen også Selsøs avlsbygninger. Et hus blev opført i grundmur med tegltag, mens de andre blev bygget med muret bindingsværk.
Selsø har siden 1893 været hærget af flere brande, der især er gået ud over avlsbygningerne. Således står kun avlsgårdens østlænge fra omkring 1730 tilbage, mens resten er blevet genopbygget i grundmur og har eternittag.
Fredningsstatus 2013: Avlsgårdens østlænge er fredet.
Ejerhistorie
Selsø nævnes første gang i 1288, hvor biskop Ingvar overdrog indtægterne fra gården til provst Jens Grand. Gården var altså blandt Roskilde bispestols besiddelser, hvilket den forblev frem til Reformationen i 1536. I denne periode var gården bestyret af kirkelige lensmænd.
I 1525 fik Niels Vincentsen Lunge overdraget Selsø som lensmand. Under Grevens Fejde mellem 1534 og 1536 sluttede han sig som de fleste sjællandske adelsmænd til grev Christoffer, men måtte efter Christian III's (1503-1559) sejr udstede troskabsbrev til ham og hans søn. Han fik herefter lov til at blive siddende som lensmand på Selsø.
Ved Reformationens indførelse i 1536 var alle kirkelige besiddelser blevet inddraget under Kronen, som i mange tilfælde lod lensmændene fortsætte. I 1551 klagede Niels Vincentsen over, at lenet var sat for højt i afgift, men fik et skarpt afvisende svar, hvor Christian III påpegede, at Niels Vincentsen Lunge måtte være glad for, at han overhovedet havde fået lov at beholde lenet.
Niels Vincentsen Lunge døde i 1552, og i 1556 afhændede Kronen Selsø til Andreas von Barby, som var en indvandret tysk adelsmand. I 1557 fik han tildelt Selsø rettigheder, der mindede om de senere stamhuse, idet herregården skulle gå udelt i arv til hans nevø og derefter til nærmeste mandlige arving. Målet var at sikre at godset ikke - som det ellers var almindeligt - blev spredt på mange arvinger. Andreas von Barby døde allerede to år efter, hvorefter stamhuset overgik til hans nevø, Hans von Barby.
Hans von Barby solgte imidlertid allerede samme år Selsø til Corfitz Ulfeldt, hvormed bestemmelserne om udelt arv bortfaldt. Corfitz Ulfeldt ejede herefter gården frem til sin død i 1563, hvor den blev overtaget af hans broder, Jacob Ulfeldt.
Jacob Ulfeldt havde som ung studeret i udlandet, bl.a. i Louvain, og var derefter blevet optaget i statstjenesten. Hans karriere var dog ikke videre succesfuld, da han efter en uheldig diplomatisk udsendelse til Rusland blev bortvist fra rigsrådet. Han døde i 1593, hvorefter hans søn, Mogens Ulfeldt, overtog Selsø.
Mogens Ulfeldt gjorde ligesom sin fader karriere ved hoffet. Han fik overdraget flere store len, bl.a. Kronborg, Christianopel og Sølvesborg, ligesom han gjorde karriere i flåden, hvor han blev udnævnt til rigsadmiral.
Mogens Ulfeldt brugte Selsø som husarrest for sin hustru, Anne Munk.. Årsagen til denne straf kendes ikke, men stadig i 1619, tre år efter Mogens Ulfeldts død, opretholdtes indespærringen af en værge, Jacob Ulfeldt. Selsø var da gået i arv tilde fire mindreårige børn, Corfitz, Jacob, Christian og Anne Ulfeldt, som boede på gården, men altså var underlagt en værge. I 1623 tog børnene selv styringen: gårdens forpagter, der var indsat af værgen, blev smidt på porten, og moderens arrest blev ophævet.
Ulfeldt-børnene havde dog brug for penge til at uddanne sig i Europa, og i 1624 fik de kongelig tilladelse til at sælge Selsø, som blev købt af Ernst Normand. Han var i en ung alder indvandret fra Tyskland og fik med tiden en fremtrædende position inden for den danske adel. Han fik således bl.a. Koldinghus i forlening, ligesom Christian IV (1577-1648) betroede ham at være værge for sin uægte søn, Hans Ulrik Gyldenløve. Ernst Normand døde i 1643, hvorefter hans enke, Ingeborg Arenfeldt, sad på gården til sin død, hvorefter den blev overtaget af svigersønnen Joachim Frederik Pentz.
I 1669 blev Selsø erhvervet af Erik Krag. Han blev samme år gehejmeråd efter at have tjent i Danske Kancelli siden 1643. Han havde således bevaret sin stilling efter Enevældens indførelse i 1660 og var endda steget nogle trin op ad embedsstigen, idet han også var blevet assessor i højesteret. Selsø ejede han frem til sin død i 1672, hvor gården overgik til hans enke, Vibeke Rosenkrantz.
I 1682 blev Selsø købt af Birgitte Skeel, som ejede og drev godset med stor dygtighed i næsten 40 år. Hun skaffede således gården patronatsret over Skuldelev kirke, ligesom hun fik tilladelse til at oprette Selsø birk. Hendes fire børn døde før hende, hvilket betød, at Selsø efter hendes død i 1720 overgik til Christian Ludvig von Plessen, som var gift med hendes niece, Charlotte Amalie Skeel.
Christian Ludvig von Plessen gjorde karriere i den danske stats tjeneste, men måtte i 1734 på grund af et anstrengt forhold til Christian VI (1699-1746) forlade alle sine stillinger uden pension. Resten af sit liv brugte han på at varetage sine godser.
Christian Ludvig von Plessen døde i 1752, hvorefter gården overgik til barnebarnet Christian Ludvig Scheel von Plessen, som året efter fik stamhuset Selsø oprettet. Dette bestod udover Selsø af herregården Lindholm og blev nedarvet som stamhus i familien indtil 1922.
Fra 1852 overgik stamhuset til Carl Theodor August Scheel-Plessen, som desuden ejede en række holstenske godser og sjældent besøgte Selsø. Gennem 1850'erne stod han i spidsen for den holstenske opposition mod Danmark. Efter det danske nederlag i krigen 1864 blev han udnævnt til overpræsident for den nye preussiske provins Schleswig-Holstein.
Selsø overgik efter hans død i 1892 til sønnen Carl Gabriel Joachim Vilhelm Scheel-Plessen. Han kom til at stå for stamhusets overgang til fri ejendom. Lensafløsningsloven i 1919 bestemte, at alle stamhuse, samt baronier og grevskaber, skulle ophæves. I den forbindelse skulle betales en afgift til staten.
Stamhuset Selsø blev ophævet 1922, hvor 140 hektar jord blev afgivet til staten og udstykket til husmandsbrug. I 1932 blev godset Selsø-Lindholm overtaget af Magnus Scheel-Plessen, efter hvis død den i 1948 overgik til hans nevø, Victor Friedrich Carl Scheel-Plessen.
I 1970'erne indrettedes Herregårdsmuseet Selsø Slot i hovedbygningen og ejerskabet blev 1995 overdraget til Den Plessenske Selsø Fond.
Selsø's jorder og avlsbygninger indgår fortsat i Selsø-Lindholm Gods, der er ejet af Marina E. U. von Malsen-Ponickau og Johan-Philip von Malsen-Plessen.
Kulturmiljø
Til Selsø hører en have og lund i barok stil. To broer fører til haven fra hovedbygningen over den vestlige voldgrav. Endvidere hører en brolagt slotsplads med brønd og hegnsmure til gården.
Fredningsstatus 2013: Gårdspladen med brønd og hegnsmure samt de to broer er fredede.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Sjælland, Møn og Lolland-Falster. Gyldendal 2014.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.