Rugaard nævnes første gang i 1398, da Margrete 1 (1353-1412) gav Rugaard i pant til Berneke Skinkel.
Rugaard har i to omgange hørt sammen med henholdsvis Næsbyhoved og Iversnæs, det nuværende Wedellsborg.
Rugaard ligger på et voldsted omgivet af grave og Stavis Å.
Den nuværende hovedbygning fra 1874 er opført i nyrenæssance af Christian Simonsen.
Hovedbygning
Hovedbygningen er opført af røde mursten og er i to etager over en høj kælder. Hovedfløjen domineres af et tårn med spir.
Omkring 1700 var hovedbygningen et trefløjet anlæg i bindingsværk. Den sydlige fløj blev mellem 1718 og 1764 anvendt som beboelse af godsets lens- og amtmænd. Omkring 1765 rev Carl Juel denne bygning ned og opførte i stedet en trefløjet hovedbygning i to etager med høj kælder, ligeledes i bindingsværk.
Juels bygning udgør kernen i den nuværende hovedbygning. Anlægget blev dog gennemgribende ombygget i 1874, hvor bygningen fik sit nuværende udseende, ligesom det blev moderniseret i 1958.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Avlsgården var omkring 1700 en trelænget bygning med ridestald, gæstestald, kostald og tærskelade.
I forbindelse med nyopførelsen af hovedbygningen lod Carl Juel opføre en avlsgård. Juels avlsgård var noget mindre end det tidligere anlæg og er nu forsvundet.
Det nuværende avlsanlæg domineres af tre enkeltstående bygninger, der tilsammen danner en trelænget helhed, der åbner sig væk fra hovedbygningen. Anlægget er opført i midten af 1800-tallet og udvidet løbende.
Fredningsstatus 2013: Avlsgården er ikke fredet.
Ejerhistorie
Rugaard tilhørte fra middelalderen og frem til 1764 Kronen, og gården blev som de øvrige len administreret af en lensmand.
Den første lensmand på Rugaard var holsteneren Berneke Skinkel,
der også var lensmand på Hindsgavl. Berneke Skinkel fik Rugaard som
pantelen, dvs. som pant for et lån han havde ydet Margrete I
(1375-1412).
Modsat de øvrige len kunne pantelen være arvelige, idet
pantholderen eller hans familie bevarede lenet, indtil de havde
fået deres lån indfriet. Ved Berneke Skinkels død i 1418 arvede
sønnen, Otte Skinkel, da også Rugaard. Da gælden endnu ikke var
blevet indfriet, da hans datter Hilleborg Skinkel giftede sig med
Knud Henriksen Gyldenstierne, fulgte Rugaard med datteren ind i
dette ægteskab.
I 1472 forsøgte kongemagten at udpege en ny lensmand på Rugaard, men måtte opgive, da slægten Gyldenstierne ved domstolen vandt retten til Rugaard, indtil pantet var indløst. Mellem 1472 og 1502 må Kronen imidlertid have indfriet pantet, da Henning Jensen Quitzow dette år var lensmand på gården.
I 1517 blev gården overdraget til enkedronning Christine. Muligvis drejede det sig om et såkaldt livsgeding, dvs. et len, hvor indtægterne skulle forsørge dronningen i hendes enkestand, men det kan også have drejet sig om et pantelen. Dronningen var således en vigtig økonomisk aktør i perioden og havde ydet betragtelige lån til Kronen.
Rugaards status som len forpligtede bl.a. lensmændene til at huse kongen og dronningen med deres følge, hvis de ønskede det. Det var dog ikke kun kongen og dronningen, der var sikret forplejning: I 1549 overnattede Marsk Erik Eriksen Banner, der var rigets militære øverstbefalende, således på Rugaard med sine hoffolk og 155 heste - et besøg der må have været en betydelig belastning for gårdens husholdning.
I 1689 overtog Wilhelm Frederik fra Wedellsborg Rugaard. Wilhelm Frederik Wedell var kendt som en energisk godssamler. 17 år tidligere havde han således oprettet grevskabet Wedellsborg, og med købet af Rugaard kunne han efterlade et grevskab til sin ældste søn såvel som et gods til sin yngre søn.
Wilhelm Frederik Wedell døde i 1706, og blot få år senere døde hans yngste søn, Hannibal Wedel, der havde arvet Rugaard. På grund af sine økonomiske vanskeligheder solgte Hannibal Wedels enke i 1718 Rugaard til Kronen, der lod godset indgå i et af de tolv nyoprettede rytterdistrikter.
På disse nyetablerede rytterdistrikter blev rytterne indkvarteret på hovedgårdene eller i dertil knyttede barakker, mens fæstebønderne som på andre herregårde skulle svare en årlig afgift og yde hoveri til hovedgårdene.
Rugaard blev mest brugt til logi for officerer og deres heste.
Kronen afviklede ryttergodset allerede i sidste halvdel af 1700-tallet, og på en auktion i 1764 blev Rugaard solgt til Carl Juel, der i 1766 arvede stamhuset Tåsinge efter sin bror Niels Juel.
I 1767 døde Carl Juel, og Rugård blev solgt til Peder Bech og hans svigersøn Nikolaj Duus. Duus påbegyndte i starten af 1770'erne frasalget af fæstegodset, før han i 1773 solgte gården til Henning Ulrik Neess, der udstykkede og udparcellerede gården yderligere.
I 1781 blev hovedparcellen købt af Simon Andersen og hans svigerfar Erik Jørgensen, hvis efterkommere ejede gården frem til 1890.
I 1957 blev Rugaard købt af A/S Noria ved familien Norstrand. I 2013 var familien Norstrand stadig ejere gården.
Ejerrække
Kulturmiljø
Haven er på 8 tønder land og gennemskæres af Stavis Å. I haven er der en kunstig sø fra 1874.
Ved vejen op til Rugård står Ventetornen. Det er en stor, spidsklippet hvidtjørn. Omkring den vokser en lav hæk. Navnet kommer efter sigende af, at bønderne ventede ved tjørnen, når de skulle køre de kongelige.
Mørkenborg Kro hørte til Rugård, fra den blev bygget i 1771 og indtil 2004. Kroen brændte omkring 1920, hvorefter den blev genopbygget. I 1962 blev kroen renoveret.
Litteratur
Pedersen, Steen Estvad:Danske Herregårde. Bygninger, Haver, Landskaber, 1980.
Roussell, Aage:Danske Slotte og Herregårde, 1963-1968.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Fyn og Langeland. Gyldendal 2015.
Trap Danmark, 1953-1972.