Ravnholt sydøst for Odense er en herregård præget af virksomme slægter og handlekraftige enker.
Pontoppidans Danske Atlas fra 1763-64 fortæller, at Ravnholt var en af tidens flotteste og bedste herregårde.
Hovedbygning
Syd og øst for den trefløjede hovedbygning ligger et par mindre, vandfyldte grave.
Ravnholt fik sit nuværende udseende ved en gennemgribende renovering i slutningen af 1800-tallet.
Bild opførte i 1592 et nyt grundmuret hus til erstatning for den gamle hovedbygning, der var opført i bindingsværk. Bilds hovedbygning, der blev opført på kældrene af den tidligere bindingsværksbygning, stod færdig omkring 1620.
Det var et tofløjet anlæg, hvis østfløj var i to etager. Østfløjen, der er den ældste fløj, rummede i stueetagen bryggers og siden køkken. Efter østfløjen lod Bild nordfløjen opføre; den er i tre etager. Denne fløj fik mod gården et trappetårn, sådan som det var moderne i perioden. Fra øverste etage førte to hemmelige gange ned til kælderen, og skydehuller øverst og nederst i bygningen viser, at den var indrettet til forsvar. Bilds bygning var en klassisk renæssancebygning med sine røde mursten, tage og trappetårn.
I 1707 gennemgik hovedbygningen en gennemgribende modernisering. Christian Sehested og Charlotte Amalie Gersdorff lod således gården sætte i stand: Lofter, vægge og døre blev malet i lyse farver, mens loftsbjælkerne blev røde og listerne grønne. Statuerne i haven blev flyttet rundt, og det blå gærde om hovedbygningen blev også repareret.
Det var også Christian Sehestedt, der satte uret i hovedbygningen, ligesom han i 1737 lod opføre et kapel i tilknytning til østfløjen. Østfløjen blev i slutningen af 1700-tallet udvidet med en lavere tilbygning mod haven, den såkaldte jagtherrefløj, der også havde gæsteværelser. I 1846 lod Christian Sehestedt Juul vestfløjen opføre; dens port var så bred, at en vogn med fire heste kunne holde i dens port.
Ove Sehestedt Juul lod mellem 1864 og 1871 gården ombygge med inspiration fra Frederiksborg slot. I forbindelse med renoveringen, der blev forestået af arkitekten H. A. W. Haugsted, blev de takkede gavle på hovedbygningen fjernet. I stedet blev de erstattet af en renæssanceagtig udsmykning, udført i cement. Ud for nordfløjen blev det nuværende ottekantede tårn med en port i cement opført, ligesom kapellet blev forlænget med et vinduesfag ind i gården. Han skilte også jagtherrefløjen fra resten af østfløjen og indrettede den som vaskehus.
Ove Sehestedt Juul restaurerede desuden hele hovedbygningen grundigt indvendigt. Igen i 1948-1962 blev hovedbygningen restaureret ved arkitekterne Folke Olsen og Ebbe Berner.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Vest for hovedbygningen ligger avlsgården. Anlægget er i sit grundtræk et symmetrisk anlæg. Nærmest hovedbygningen, sydvest for denne, ligger fire længer, der er bygget sammen i vinkel. Længerne, der tidligere rummede bl.a. herskabsstald og stutteristald, spejles mod nord af en staldlænge med gennemkørselsport. Disse rødstensbygninger er opført af arkitekten H.A.W. Haugsted mellem 1864-1870.
Såvel den sydlige som den nordlige længe er mod vest forlænget med en stor avlslænge opført i gule sten. Nord for anlægget, omkring en mindre kvadratisk gård, ligger tre længer, bl.a. en toetagers bygning, der tidligere rummede mejeriet.
Mod vest lukkes gårdspladsen af et smedejernsgitter.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Ejerhistorie
Ravnholt blev første gang nævnt i kilder fra omkring 1365, hvor en Johan Madsen ejede gården. Omkring år 1400 kom Ravnholt til Bild-slægten, der derefter havde gården i over 200 år. En af ejerne var admiral Evert Bild, der kæmpede i Den Nordiske Syvårskrig (1563-1570). Efter hans død i 1567 overtog enken Vibeke Podebusk driften af gården. Hun viste sig at være en ganske dygtig godsbesidder: Gennem køb og mageskifter erhvervede hun store godsbesiddelser og samlede jorden om tre hovedgårde, som hendes sønner arvede. I 1580 overgik desuden Herrested birk til Ravnholt. Dermed overtog hovedgården birkeretten, dvs. retten til at udnævne og aflønne dommere i Herrested sogn.
Vibeke Podebusk var ansvarlig for at gøre Ravnholt til centrum for et stort godskompleks, men hun slog samtidig sit navn fast som hovedforfatter til forskellige slægtsbøger og værket Antegnelser om danske Sager fra 1464 til 1573, som giver et godt indblik i adelens historie i den periode. Både Vibeke Podebusk og Evert Bild er begravet i Herrested kirke, muligvis inde i selve kirken under koret.
Deres ældste søn Niels Bild arvede Ravnholt og meget af den øvrige jord. Han fortsatte morens arbejde og udvidede hovedgårdens jord og samlede mere skov og gods til Ravnholt. Da broren døde, lagde Niels Bild også hans gård Lindholm under Ravnholt. Gennem byttehandler med Christian IV (1577-1658) fik Niels Bild endnu et par gårde i sognet Måre, og i hans tid nåede Ravnholt da også sin maksimale udstrækning. Niels Bild kaldte sig da også som den første herre af Ravnholt. Han blev i 1582 gift med Margrethe Urne, og de er begge begravet i Herrested kirke. Her er der desuden et mindesmærke med deres våben, som de selv rejste i 1594, to år efter Niels Bild påbegyndte en stor genopbygning af hovedgården.
Da Bild døde, blev gården solgt til Holger Rosenkrantz, der dog hurtigt solgte gården videre til Henrik Holck. Holck var feltmarskal i Christian IV's tjeneste. Siden blev han dog kendt over hele Europa som en af den tyske general Wallensteins dygtigste hærførere i Trediveårskrigen, hvor lejesoldater bl.a. udplyndrede Jylland. På den måde blev han indlemmet i den tyske rigsgrevestand. I 1633 døde han af pest i Sachsen, men han blev begravet i Herrested kirke; hans pragtfulde marmorsarkofag står stadig i krypten.
Henrik Holcks enke Hilleborg Krafse fik birkeretten udvidet, så den nu gjaldt hele godset og dannede et selvstændigt birk, Ravnholt Birk. Hun fik også ordnet det sådan, at hun fik patronatsret over kirken, dvs. hun overtog kirken og dens indtægter og fik ret til at udnævne præsten. I 1641 giftede Hilleborg Krafse sig med kongens mundskænk, Frantz Pogwisch. Han formåede dog ikke at lede Ravnholt gennem de svære år, der fulgte efter Christian IV's krige. Lidt efter lidt blev godset solgt eller pantsat, og allerede i 1657 blev selve Ravnholt solgt til den stenrige Christian Skeel.
Christian Skeel døde i 1688, og Ravnholt gik i arv til først hans datter Elisabeth Sophie Skeel og siden til hans barnebarn Charlotte Amalie Gersdorff. Hun var kun 16 år, da hun i 1701 blev gift med den 19 år ældre udenrigsminister Christian Sehestedt. I 1707 besluttede de sig for at bo på Ravnholt og for alvor sætte gården i stand. På flere måder har de også præget livet for de mange bønder: De byggede et hospital i Herrested og et kapel syd for Ravnholts østfløj, kaldet Kristi Kapel.
Parret testamenterede Ravnholt til deres niece og plejedatter Sophie Hedvig Friis, og en ny slægt overtog Ravnholt via hendes ægteskab med Ove Juul. Omkring 1740 steg kornpriserne, og dette smittede positivt af på Ravnholt. Pontoppidans Danske Atlas fra 1763-1964 beskriver, hvordan Ravnholt var en af landets bedste og flotteste gårde, både hvad angik bygninger og ejendom.
Ægteparrets ældste søn Christian Juul, der arvede Ravnholt, tog navnet Sehestedt Juul for at ære gårdens ejere, og dette navn er siden blevet ført videre af de senere ejere. Christian Sehestedt Juul var i statens tjeneste som udsending i både Dresden, Spanien og Haag, men i 1784 stoppede han, angiveligt fordi han var utilfreds med den førte politik, bl.a. landboreformerne. Afskaffelsen af hoveri, dvs. fæstebøndernes ulønnede arbejde på hovedgården, og udskiftningen af fæstegårdene til selveje bragte ham også i et mindre godt forhold til sine bønder. Samtidig var tiderne dog gode: Ravnholts drift overgik til kobbelbrug og parret Sehestedt Juul førte en elegant tilværelse både på Fyn og i København.
Deres barnebarn Christian Sehestedt Juul var kun ni år, da han overtog Ravnholt i 1815, og derfor var det en formynder, der bragte godset sikkert gennem den økonomiske krise, der gjorde denne tid svær for landbruget. Da Christian Sehestedt Juul selv overtog ledelsen i 1833, var tiderne bedre, og han frasolgte en del af det fjernereliggende fæstegods, mens han udvidede hovedgårdsjorden og samlede den omkring Ravnholt. Han var tilsyneladende en meget vellidt mand, også blandt sine bønder, der rejste et mindesmærke i Ravnholts have for ham, da han døde.
Arvingen Ove Sehestedt Juul og hans hustru Emilie Holsten førte en ny stil med sig: De interesserede sig for kunst, fyldte stuerne med smukke møbler og holdt store flerdages jagtselskaber, der altid endte i et kæmpe bal. Maleren Otto Bache var en ven af huset, og derfor hænger der en del af hans portrætter og andre malerier på Ravnholt. Ove Sehestedt Juul frasolgte også fæstegods, og samlede mere jord og skov umiddelbart omkring hovedgården. Han satte også vildsvin ud og forbedrede forholdene for den øvrige vildtbestand. Parret er begravet i den bakke, som Herrested kirke ligger på.
Efterfølgeren Christian Sehestedt Juul var ligeledes en passioneret jæger, og Ravnholt blev ved med at være et socialt centrum på Fyn. Med tiden blev skatterne dog tungere, og godsejerne måtte spare. Ravnholt og dets gods overgik i 1923 til fri ejendom. Især omkring 1930'erne var livet på Ravnholt, som på alle herregårde, presset af tidens økonomiske krise. Ravnholt blev hos Sehestedt Juul-slægten, men den gamle storhedstid var forbi med Christian Sehestedt Juuls død i 1941.
Ravnholt var i 2013 ejet af Ove Christian Sehestedt Juul og Christian Sehestedt Juul.
Ejerrække
Kulturmiljø
I Niels Bilds tid nåede Ravnholt gods mod syd og øst til Villumstrup Å, mod vest til Ryslinge og mod nord til nabogården Hellerup. Til hovedgården nævnes endda yderligere navne på gårde længere nord- og østpå.
I den nuværende dyrehave lå der tidligere et teglværk, hvorfra Niels Bild fik de sten, han byggede den nye gård af i 1592. Man har fundet mursten herude med initialerne N. B.
Pontoppidans Danske Atlas beskriver desuden, hvordan haven til Ravnholt var fyldt med de skønneste alleer, buegange, lysthuse og lignende: I 1700-tallet var den blevet omlagt i fransk stil. Ove Sehestedt Juul, der overtog gården i 1861, udvidede haven betydeligt mod syd og omlagde den nærliggende vej, så den ikke længere gik gennem avlsgårdens område. I parken står som nævnt en mindestøtte for Christian Sehestedt Juul, der døde i 1861, samt én for hans svigerdatter, Emilie Holsten.
I 2011 hørte 1083 hektar skov til Ravnholt.
Litteratur
Bülow, E. Danmarks Større Gaarde. 1961-1967.
Hansen, J. J.: Større Danske Landbrug. 1930.
Illustreret Tidende LIII nr. 38. 1912.
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Fyn og Langeland. Gyldendal 2015.
Taulow, Thomas: Danske Slotte og Herregårde III. 1943.
Thaulow, Thomas: Stamhuset Ravnholt-Nislevgaard-Hellerups Godshistorie, med særlig henblik paa Herregaarden Ravnholt. København 1957.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.