I 1784 blev Orebygaard sammen med Berritsgaard ophøjet til baroniet Guldborgland.
Orebygaard tilhørte i flere generationer slægten Rosenørn-Lehn.
Den nuværende hovedbygning ligger på et gammelt voldsted omgivet af vandfylde grave.
Hovedbygningen fik sit nuværende udseende ved en gennemgribende ombygning i sidste halvdel af 1800-tallet.
Hovedbygning
I 1578 lod Birgitte Bølle opføre en hovedbygning på Orebygaard. Hovedbygningen, som stod færdig i 1587, var opført af arkitekten Hans van Steenwinckel den Ældre. Hovedbygningen i grundmur blev opført i en enkelt længe i to etager med to tårne mod øst og vest. I 1638 blev bygningen udvidet med et kapel mod sydvest.
Under Christiane Henriette von Barners ejerskab blev hovedbygningen i 1813-1815 moderniseret betragteligt ved J. Chr. West, og de to tårne blev revet ned. Den gamle renæssancebygning blev ombygget til en palælignende bygning i nyklassicistisk stil.
I 1872-1874 gennemgik Orebygaard endnu en gennemgribende ombygning under ledelse af arkitekt Ove Petersen, hvor hovedbygningen fik sit nuværende udseende. De gamle hvælvede kældre samt nogle af murene fra Birgitte Bølles hovedbygning blev bevaret, dog med nye ydersider.
Den nuværende hovedbygning på Orebygaard består af tre fløje i to etager. Bygningen består af en lang nord-sydgående hovedfløj, mens de to sidefløje mod øst er noget kortere. Ved hovedfløjens sydvestlige hjørne står et ottekantet tårn, mens der står et større firkantet tårn i det nordvestlige hjørne på nordsiden.
Hovedindgangen er placeret på hovedbygningens østlige facade. Bygningens skifertag er forsynet med kviste, og hele bygningen er opført i renæssancestil i røde sten med vandrette cementbånd. I 1890'erne gennemgik Orebygård en mindre ombygning ved arkitekt Axel Berg, der hovedsagligt ændrede bygningens indre.
Hovedbygningen og haven ligger på et fortidsmindefredet voldsted omgivet af vandfyldte grave på fire sider samt rester af en tidligere høj ringvold. Fra hovedbygningens haveside er der fri udsigt over Sakskøbing Fjord.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Tidligere lå Orebygaards avlsbygninger også på voldstedet, men efter en brand i 1887 blev avlsanlægget genopført som et selvstændigt anlæg nordvest for hovedbygningen.
Avlsgården er et trelænget anlæg opført i røde mursten.
Herskabsstalden blev i 1888 genopført på selve voldstedet. Som hovedbygningen er den trefløjede stald opført i nederlandsk renæssance.
En række drifts- og økonomibygninger ligger mellem hovedbygning og avlsgård. Det drejer sig bl.a. om orangeri, mølle, færgeleje, kro og arbejder boliger.
Fredningsstatus 2013: Ingen af de ovennævnte bygninger er fredet.
Ejerhistorie
Orebygaard ligger meget tæt ved kysten og i 1200-tallet tilhørte den Kronen. Gården var dengang en vigtig forpost i forsvaret af Lollands kyststrækning.
Gårdens først kendte adelige ejer var Sivert Lauridsen, der ejede gården i 1315-16. I de år gik Orebygaard i arv til Sivert Lauridsens efterkommere, og gården var ofte delt mellem flere arvinger. Senere overgik gården til Erik Sjællandsfar, som muligvis var uægte søn af kong Erik Menved (1274-1319). Hans datter, Bodil Eriksdatter, bragte Orebygaard til sin mand Laurids Jensen fra adelsslægten Blaa, som allerede i 1394 og 1400 skrev sig til Orebygaard.
Laurids Jensen Blaas sønner, Sivert og Oluf Lauridsen Blaa, overtog i fællesskab Orebygaard, hvorved gården blev delt i to. I de følgende generationer forblev Orebygaard delt i to dele, som gik i arv til henholdsvis Siverts og Olufs efterkommere. I begyndelsen af 1500-tallet lykkedes det dog Mads Eriksen Bølle at blive eneejer af Orebygaard, idet han udkøbte de øvrige arvinger. Mads Bølle var i årene før reformationen tilhænger af det katolske parti, og i hans tid som ejer blev Orebygaard plyndret af borgere fra Sakskøbing under Grevens Fejde. Ved hans død blev gården overtaget af sønnen, Erik Bølle, hvis datter Birgitte Bølle efterfølgende arvede Orebygaard.
Birgitte Bølle var gift med Christoffer Gøye, der ejede store godsbesiddelser. Selv om Gøyes primære interesse var at udvide sine besiddelser og sikre arven efter sin velhavende far Mogens Gøye, lod han og Birgitte Bølle alligevel opføre et hospital i Sakskøbing. Ægteskabet var barnløst, og parrets store rigdom gik derfor i arv til en fjern slægtning af Birgitte Bølle, Axel Ottesen Brahe. Hans søn, Falk Axelsen Brahe, måtte på grund af gæld sælge Orebygaard til Jakob Ulfeldt i 1618. Gården forblev i slægten Ulfeldts eje, indtil Sophie Ulfeldt bragte gården til sin mand, Christian Christopher Holck.
I 1775 gled Orebygaard ud af slægtens Holcks eje, da gården på auktion blev købt af Poul Abraham Lehn, der med tiden blev en af landets største godsejere. Efter sin far havde Poul Abraham Lehn arvet Berritsgaard og Højbygaard, mens han havde arvet de fynske godser Hvidkilde, Nielstrup og Lindskov efter sin onkel. Derudover købte han i 1784 herregården Lungholm.
I kraft af sine store jordbesiddelser kunne Lehn i 1784 oprette baroniet Guldborgland af Orebygaard og Berritsgaard, mens han i 1803 lod godserne Højbygaard og Lungholm indgå i stamhuset Sønderkarle. Som godsejer lykkedes det for Poul Abraham Lehn at reorganisere driften af sine gårde, ligesom han anlagde nogle af de første gode veje på Lolland. Sidst men ikke mindst gennemførte han i sin ejertid udskiftningen af alle landsbyerne på sine udstrakte besiddelser.
Ved oprettelsen af baroniet Guldborgland blev Orebygaard birk sammenlagt med Berritsgaard birk til Guldborgland birk, der bestod indtil 1860'erne. Herefter blev birket inddraget under Musse herred. At et gods havde birkeret betød, at godset blev en selvstændig retskreds, og godsejeren kunne selv udnævne dommerne, hvis løn han også betalte.
Efter Poul Abraham Lehns død i 1804 arvede barnebarnet, Christiane Henriette von Barner, godset. I sit andet ægteskab bragte Christiane Henriette von Barner i 1820 gården til Henrik Christian Rosenørn. Kort herefter blev Henrik Christian Rosenørn optaget i friherrestanden under navnet Rosenørn-Lehn. Efter hans død i 1847 administrerede Christiane Henriette von Barner selv godset og påbegyndte i 1852 frasalget af baroniets bøndergårde, hvilket var en generel tendens på de store majorater i perioden. Da Christiane Henriette von Barners første ægteskab med Otto Ditlev Kaas var barnløst, blev det hendes søn med Henrik Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev Rosenørn-Lehn, der overtog baroniet Guldborgland samt baroniet Lehn ved hendes død i 1860.
I 1922 overgik baroniet Guldborgland til fri ejendom i forbindelse med lensafløsningsloven fra 1919.
I 2013 var hovedbygning og park ejet af Hans Michael Jebsen.
Ejerrække
Kulturmiljø
Til Orebygård hører en stor have i landskabelig, engelsk stil.
Det var under Poul Abraham Lehn, at hele voldstedet omkring hovedbygningen blev udlagt til have. Haven er senere udvidet, så den også omfatter arealer på den anden side af voldgraven. I haven, der grænser op til Sakskøbing Fjord, findes en tepavillon samt et lysthus nordøst for hovedbygningen. Ved adgangen til voldstedet findes smukke lindealléer, og i haven findes flere sjældne træer. Fra landsiden skjuler havens høje træer hovedbygningen, mens der fra vandsiden er frit udsyn til bygningen.
Fredningsstatus 2013: Tepavillonen er ikke fredet.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1965.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Sjælland, Møn og Lolland-Falster. Gyldendal 2014.