Løvenborg har tidligere heddet både Ellinge og Birkholm, og den fik sit nuværende navn fra adelsslægten Løvenskiold.
Hovedbygningen på Løvenborg stammer fra 1634, hvor herregården stadig hed Birkholm.
Stamhuset Løvenborg blev oprettet i 1766. I 1773 blev stamhuset ophøjet til et baroni.
Frederiksborg Slot var sandsynligvis inspirationskilden for hovedbygningen, som sammen med avlsbygningerne stadig danner en smuk arkitektonisk helhed.
Hovedbygning
Hovedbygningen på Løvenborg er et trefløjet anlæg bygget i røde sten. Bygningen står rødkalket, der bliver brudt af hvide gesimser. Fløjene står på en sokkel af granitkvadre, og hele anlægget er omgivet af en vandfyldt grav. Det trefløjede anlæg er åbent mod øst, og herfra går en smal bro over voldgraven.
På den modsatte side af anlægget fører en større bro, der hviler på grundmurede piller, ind til borggården gennem en fladbuet hvælvet port, der har en sandstensportal prydet med bygherren Malte Juuls samt hans hustrus våben samt med to romerske krigere, der står mellem to barokke og to korintiske søljer. Denne port går gennem den vestlige midterfløj. Denne står i to etager, som står lavere end de to sidefløje, der har kælder samt to etager.
På hver side af denne midterste fløj er sidefløjenes svungne kamgavle, og efter disse, i de to vestlige hjørner af anlægget, står to store ottekantede tårne, der har et rundt tag, som ender ud i et spir. Disse tage er dækket med skifer forneden og kobber foroven. På den nordlige sidefløj er der midter- og siderisalitter, fremspring i facaden, ud mod vandgraven, hvis små svungne gavle stikker ud over resten af fløjenes gavle.
For enden af hver sidefløj er der en tilbygning, som er højere end resten af bygningen. På den nordlige sidefløj har denne tilbygning svungne gavle mod syd og nord samt en midterrisalit på den østlige facade, altså væk fra resten af anlægget. Den sydlige sidefløjs tilbygning er i modsætning til resten af anlægget bygget i Rosenborgstil og har mere kantede gavle, der vender mod vest og øst, mens den har en karnap med lignende gavle på den nordlige facade.
På den østlige facade af denne tilbygning står et tårn med rundt tag og spir. Ligeledes er der ved det sydvestlige hjørne af denne tilbygning endnu et tårn. Inde i gården er der i det sydvestlige hjørne et rundt trappetårn. På hver sidefløj ind mod gården er der derudover to statelige gårdportaler, som leder ind til huset.
Den nuværende hovedbygning på Løvenborg blev opført af Malte Juul i 1634, mens Trediveårskrigen rasede. Der er ikke opgivet noget årstal på hovedbygningen om dens opførelse, men da den er bygget i samme mursten som ladebygningerne, hvorpå årstallet 1634 står sammen med Malte Juuls og hans hustru Anne Ramels navne, har man formodet, at de blev bygget på samme tid.
Bygningen fik massive mure, tårne og en vindebro, selvom bygningen ikke var beregnet direkte til forsvar. Vindebroen dækkede det inderste stykke af den stenbro, der i dag leder hele vejen over vandgraven til den vestlige midterfløj. Det vides ikke med sikkerhed, om denne nye hovedbygning blev bygget oven på resterne af den bygning, Barnekow'erne havde opført i 1500-tallet, eller om der var tale om en helt nyopført bygning.
De to indgangsportaler i borggården blev opført i starten af 1700-tallet, da baron Schack von Brockdorff ejede Løvenborg.
I 1831 overtog Herman Løvenskiold Løvenborg efter sin far, og han opførte tilbygningen på den sydlige sidefløj med tårn og karnap. Denne tilbygning fandt sted i 1853. Trappetårnet inde i borggården er ligeledes fra omkring dette tidspunkt.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Avlsbygningerne på Løvenborg ligger i to anlæg, et lige vest for hovedbygningen og et nord for denne. Avlsbygningerne lige vest for hovedbygningen har rødt tag, mens bygningerne nord for hovedbygningen både har røde og sorte tage.
Fredningsstatus 2013: Flere af avlsbygningerne er fredet.
Ejerhistorie
Løvenborg hed oprindeligt Ellinge og var en landsby sydvest for Holbæk. Ellinge tilhørte biskop Absalon, som lod landsbyens gårde indgå i en byttehandel med Sorø Kloster, hvorfra den senere kom til Roskilde Bispestol. I løbet af middelalderen opstod Ellinge som hovedgård og centrum i et mindre len under bispedømmet. Gården - eller lenet - havde i 1370 22 bondegårde og 14 husmandssteder lagt under sig. Af lensmænd kendes bl.a. mellem 1371-1384 Jakob Mogensen og Jep Nielsen fra slægten Ravensberg. Herefter overtog medlemmer fra slægten Jernskæg i en længere periode lenet.
Efter Reformationen 1536, hvor al gejstlig jord blev overtaget af Kronen, fortsatte Ellinge som et kongeligt len. Dog kun indtil 1547, hvor den blev solgt til den tyske adelsmand Hans Barnekow. Som betingelse for købet skulle han nedsætte sig i Danmark og tage en hustru af dansk adel. Han giftede sig med Mette Oxe i 1550. Dermed blev han stamfader til den danske gren af adelsslægten Barnekow. I forbindelse med købet af Ellinge ændrede Hans Barnekow gårdens navn til Birkholm.
Hans Barnekow døde i 1559, hvorefter hans enke blev boende på Birkholm. Hun fortsatte den samling af gods, som Hans Barnekow havde startet, bl.a. gennem flere byttehandler med Kronen. I 1582 arvede sønnen Johan Barnekow Birkolm, efter at hans to ældre brødre forinden var afgået ved døden. Han arvede derudover også de fædrene godser på Rügen i Tyskland.
Han døde i 1603, hvorefter broderen Christian Barnekow overtog Birkholm. Christian Barnekow havde været på studierejse i udlandet ligesom så mange andre unge adelige mænd på den tid, men hans rejse havde varet usædvanlige 17 år, som bragte ham rundt til Europas universiteter og helt til Tyrkiet, Syrien, Egypten og Etiopien. Christian Barnekow døde i 1612 under Kalmarkrigen mod Sverige fra 1611-1613, hvorefter hans enke, Margrethe Brahe, overtog gården sammen med de to endnu umyndige sønner Hans og Ove.
Af disse skulle Hans Barnekow gå hen og blive stamfader til den svenske gren af adelsslægten, mens Ove Barnekow arvede Birkholm i 1617. Han var dog stadig under formynderskab pga. sin alder. Ove Barnekow døde som ung i 1629, hvorefter broderen Hans Barnekow arvede Birkholm, som han dog snart efter solgte videre til Malte Juul til Jessinggaard og Maltesholm.
Malte Juul havde været i hoftjeneste som både hof- og kammerjunker og havde senere været lensmand i Christianopel (Oslo), mens han i 1647 blev medlem af rigsrådet. Han døde i 1648, hvorefter enken Anne Ramel overtog Birkholm. Birkholm gik efter hendes død i 1661 til den yngste datter, Margrethe, da parrets eneste søn var død flere år tidligere.
Margrethe Juul var gift med Mouritz Podebusk, som igennem ægteskabet dermed fik Birkholm. Mouritz Podebusk blev i 1672, som en af de første i landet, optaget i den nyoprettede danske lensadel som friherre (baron) og oprettede i 1676 baroniet Einsiedelsborg. Birkholm indgik dog ikke i baroniet, og da Mouritz Podebusk havde dårlige økonomiske forhold, måtte han sælge herregården til Frederik Vittinghof Scheel.
Han havde gjort tjeneste ved det danske hof og fik i 1680 oprettet et baroni under navnet Scheelenborg. Under sit ejerskab til Birkholm udvidede han godsets størrelse, hvorefter godset arvedes af datteren Sophie Charlotte Vittinghof, der var gift med baron Schack von Brockdorff. Efter hendes mands død i 1731 blev Birkholm sat på auktion, men købtes af Sophie Charlotte, der året efter overlod det til sin søn, baron Frederik von Brockdorff. Han pantsatte gården i 1735, og da han ikke kunne betale renterne, blev den i 1738 sat på auktion. Birkholm havde på dette tidspunkt en hovedgårdstakst på 155 tønder hartkorn og var altså en meget stor herregård.
Birkholm blev på auktionen i 1738 købt af nordmanden Herman Leopoldus, som havde skabt sig en formue gennem trælasteksport og skibsrederi fra Skien-Porsgrund i Sydnorge. I 1737 havde han allerede købt herregården Aggersvold ved Hjembæk, og i 1738 blev han optaget i den danske adelsstand under navnet Løvenskiold. Dermed blev han stamfader til de norske og danske grene af denne slægt. Herman Leopoldus opnåede at blive udnævnt til både etats- og konferensråd inden sin død i 1750, hvor sønnen Severin Løvenskiold fra hans andet ægteskab arvede jernværker i Norge samt Birkholm og Aggersvold i Danmark.
Severin Løvenskiold havde tjent i den danske livgarde og blev som kun 24-årig udnævnt til konferensråd, en person der rådgav kongen i vigtige sager. Han giftede sig i 1749 med Magdalene Charlotte Hedevig v. Numsen, som var datter af overkrigssekretæren, datidens krigsminister. Gennem dette ægteskab fik han øget sin stilling markant. Severin Løvenskiold oprettede i 1766 et stamhus under navnet Løvenborg af de to herregårde Birkholm og Vognserup, og i 1773 blev han ophøjet i baronstanden, og stamhuset blev gjort til et baroni. Et baroni skulle gå udelt i arv efter en fastlagt arvefølge og var en måde at sikre slægtens ejerskab over herregårdene.
Severin Løvenskiolds enke, Magdalene Charlotte Hedevig v. Numsen, overtog Løvenborg efter sin mands død i 1776. Hun stod i et nært forhold til tidligere udenrigsminister A.P. Bernstorff. Efter sigende foregik der hemmelige forhandlinger på Løvenborg om kronprinsens (Frederik VI) magtovertagelse sammen med A.P. Bernstorff. Regeringsskiftet kom i 1784. I 1789 overdrog hun Løvenborg og baroniet til sin eneste søn, baron Carl Michael Herman Løvenskiold.
Han blev efter en udlandsrejse ansat i rentekammeret, datidens finansministerium, og derudover lå forbedringen af bondestandens kår ham meget på sinde. Under ham blev udskiftningen af fæstegårdene gennemført, en proces der blev færdiggjort i 1802, og derudover brugte han mange ressourcer på forbedringer af godset.
Baroniet Løvenborg blev arvet af den ældste søn baron Carl Løvenskiold i 1807. Carl Løvenskiold havde gjort militærkarriere som løjtnant ved det sjællandske rytterregiment. Han overtog Løvenborg i en svær tid, hvor Danmark var ramt af deltagelsen i Napoleonskrigene og senere statsbankerotten i 1813. Mange herregårde måtte bukke under i denne periode og blev solgt, men på trods af trange kår kunne Løvenborg i 1831 gå i arv til sønnen, baron Herman Løvenskiold.
Han levede et tilbagetrukket liv på Løvenborg. Han var meget musikinteresseret og fik flere kompositioner udgivet under navnet Fridolin Carlsen. I 1877 arvede sønnen Herman Frederik Løvenskiold baroniet, som dog allerede året efter blev sat under administration, da man mente, at Herman Frederik Løvenskiold havde psykiske problemer. Dette protesterede han selv imod i flere omgange, men fik ikke medhold. Han bosatte sig i Vejle og ernærede sig som blikkenslager.
Da han døde i 1917, overtog nevøen Carl Løvenskiold Løvenborg, som i 1921 overgik til fri ejendom i henhold til Lensafløsningsloven 1919. I den forbindelse skulle der betales en afgift til staten, og man valgte at udstykke jord fra både Løvenborg og baroniets anden herregård Vognserup. Vognserup blev frasolgt i 1921.
Ved Carl Løvenskiolds død i 1938 blev Løvenborg solgt til grev Christian Carl Ahlefeldt-Laurvig.
Kulturmiljø
Øst-sydøst for hovedbygningen ligger Løvenborgs barokhave. Den nordvestlige del af denne have har adgang fra gårdspladsen over broen og er bevaret i dens oprindelige franske stil med stive hække og bed, der står i symmetriske mønstre. Resten af haven står i en nyere og mere fri og naturlig engelsk stil. Ned midt gennem haven er der en stor lindeallé.
Severin Løvenskiold anlagde haven efter 1770, og det var ligeledes ham, der plantede lindealléen inde i haven. I 1841 blev en havepavillon bygget i Løvenborgs have.
Litteratur
Hvass, Sven: Rosen og Løvenborg: en frodig arkitekt, en fristende bydel og et frydefuldt bygværk. København. 2003.
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København. 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København. 1963-68.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Sjælland, Møn og Lolland-Falster. Gyldendal 2014.
Trap, J.P.: Danmark. København. 1953-1972.
Wiedeman, Pia Elisabeth: Løvenskiold til Løvenborg: 1738-1938. København. 2010.