I middelalderen var Kærstrup ejet af den lollandske adelsslægt Gøye.
Slægten Raben ejede gården i mere end 100 år.
Hovedbygning
Omkring miden af 1500-tallet opførte den daværende ejer Anders Gøye et rektangulært stenhus på et dobbelt voldsted omgivet af grave. I dyrehaven øst for Kærstrup findes rester af et tidligere voldsted, hvor gården sandsynligvis oprindeligt lå.
Mens Kærstrup var udlagt til kongeligt ryttergods blev hovedbygningen ombygget. Stenhusets sidelænger blev nedrevet og den øverste etage på huset blev samtidig nedtaget.
I 1746 overtog Christian Frederik Raben Kærstrup og Bremersvold, og Kærstrup blev udlagt til hovedsæde for hans besiddelser. Raben nedbrød i 1760'erne den gamle hovedbygning fra Gøyernes tid til kælderplan og opførte oven på en ny bredere symmetrisk hovedbygning af bindingsværk i to etager under et afvalmet glaseret tegltag.
I 1836 gennemgik hovedbygningen en større tiltrængt renovering under Charlotte Emerentia Rosenkrantz-Huitfeldts ejerskab, som forandrede bygningens udseende. Det oprindelige bindingsværk blev beklædt med en skalmur og tagværket forsynet med tre kobberklædte pyramidespir. Også den hvælvede stenbro ved den vestlige grav, blev anlagt ved ombygningen. En lignende bro blev anlagt i 1914 over den østlige grav.
I 1868 lod David Peter Friderichsen opføre et monumentalt tårn ved hovedbygningen efter tegninger af Ove Petersen. Dette tårn blev restaureret i 1974, hvor hovedbygningen fik en gennemgribende renovering, hvor pyramidespirene mod syd og nord blev nedtaget. Samme år blev der opført en kombineret garage og gæstehus med svømmebassin syd for hovedbygningen, hvor den tidligere avlsgård havde befundet sig. En underjordisk gang forbinder de to bygninger med hinanden.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Kærstrups avlsgård ligger nord for voldgrav og hovedbygning. Anlægget består af flere længer, der lukker sig omkring en gårdsplads.
Da Palle Rosenkrantz overtog Kærstrup i 1640, opførte han en ny avlsgård syd for hovedbygningen samtidig med at det dobbelte voldsted formentlig forenedes ved tilkastning af graven, der tidligere adskilte hovedbygning for avlsgård. Nye stalde og et nyt mejeri kom til under Charlotte Emerentia Rosenkrantz-Huitfeldts ejerskab. I begyndelsen af 1900-tallet blev det gamle avlsanlæg nedrevet og en ny avlsgård opført nord for hovedbygningen samtidig med, at voldstedets sydlige del blev udlagt til have.
De sidste rester af den gamle avlsgård - herskabsstalden fra 1831 - blev nedrevet i 1970'erne for at give plads til en ny bygning.
Fredningsstatus 2013: Avlsgården er ikke fredet.
Ejerhistorie
Kærstrup er en af de ældste herregårde på Lolland. Gården udspringer af en landsby af samme navn, der forsvandt i den tidlige middelalder. Kærstrups første kendte ejer var Anders Siundesen af slægten Mule, der allerede i 1368 skrev sig til Kærstrup. Efterfølgende kom den lollandske adelsslægt Gøye i besiddelse af Kærstrup, som forblev i slægtens eje i mange generationer.
Den sidste ejer fra slægten Gøye var Henning Gøye, der som ung havde studeret otte år i udlandet, bl.a. i Wittenberg. Disse dannelsesrejser var typiske for tidens unge adelsmænd, da de militære færdigheder skulle suppleres med administrative og politiske kompetencer i takt med, at adelen blev administratorer af godser og kongelige len. Henning Gøyes ægteskab med Anne Skram, der var datter af Peder Skram, var imidlertid barnløst, og ved hans død i 1617 overgik Kærstrup derfor til hans svigerinde, Karen Skram, der var enke efter Laurids Brockenhuus til Bramstrup og Egeskov.
Efter en periode, hvor bl.a. storgodsejerne Palle Rosenkrantz og Christen Skeel kortvarigt ejede gården, kom Kærstrup i 1720 til kong Frederik IV (1671-1730), der købte godset af Lisbeth Birgitte Rantzau. Godset blev dermed en del af det lollandske ryttergods, der skulle bruges til at forsørge hærens rytterregimenter. Det lollandske ryttergods blev dog ophævet allerede i 1725, hvorefter Kærstrup samme år blev solgt på auktion til Emerentia von Levetzau sammen med herregårdene Aalholm og Bremersvold.
Som datter af en jysk storgodsejer var Emerentia von Levetzau en handlekraftig kvinde, der formåede at samle sig enorme godsbesiddelser på Lolland. I 1734 havde hun så megen jord, at hun kunne oprette grevskabet Christiansholm for sit ældste barnebarn. Kærstrup overlod hun imidlertid allerede i 1725 til sin svigersøn Niels Rosenkrantz Schack på den betingelse, at godset skulle gå tilbage til slægten Raben, hvis hans ægteskab med Sophie Hedewig Raben var barnløst.
Da Niels Rosenkrantz Schack i 1731 døde uden børn, tilbagekøbte Emerentia von Levetzau i 1732 Kærstrup og Bremersvold. Efter hendes død i 1746 tilfaldt Kærstrup og Bremersvold hendes søn Christian Frederik Raben, der lod den nuværende hovedbygning opføre på fundamentet fra Gøyernes bygning. I kælderen findes endnu de gamle, hvælvede kældre fra den tidligere hovedbygning.
Sophus Frederik Raben-Levetzau, der arvede gården i 1820, døde blot otte år efter sin overtagelse af Kærstrup og Bremersvold. Enken Charlotte Emerentia Rosenkrantz-Huitfeldt måtte derfor tage styringen af godset. Selv om de generelle vilkår for landbruget var vanskelige på dette tidspunkt, så lykkedes det med hjælp fra nevøen baron Gottlob Rosenkrantz at forbedre godset betydeligt. Også hovedbygningen fik under hendes ejerskab en tiltrængt restaurering.
Charlotte Emerentia Rosenkrantz-Huitfeldt ønskede, at Kærstrup og Bremersvold ved hendes død skulle tilfalde nevøen Gottlob Rosenkrantz i stedet for slægten Raben, men trods slægtsstridigheder og langvarige processer var der endnu ikke truffet en beslutning i sagen ved hendes død i 1843. Ved en højesteretsdom fra 1844 tilfaldt Bremersvold slægten Raben, og ved en ny dom i 1850 fik slægten desuden også tilkendt Kærstrup, hvorefter Gottlob Rosenkrantz og hans hustru måtte forlade Kærstrup.
I 1852 satte de nye ejere fra slægten Raben Kærstrup til salg på en offentlig auktion. Gården blev købt af et interessentskab, som året efter solgte Kærstrup til David Peter Friderichsen efter fæstegodset var frasolgt. David Peter Friderichsen var en energisk og dygtig godsejer, og i hans tid som ejer blev Kærstrup et såkaldt mønsterbrug, dvs. en moderne gård, der dannede foregangsbillede for de omkringliggende gårde. Indtil 1951 forblev Kærstrup i familien Friderichsens eje, hvorefter Mathias Wilhjelm Friderichsen solgte gården til rigsgreve Lennart Wilhelm Sponneck. I 1972 afhændede rigsgreven Kæstrup til mejerist Esper Boel, i hvis efterslægt gården endnu findes.
I 2011 blev Kærstrup ejet af Marie-Pierre Boel Andresen.
Ejerrække
Kulturmiljø
Kærstrups hovedbygning ligger på et større irregulært voldsted omgivet af brede voldgrave. Oprindeligt var voldstedet delt i to ved en tværgående voldgrav der adskilte hovedbygningen på en mindre holm fra det store sydlige voldsted, hvorpå avlsgården lå.
Gravene er opført med stensætning, og hele vejen rundt om holmen langs gravene findes smukke, gamle lindealléer. Lindealléerne blev plantet samtidig med opførelsen af den nuværende hovedbygning, og en af disse alléer strækker sig sydpå til herregården Bremersvold. Holmen, vandgravene og ikke mindst alléerne er med til at tilføre Kærstrup en regularitet, som var kendetegnede for barokken, uden at anlægget dog fremstår helt symmetrisk eller hierarkisk i sin struktur, hvilket ellers var typisk for barokanlæg.
Der var oprindelig en barokhave øst for voldstedet, der på grund af den brede voldgrav dog ikke stod i direkte forbindelse med hovedbygningen. Efter flytningen af avlsgården omkring 1920 blev den sydlige del af voldstedet udlagt til have efter havearkitekt Erik Erstad-Jørgensens plan. Vest for holmen blev der i 1974-75 anlagt en japansk have i en tidligere grusgrav.
Hovedbygningen samt det nyere hus med swimmingpool, der ligger syd herfor, er de eneste bygninger tilbage på det oprindelige dobbelte voldsted.
Både mod øst og vest er der adgang til holmen via stenbroer.
I Kærstrup park er der rejst et mindesmærke med bronzerelief for ejeren David Peter Friderichsen, der døde i 1902.
I kulturmiljøet nær Kærstrup findes flere fortidsminder.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1965.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Sjælland, Møn og Lolland-Falster. Gyldendal 2014.
Trap, J.P.: Danmark. København 1955.