Højbygaard kendes tilbage til højmiddelalderen.
Højbygaard har tilhørt slægten Lehn siden 1825, fra 1821 under navnet Bertouch-Lehn.
Den nuværende hovedbygning er opført i løbet af 1700-tallet og ombygget flere gange.
Hovedbygning
Den første hovedbygning på Højbygaard kendes ikke. I 1489 ombyggede den daværende ejer Claus Krummedige Højbygaard, der blev omgivet af volde og grave.
Svenskekrigene i 1658-59 hærgede mange lollandske gårde, og Højbygaard blev i den forbindelse også stærkt medtaget. Genopbygningen skete hovedsagligt under slægten Rantzaus ejerskab, men også mens Højbygaard hørte under Kronen og i Abraham Lehns tid som ejer, blev der foretaget mindre reparationer.
I 1761 gennemgik hovedbygningen en ombygning og udvidelse. Hovedbygningen er et tofløjet anlæg i én etage. Hovedfløjen står i store træk uforandret siden Lehns tid, om end der i 1912 er opført en tilbygning mod vest.
I 1943 blev der opført en ny nordfløj under ledelse af arkitekt Ørnsholt.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
De ældste avlsbygninger, der bl.a. omfatter en magasinbygning opført omkring 1670, en sydlig sidelænge og en vognport opført omkring 1750. Bygningerne ligger alle tæt på hovedbygningen, sydøst for denne.
En nyere avlsgård blev i 1864 opført nordøst for hovedbygningen. Bygningen, der havde form som et T, tiltrak sig i samtiden stor opmærksomhed på grund af sin moderne indretning, men er omkring 2000 blevet ændret, idet stalden er blevet revet ned.
Nyere bygninger er opført nord for hovedbygningen.
Et skovløberhus opført i bindingsværk omkring 1850 er bevaret.
Fredningsstatus 2013: Magasinbygningen fra 1670, sidelængen og portlængen fra 1750 er fredede.
Ejerhistorie
Som hovedparten af de lollandske herregårde udspringer Højbygaard af en landsby af samme navn. I 1397 omtales Højby og Højbygaard første gang i kilderne, ejet af væbner Iven Bramsted. Siden kom Højbygaard til Axel Gøye, hvis slægt havde mange besiddelser på Lolland. Gården gled dog ud af Gøye-slægtens besiddelser og kom først i Walkendorff-slægtens eje, før den i 1475 gennem ægteskab kom til Erik Krummedige.
Erik Krummediges søn, Claus Krummedige, ombyggede i slutningen af 1400-tallet gården og forsynede den med volde og grave. Hans datter, Drude, bragte gården med ind i ægteskabet med rigsmarsken Otte Krumpen. Krumpen vandt senere stor berømmelse som feltherre, da han ledede Christian II's (1481-1559) felttog mod Stockholm 1520.
Krumpen fik imidlertid ikke nogen overlevende arvinger, og Højbygaard tilfaldt i 1555 hans slægtning Helvig Ulfeldt. Hendes søn med Steen Bille, Knud Bille, overtog Højbygaard efter moderen, og i hans tid som ejer blev gårdens jordtilliggende udvidet betydeligt som led i en intensivering af hovedgårdsdriften. Billes søn, Holger Bille, havde ingen børn, og han solgte derfor kort før sin død i 1638 Højbygaard til Henrik Rantzau. De to efterfølgende ejere af Højbygaard tilhørte ligeledes slægten Rantzau, men på grund af skatterestancer overtog Kronen i 1685 gården, som herefter blev bortforpagtet.
I 1718 henlagde Kronen Højbygaard til det lollandske ryttergods, dvs. gods som skulle forsørge hærens rytterregimenter. Det lollandske ryttergods blev dog ophævet allerede i 1725, hvorefter Højbygaard blev solgt på auktion til Abraham Lehn. Lehn var en del af det nye handelsaristokrati, og han investerede som mange andre sin formue i jord.
Højbygaard var Lehns første godserhvervelse, men senere fulgte Fuglsang, Priorskov og Berritsgård, og i 1731 blev han adlet for tro tjeneste i det enevældige system. I sin tid som ejer indførte Lehn en række forbedringer af driften, bl.a. indførte han i 1750'erne det såkaldte kobbelbrug på Højbygaard.
I 1757 overtog sønnen Poul Abraham Lehn Højbygaard og Berritsgård. Af sidstnævnte oprettede han sammen med Orebygård i 1780 baroniet Guldborgland samtidig med han ophøjedes til baron. I 1784 erhvervede han Lungholm, som han sammen med Højbygaard og avlsgården Raahave i 1803 ophøjede til stamhuset Sønderkarle for sin datter Johanne Frederikke Lehn, gift med Frederik Wallmoden til Fuglsang. Ved Johanne Lehns død i 1805 tilfaldt stamhuset hendes søsters søn Poul Godske von Bertouch, der var opvokset og boede på Søholt.
I 1819 blev stamhuset ophøjet til baroniet Sønderkarle. I forbindelse hermed blev Poul Godske von Bertouch ophøjet i friherrestanden med navnet Bertouch-Lehn. Samtidig blev Lungholm udlagt til hovedsæde for baroniet, hvorefter Højbygaard, hvis jordtilliggende var betydelig større end Lungholms, blev udlagt til forpagtergård.
Sukkerproduktionen var af særlig betydning for Højbygaard, idet gården fra 1880 og en lang periode frem var bortforpagtet til De danske Sukkerfabrikker. En polakkaserne opført i nærheden af herregården Lungholm, som hørte sammen med Højbygaard, vidner endnu om den betydning, som sukkerroeproduktionen og de polske arbejdere havde for herregården og for Lolland.
I 1919 blev lensafløsningsloven indført, og det betød, at alle majorater skulle overgå til fri ejendom. Baroniet Sønderkarle overgik derfor til fri ejendom i 1925, og der blev af jorden udstykket 44 selvstændige husmandsbrug.
Højbygaard blev efter Poul Abraham Bertouch-Lehns død i 1928 overtaget af enken Sophie Bertouch-Lehn, der besad godset til sin død i 1937, hvorefter det i 1940 gik i arv til sønnen Rudolph Bertouch-Lehn.I 1961 forenedes Højbygaard og Lungholm igen under samme ejer, da Rudolph Bertouch-Lehn arvede Lungholm.
I 2011 blev Lungholm og Højbygaard ejet af baron Nicolas de Bertouch-Lehn.
Ejerrække
Kulturmiljø
Haven på Højbygaard grænser op til skoven Byhave. Til Højbygaard hører også en gammel kastanjeallé.
I kulturmiljøet nær Højbygaard findes rester af de tidligere voldgrave samt en oldtidshøj. Derudover er Lolland-Falster lufthavn placeret lige nord for Højbygaard.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1965.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Sjælland, Møn og Lolland-Falster. Gyldendal 2014.
Trap, J.P.: Danmark. København 1955.