I 1829 lagde Andreas Erich Heinrich Ernst lensgreve Bernstorff-Gyldensteen Harritslevgaard under grevskabet Gyldensteen. Grevskabet blev opløst i 1922.
Siden 1963 har Harritslevgaards hovedbygning og park været adskilt fra avlsgården.
I 2013 tilhører avlsgård og jord fortsat Gyldensteen.
Hovedbygning
Harritslevgaard havde i en periode hvidkalkede mure, men er blevet ført tilbage til de oprindelige røde munkesten.
Renæssancebygningen er opført i 1606 af Breide Rantzau, der var en ven af Christian IV.
Hovedbygningen er et trefløjet anlæg, hvis sidelænge åbner sig mod vest. Hovedfløjen, der er en renæssancebygning opført i 1606 af Breide Rantzau, er i to etager over en høj kælder. Mod nord er opført en kort sidefløj - ligeledes i to etager over en kælder - der afsluttes af et lavere porthus. Porthuset flankeres af to buster, en mandlig og en kvindelig. I portalens frise findes fem adelsvåben: Rantzau, Rosenkrantz, Gøye, Viffert og igen Rantzau samt årstallet 1606, der minder om gårdens bygherre, Breide Rantzau, og hans tre hustruer. En latinsk tekst på frisen angiver, at Breide Rantzau i 1606 lod dette hus opføre.
Porthuset støder op til en lavere længe, der spejles af en tilsvarende bygning mod syd. Begge sidelænger, der er i én etage, er opført i midten af 1800-tallet. De hvidkalkede længer karakteriseres af barokke gavle, der står i kontrast til hovedfløjens renæssancekarakter.
Hovedfløjen er mod gårdsiden karakteriseret af et højt ottekantet tårn med spir, mens der mod haven er opført tre firkantede karnaptårne, hvoraf de to oprindeligt rummede gårdens toiletter. Mens hemmelighederne, dvs. toiletterne, er fra Rantzaus anlæg, stammer trappetårnet i gården fra en senere ombygning.
Christiane Hoppe renoverede og ombyggede i 1753 således Rantzaus oprindelige anlæg og lod bl.a. trappetårnet opføre. Ombygningen fik imidlertid også konsekvenser for den renæssancestil, der indtil da havde præget husets indre. Hoppe nedrev og genopførte sidelængerne mod syd og vest, som efterfølgende blev brugt til bl.a. mejeri. Hovedfløjen blev udsmykket med liljeformede jernankre og rektangulære vinduer. Bueslag i muren røber dog de oprindelige vinduers placering og form.
Frank Nicolajsen foretog en modernisering og restaurering i 1963-65 for at genskabe de oprindelige renæssancerum, dog med bibeholdelse af dele af interiøret fra ombygningen i 1753.
I 2013 er der offentlig adgang til hovedbygningen og parken inden for åbningstiderne.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen, porthuset og stenbelægningen mellem nord- og sydlængen er fredede.
Andre bygninger
Umiddelbart nord for hovedbygningen ligger avlsgården, der tidligere hørte til Harritslevgaard. Det er et trelænget anlæg, der åbner sig mod hovedbygningen i syd. Det grundmurede anlæg er opført efter en brand i 1887.
Vest for portfløjen - i nogen afstand fra denne - ligger en vinkebygget vandmølle opført i 1850, mens der syd herfor ligger endnu et lille stenhus, der formentligt er fra Christiane Hoppes tid. Siden 1600-tallet har der været en mølle tilknyttet Harritslevgaard. Møllebygning, der findes ved Harritslevgaard i 2013, er opført i 1834 og i dårlig stand. Den var oprindeligt kornmølle, men benyttes nu til rideskole og bolig. Møllebygningen er opført på et fundament af tjærede kampesten, facaderne er i grundmur og hvidkalkede. Taget er halvvalmet og overalt teglhængt.
Mellem hovedbygningen og avlsgården mod nordvest ligger en bindingsværkslade fra 1880.
Fredningsstatus 2013: Laden og møllen er fredede.
Ejerhistorie
I Valdemar Atterdags (1320-1375) jordebog fra 1231 nævnes gården Haræslef første gang. Harritslevgaard tilhørte Kronen indtil 1327, hvor den svenske prins Erik Valdemarsen - der var barnebarn af Erik Plovpenning (1216-1250) - bl.a. arvede Harritslevgaard efter sin mor.
Senere kom gården igen til den danske Krone, og under Margrethe I (1353-1412) og Erik af Pommern (1382-1459) blev Harritslevgaard såvel som flere fynske sogne og herreder pantsat til den tyske adelsmand Berneke Skinkel.
Harritslevgaard tilhørte Kronen indtil 1560, hvor Jørgen Svave overtog den. Han havde tidligere forlenet gården, såvel som de mere end tyve fæstegårde, der hørte herunder. En af sønnerne - endnu en Jørgen Svave - solgte i 1589 gården til Breide Rantzau - et salg som skabte splid blandt søskendeflokken. Mens nogle af søskende var enige om at sælge, mente andre, at salget var sket uretmæssigt og forsøgte at få omstødt salget. Først i 1599 blev handlen derfor endelig godkendt.
Rantzau efterlod gården til sin søn Cai Rantzau, som var gift med Anne Lykke. Anne Lykke blev ved mandens død i 1623 én af landets største jordbesiddere. Hendes besiddelser blev således opgjort til 4.600 tdr. hartkorn, hvilket var omtrent syv gange så meget som en gennemsnitlig godsejer i perioden. Efter mandens død indledte hun et forhold til Christian IV's (1577-1648) ældste søn, prins Christian. Forholdet bragte hende i unåde hos kongen, som i 1626 lod hende fængsle. Trods anklager om at stå i forbindelse med en troldkvinde, blev hun løsladt i 1627. Efterfølgende giftede hun sig med Knud Ulfeldt.
Anne Lykke og Cai Rantzaus datter Sophie Rantzau ægtede i 1631 Laurids Ulfeldt, der ejede Egeskov Slot. I deres tid besøgte Frederik III (1609-1670) Harritslevgaard, og muligvis er gårdens riddersal efterfølgende blev kaldt Kongesalen for at bevare mindet om det kongelige besøg. I 1659 efterlod parret gården til Anne Lykkes slægt.
Anne Lykkes nevø Kaj Lykke var ved arv blevet en af landets rigeste mænd og ejede 2/3 af Harritslevgaard, mens hans søster Christence Lykke ejede den resterende 1/3. Kaj Lykke, der i en årrække var en del af hoffets inderkreds, anklagede i et brev til sin elskerinde Dronning Sophie Amalie for at ligge i med en lakaj. Efterfølgende blev Lykke anklaget for majestætsfornærmelse og frakendt sit gods, liv og ære, hvorefter han levede i landflygtighed. Kronen overtog efter dommen Lykkes andel af Harritslevgaard, som den i 1663 solgte til Frederik von Arenstorff. Han havde allerede erhvervet sig den sidste 1/3 gennem ægteskab med Christence Lykke, og han blev dermed eneejer.
Efter Christence Lykkes død i 1667 blev gården atter delt mellem flere ejere, bl.a. fik både medlemmer af slægten Brockenhuus, Kronen og von Arenstorffs enke i andet ægteskab andel i gården.
I 1717 lykkedes det Hans Lassen at samle gården på sine hænder. Blot to år efter kom Harritslevgaard til Philip Johan Hagedorn, der havde giftet sig med Hans Lassens enke, Christiane Hoppe. Hagedorn kaldte da gården Store Harritslevgaard og øgede jordegodset. Ved sin død i 1740 efterlod han gården til Christiane Hoppe, som drev gården med stor succes. Hun forbedrede haven og bygningerne på grunden og oprettede et velanset stutteri.
Hendes datter af første ægteskab Anna Elisabeth Lassen førte ved ægteskab Harritslevgaard til Johan Frederik Bardenfleth. I tre generationer besad slægten Bardenfleth Harritslevgaard, som i den tid mistede en del af sit jordtilliggende, hvorefter stutteriet blev nedlagt. I 1829 blev gården solgt til Andreas Erich Heinrich Ernst Bernstorff-Gyldensteen fra Gyldensteen, som Harritslevgaard dermed blev indlemmet i.
I de følgende 150 år stod Harritslevgaard oftest ubeboet, men i 1963 solgte Carl-Johan Bernstorff hovedbygningen og haven til Frank Nicolajsen, mens han selv beholdt avlsgården som en del af det Gyldensteenske gods.
I 2013 tilhørte Harritslevgaards hovedbygning og park Hermann og Ingelise Schimko, der også ejede den fynske herregård Jerstrup. Frants Erich Bernstorff-Gyldensteen ejer avlsgården og jorden, der tidligere var tilknyttet Harritslevgaard.
Ejerrække
Kulturmiljø
Christiane Hoppe forskønnede Harritslevgaards have efter tidens tendenser, hvor frugthaver og fiskeparker blev anlagt. I slutningen af 1700-tallet blev flere frugthaver anlagt øst og nord for gården.
Haven blev adskilt fra hovedbygningen i 1963.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Fyn og Langeland. Gyldendal 2015.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.