Gyldensteens ejerforhold kan spores tilbage til 1409, hvor gården var ejet af den danske adelsmand Niels Thomesen.
Gården bar navnet Enggaard indtil 1720, hvor daværende ejer Jean Henri Hugutean d'Odyck Gyldensteen gav den sit nuværende navn.
Gyldensteens hovedbygning er i 2013 et firefløjet anlæg med en hovedfløj i to etager og sidefløje i én etage.
Hovedfløjen blev opført i 1640 af daværende ejer Gregers Krabbe som et toetagers hus i renæssancestil.
Hovedbygning
Gyldensteens hovedbygning består i 2013 af fire fløje. Hovedfløjen blev opført i 1640 i renæssancestil af daværende ejer Gregers Krabbe og er et toetagers hus med tegltag over en kælder, hvis hvælvinger er båret af lave granitsøjler. Huset blev bygget i røde mursten og hviler på en sokkel af granitkvadre. Alle gavle er svungne, og på sydsiden er bygningen udstyret med to smalle karnapagtige udbygninger.
Omkring 1700 lod daværende ejer Martin Conrad Bierman von Ehrenschild de lave vinkelformede sidefløje i én etage, der omslutter borggården, opføre. Samtidig udstyrede han hovedfløjen med en frontspids. Omkring 1800 blev hovedfløjen og sidefløjene forbundet via to forbindelsesbygninger, som begge er lidt højere end sidefløjene.
Omkring 1900 blev hovedfløjens frontspids ombygget i renæssancestil i lighed med bygningens gavle. Herudover er hovedbygningen både blevet restaureret i 1926 ved arkitekt Mogens Clemmensen og i 1960-1961 ved arkitekt H. H. Engqvist.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Ud over at opføre en ny hovedbygning byggede daværende ejer Gregers Krabbe også en ladegård i renæssancestil. Den brændte imidlertid i 1960, og kun vestlængen fra 1636 og en nyere østlænge fra 1724 er i 2013 bevaret. Begge er i mursten og har stråtag.
I 1961 blev et nyt avlsanlæg opført nordøst for hovedbygningen i røde sten med eternittag.
Fredningsstatus 2013: Avlsgårdens bygninger fra 1636 og 1724 er fredede. Avlsbygninger fra 1800-tallet er udpeget som bevaringsværdige med middel-lav bevaringsværdi.
Ejerhistorie
Gyldensteen er en gammel herregård, som kan spores tilbage til 1400-tallet, hvor den danske adelsmand Niels Thomesen ejede gården, som da hed Enggaard, og siden gik i arv til hans enke og søn.
Enggaard kom imidlertid kort tid efter i hænderne på adelsslægten Skinkel, som var kommet til Danmark med de holstenske grever i det 14. århundrede. Gårdens ejer blev Berneke Skinkel, der både var en rig og betydningsfuld mand. Han var rigsråd og havde været til stede ved mødet i Kalmar i 1397, hvor Kalmarunionen blev dannet.
Berneke Skinkel døde i 1418, hvorefter Enggaard overgik til hans sønner, Herman og Otte Skinkel. Sidstnævntes datter, Hilleborg Skinkel, arvede i 1449 gården, som hun bragte til sin mand, Knud Henriksen Gyldenstierne. Han døde imidlertid i en ung alder i 1467, hvorefter Hilleborg Skinkel sad som enke på gården frem til sin død i 1494.
Enggaards næste ejer blev Karen Gyldenstierne. Hun havde i 1490 giftet sig med Jørgen Daa, som var en ældre mand. Han døde også allerede i 1503, hvorefter hun ejede gården frem sin egen død i 1528. Den overgik herefter til sønnen Jesper Daa. Han havde i sin ungdom været forlovet med den berømte Birgitte Gøye, der senere sammen med sin mand, Herluf Trolle, oprettede kostskolen Herlufsholm. Efter at Birgitte Gøye havde brudt forlovelsen, giftede Jesper Daa sig i 1554 med Anne Andersdatter Friis, som efter hans død ejede gården frem til 1567.
Allerede mens hun levede måtte Anne Andersdatter Friis forsvare sig mod arvekrav på gården fra Jesper Daas søster, Sophie Daa, og svigerinde, Anne Stigsdatter Ulfeldt. Ved hendes død brød konflikten ud i lys lue, og Anne Ulfeldt tiltvang sig med skrappe midler besiddelse af gården. Dette endte dog ikke stridighederne om gården. Anne Ulfeldts søn, Hans Daa, må have overtaget dele af gården, og var i 1575 så træt af sagen, at han sammen med Sophie Daa solgte den til Erik Rud. Anne Ulfeldt ville imidlertid ikke acceptere transaktionens gyldighed og nægtede at forlade gården. Dette fik i sidste ende Frederik II (1534-1588) til at kræve Anne Ulfeldt fængslet og Enggaard udleveret til Knud Rud, søn af den nu afdøde Erik Rud. Lensmanden på Nyborg Slot måtte i 1578 sende soldater til Enggaard for at arrestere Anne Ulfeldt, hvorefter hun omsider måtte forlade gården.
Ved det endelige skifte mellem Erik Ruds arvinger i 1604 tilfaldt gården en anden søn, Corfitz Rud. Udover at være kongelig lensmand deltog han i Kalmarkrigen, hvor han efter at have deltaget i kampene om Elfsborg blev udnævnt til befalingsmand. Enggaard ejede han frem til sin død i 1630, hvorefter hans datter, Helvig Rud, bragte den til sin mand, Gregers Krabbe.
Efter Gregers Krabbes død i 1655 overgik gården til hans datter, Birgitte Krabbe, som bragte den til sin mand, Oluf Rosenkrantz. Han var kritisk indstillet mod den nyindførte enevælde, hvilket endte med at koste ham hans godser, herunder Enggaard. I 1681 udgav han nemlig et skrift, hvor han forsvarede adelen og kritiserede Christian V (1646-1699), hvilket resulterede i, at både hans titler, værdighed, formue og godser ved en højesteretsdom blev ham fradømt. Ganske vist blev dommen omstødt til en bøde, som dog var så høj, at han måtte sælge sine godser.
Enggard overgik til svigersønnen Mogens Skeel, der i 1689 solgte gården til Holger Rosenkrantz. Han solgte den imidlertid allerede i 1694 til Conrad Bierman von Ehrenschild, som var indvandret til Danmark, hvor han succesfuldt gjorde karriere under både Frederik III (1609-1670) og Christian V, hvis fortrolige rådgiver han var under fredsforhandlingerne i Lund i 1679.
Conrad Bierman von Ehrenschild var dog ikke synderligt knyttet til Enggaard, som var købt til sønnen Martin Conrad Bierman von Ehrenschild, der efter sin faders død i 1698 overtog den. Han ejede herefter gården frem til sin død i 1715, hvorefter den overgik til hans enke, Anne Margrethe von Stöcken. Hun solgte den i 1718 til Christian Carl Gabel, der imidlertid allerede året efter solgte den til Jean Henri Hugutean d'Odyck.
Jean Henri Hugutean d'Odyck var oprindeligt franskmand og havde gjort karriere med stor succes i både Holland, England og Tyskland, hvilket havde gjort ham til en velhavende mand. Han indvandrede til Danmark i 1711 og havde i kraft af gode forbindelser i den europæiske finansverden snart opnået en høj position ved hoffet. Hans succes i Danmark kulminerede i 1720, hvor han blev optaget i grevestanden under navnet Gyldensteen. I samme ombæring omdøbte han Enggaard til Gyldensteen.
Jean Henri Hugutean d'Odyck Gyldensteen havde en søn født udenfor ægteskab, men det var datteren fra et tidligere ægteskab, Marguerite Gyldensteen, som var arving til godset. Hun blev imidlertid gjort arveløs, da hun mod sin faders ønske stak af og blev gift med den unge spanier Don Antontio Casado Marquis af Monteleone. Parret flygtede til Holland og fik sammen to døtre, som angiveligt blev meget forsømt. Dette fik den konsekvens, at grev d'Odyck Gyldensteen hentede dem til Danmark og stod for deres opdragelse.
Den ældste af disse piger, Marguerite Maurice Francoise Isidore, kom således også til at arve grevskabet, da grev Gyldensteen døde i 1749. Hun var gift med Eggert Knuth til Knuthenborg, og efterlod i 1752 grevskabet Gyldensteen til sin søn, Johan Henrik Knuth, som dog kun var tre år gammel. Herefter samledes jorderne i nærheden af hovedgården, og der påbegyndtes en udskiftning af fæstegårdenes jorder, dvs. at hver gård fik samlet sine spredte jordlodder til ét sammenhængende areal.
Johan Knuth døde i 1802, hvorefter grevskabet overgik til hans datter, Constance Frederikke Henriette Knuth. Hun nåede at blive gift fire gange inden sin død i 1827, hvor Gyldensteen overgik til hendes søn fra første ægteskab, Andreas Erik Heinrich Ernst Bernstorff-Gyldensteen. Han solgte mange af godsets fæstegårde til bøndernes selveje, men opkøbte i stedet herregårdene Harritslevgaard og Sandagergaard, som blev indlemmet i grevskabet. Han blev fulgt af sin søn, Johan Hartvig Ernst Bernstoff-Gyldensteen, der i sin tid som ejer frasolgte den resterende del af fæstegårdene.
Johan Hartvig Ernst Bernstoff-Gyldensteen døde i 1898, hvorefter hans søn, Hugo Kuno Georg Bernstoff-Gyldensteen, overtog grevskabet. Dette overdrog han i 1919 til sønnen Erik Adolph Ernst Bernstoff-Gyldensteen, der havde haft selve herregården Gyldensteen i forpagtning siden 1913.
I 1922 overgik grevskabet til fri ejendom, da lensafløsningsloven fastsatte at alle grevskaber og øvrige majorater skulle ophæves. Det medførte bl.a., at store arealer blev udstykket til 66 husmandsbrug som betaling for den afgift til staten, der var del af bestemmelserne om grevskabernes opløsning. Gyldensteen er i 2013 ejet af Frants Erich Bernstoff-Gyldensteen.
Gyldensteen Gods drives i 2013 som land- og skovbrug med en stor produktion af bl.a. løg og æbler, samt udlejning af boliger. Gyldensteen Golf er oprettet på arealer, der er udstykket fra Gyldensteen.
Ejerrække
Kulturmiljø
Gyldensteen er opført på et ældre voldsted, hvilket betyder, at hovedbygningen er omgivet af vandfyldte grave på fire sider. Disse kan krydses via fire broer.
Herudover hører en have på ca. syv hektar til Gyldensteen. Den var oprindeligt anlagt i barok stil, men fremtræder i 2013 landskabelig. Den er prydet af kastanje- og lindealléer samt de sjældne træsorter hængebøg og meta seqouia.
Fredningsstatus 2013: Voldstedet med tilhørende broer er fredet.
Litteratur
Bobé, L., Graae, G. og Jürgensen West, Fr.: Danske Len. 1916
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980
Roussell, Aage (r.ed.): Danske slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Fyn og Langeland. Gyldendal 2015.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.