Fussingø blev opført i 1550'erne som erstatning for den tidligere gård Gjandrupgaard, der var nedbrændt 1534 under Grevens Fejde (1534-1536).
Fussingø var i samme slægts eje i 400 år.
To gange er hovedbygningen flyttet til en ny placering.
Ejeren Albret Skeels karakteristiske ejendom fra 1555 blev revet ned i 1790, men kan beskrives ud fra et omfattende stykke arkæologisk arbejde.
Efter Anden Verdenskrig blev Fussingø konfiskeret af Staten som tysk ejendom.
Hovedbygning
Det oprindelige Fussingø var blot en stor bondegård, kaldet Gjandrupgaard, i et landsbyfællesskab. Gården blev brændt ned til grunden under borgerkrigen Grevens Fejde (1534-1536) og ikke genopbygget efterfølgende.
Da Albret Skeel overtog Gjandrupgaard samlede han yderligere gods i området og lod opføre en borg ved bredden af Fussing Sø, som han kaldte Fussingholm. Arbejdet påbegyndtes i 1555. Denne bygning eksisterer ikke mere, da den blevet revet ned omkring 1790. Dog har et omfattende arkæologisk arbejde gjort det muligt at genskabe en grundplan for den gamle herregård. Sammenholdt med en omfattende registrering af ejendommens udseende i forbindelse med ejerskiftet i 1749 er det muligt at beskrive dele af bygningerne.
Albret Skeels hovedbygning havde tre etager samt en kælder. Bygningen var i grundmur og med et stenfundament. Første etage bestod af syv værelser plus rummene i de tre hjørnetårne. Dette var herskabets værelser. Anden etage blev benyttet som blandt andet riddersal og bibliotek. Tredje etage bestod af værelser til tjenerskabet. Foruden det store hovedhus eksisterede der også et køkken og bryggerhus.
Af en ukendt årsag valgte Christian Ludvig Scheel von Plessen at rive den gamle borg ned i 1790. I stedet opførte han en enkel hovedbygning i tidens nyklassicistiske stil. Bygningen var et stort én etagers hus med en høj kælder. Huset er hvidkalket. Over indgangsdøren er familierne Plessen og Qualens våbenskjold.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Avlsbygningerne ligger øst for hovedgården og blev genopført i 1910 efter en brand. Bygningerne danner en firlænget gård. Den vestlige længe indeholdt beboelse og værelser for medhjælpere, mens de resterende tre avlslænger indeholdt henholdsvis hestestald, vognport, kostald og svinestald.
I 2013 er avlsbygningerne indrettet som skovbørnehave.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Ejerhistorie
Fussingøs historie begyndte i starten af 1400-tallet, hvor gården var ejet af adelsslægten Sommer. Dengang hed gården Gjandrupgaard og var blot en stor bondegård i et landsbyfællesskab. Den sidste af slægten Sommer var Christen Sommer, som oplevede borgerkrigen Grevens Fejde (1534-1536) på nærmeste hold. Som medlem af adelen stod Christen Sommer for skud, da den spirende uro blandt bønderne slog ud. Grevens Fejde var et resultat af rigsrådets uenighed i valget af en ny konge. Frederik I's (1471-1533) søn og arving, hertug Christian - den senere Christian III (1503-1559), var åbenlyst for Reformationen. Danmark tilhørte stadig den katolske tro, og mange gamle rigsråder ønskede ikke at få protestantismen indført i landet. Et andet kongsemne var Christian II (1481-1559), som var blevet fængslet i 1532.
Krigen afslørede store sociale og religiøse konflikter i samfundet og udviklede sig til et opgør mellem borgere og bønder på den ene side og adelen på den anden. Konflikten blev vundet af den økonomiske overklasse, men især Skipper Clements bondehær nåede at forårsage store ødelæggelser på jyske godser. Deriblandt Fussingø, der blev brændt ned til grunden af de oprørske bønder.
I 1536 blev Reformationen indført i Danmark. Den nye konge, Christian III, introducerede den protestantiske, kongestyrede kirke, som bestod frem til 1849. Desuden konsoliderede adelen sin stærke stilling i samfundet.
Efter Christen Sommers død kommer gården ad omveje i 1545 til Albret Skeel, der samlede sine besiddelser omkring en ny borg, som han byggede på en holm i Fussing Sø og kaldte Fussingholm.
I 1547 havde Albret Skeel fået overdraget birkeretten til Fussing. Birkeretten betød, at godset blev en selvstændig retskreds, hvor godsejeren kunne udnævne dommerne. Fussingø havde birkeretten frem til 1815.
Efter Albret Skeels død i 1568 fulgte hans søn som ejer af herregården. De næste år udvidede og samlede slægten store gods- og jordbesiddelser. Slægten støttede kongemagten og var en repræsentant for den gamle adels stærke konservatisme.
1660 gik Fussingø til den kun 9-årige Mogens Skeel, der efterfølgende modtog en adelig uddannelse, hvor militære færdigheder samt administrative og politiske kompetencer blev vægtet. Han tog dernæst på en længere dannelsesrejse, hvor han blandt andet deltog i store udenlandske krige. Efter en årrække vendte han hjem til sine godser.
Mogens Skeel var en dannet embedsmand med litterære interesser. Han skrev mange digte på både latin og dansk, men blev i eftertiden mest kendt for sit værk Grevens og Friherrens Komedie, der er en kritik af den nye brevadel, som Christian V (1646-1699) lod indføre i 1671 for at sikre adelens støtte til enevælden. Komedien var et satirisk drama, og den giver et indtryk af den harme, som den gamle adel nærede overfor den nystiftede brevadel. De nye adelige var ofte almindelige borgerlige slægter, der kunne købe sig til gods og jord. Komedien blev skrevet omkring 1675 og vakte i samtiden betydelig opsigt, men Mogens Skeel havde klogelig valgt at forblive anonym og slap for en mulig straf.
I 1688 oprettede Mogens Skeel stamhuset Fussingø. Hermed sikrede Mogens Skeel sig, at godset ikke i fremtiden blev delt mellem mange arvinger eller forsvandt ud af slægtens eje.
Mogens Skeel døde i 1694, hans enke fire år senere. Parrets datter blev den næste ejer af Fussingø. Hun giftede sig i 1702 med Christian Ludvig von Plessen, der blev en af landets største godssamlere. Ved sit giftermål sammenlagde han Fussingø med herregården Selsø og oprettede disse som stamhuset Scheel-Plessen, som forenede hans og hustruens to slægter. I parentes bemærkes det, at Christian Ludvig von Plessen tilhørte den brevadel, som Mogens Skeel havde været ivrig modstander af.
I 1749 overgik Fussingø til Christian Ludvig Scheel von Plessen, der var oldebarn efter Mogens Skeel. Christian Ludvig Scheel von Plessen var en af de ivrigste reformvenlige blandt datidens godsejere. Det var derfor naturligt, at han fik tildelt et sæde i Johann Friedrich Struensees (1737-1772) landbokommission i 1770.
Struensee var inspireret af de mange nye franske filosofiske idéer om den gode styreform. Teorier om frihed og lighed optog ham og mange af hans ligesindede i Europa. Men tiden var ikke moden i Danmark. Struensees reformiver resulterede i en række love, der for eksempel indførte bedre sociale forhold, et mildere straffevæsen, afskaffede censuren og gennem landbokommissionen, hvor Christian Ludvig Scheel von Plessen havde sæde, ændrede han forholdene for bønderne radikalt.
Især de nye tiltag for bønders forhold fik mange godsejere til at vende ryggen til Struensee. Men hans reformiver blev også hans fald. Samtidig havde han også indgået i et kærlighedsforhold til dronningen. Forholdet blev brugt som påskud til at arrestere og senere henrette ham. Efterfølgende blev mange af hans knap 1800 nye love og ordrer omstødt.
På trods af de voldsomme politiske kampe fortsatte Christian Ludvig Scheel von Plessen sit fremskridtsvenlige arbejde inden for landbruget. I 1785 fremgik det, at hele Fussingøs hovedgårdsmarker blev drevet uden brug af hoveri fra bønderne. Han indførte arvefæste på Fussingø, hvilket betød at fæstegårdene kunne gå i arv gennem generationer og at bønderne på denne måde kunne sikre deres efterkommere en andel i forbedringer af gårdens drift. I visse tilfælde kunne arvefæstere også belåne og pantsætte gården for at investere i driften, hvorved forholdene nærmede sig status af selveje.
Bønderne satte senere en mindestøtte til erindring om hans gode arbejde for dem. I 1790 opførte han en ny hovedbygning til Fussingø, og i samme ombæring rev han Albret Skeels gamle borg ned. Den nye bolig skulle være tidssvarende, men han mødte kritik fra både forfatteren Steen Steensen Blicher og historikeren Christian Molbech, som mente, at den nye hovedbygning ikke kunne måle sig med den gamle borg.
Gennem de følgende hundrede år fortsatte familien Scheel von Plessen, og senere en anden gren af familien ved navn Scheel-Plessen, med at være Fussingøs ejere. Familien ejede desuden en række godser i Holsten og opholdt sig sjældent på Fussingø, der blev brugt som sommerbolig. I 1939 kom gården til Carl Scheel-Plessen, som var preussisk ritmester og tysk officer. Da gården var på tyske hænder, blev hele godset efter Anden Verdenskrig konfiskeret af Staten. Jorden blev derefter udstykket og hovedgården forvaltes i dag af Skov- og Naturstyrelsen.
Venneforeningen 'Fussingø-gruppen' afholder rundvisninger, udstillinger og arrangementer i hovedbygningen, som er åben for publikum om sommeren.
Ejerrække
Kulturmiljø
Fussingø ligger omgivet af en stor have og park. Fussingø ejes i dag af Staten og er underlagt Skov- og Naturstyrelsen. Godset indgår som en del af Naturstyrelsen, der over hele landet administrerer mere end 6.000 ha. land-, skov- og naturarealer, samt en række kulturhistoriske bygninger.
Godsets landbrug drives økologisk. Parken og skoven er åben for offentligheden, og Fussingø er et yndet udflugtsmål. Slottet står umøbleret og åbnes i forbindelse med Fussingø-gruppens arrangementer.
Fussingø ligger i umiddelbar nærhed af Fussing Sø. et andet yndet udflugtsmål.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Stilling, Niels Peter: Politikens bog om Danmarks slotte og herregårde. Politiken 2005.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.