Frijsenborg hed oprindeligt Jernit, og herregården har eksisteret siden 1400-tallet.
Grevskabet Frijsenborg blev oprettet 1672.
Grundstenen til Frijsenborg blev formodentligt lagt af Valdemar Parsberg, efter han havde overtaget Jernit.
Frijsenborg gennemgik en omfattende renovering i slutningen af 1800-tallet.
Hovedbygning
I sidste halvdel af 1500-tallet opførte Valdemar Parsberg en ny hovedbygning. Parsbergs bygning lå omgivet af voldgrave og var ganske lav - kun én etage. I hver ende af huset stod et ottekantet tårn. Senere, formodentligt i begyndelsen af 1600-tallet, opførtes en nord- og vestfløj, mens gården mod øst blot blev lukket af en mur.
Da Niels Friis i 1675 overtog Frijsenborg, var bygningerne faldefærdige, og omkring 1693 påbegyndtes derfor en omfattende ombygning af hovedbygningen. I forbindelse med Niels Friis' byggeri blev indkørslen flyttet til østsiden, hvor der blev bygget en bro over voldgraven. I hver ende af nordfløjen blev opført et ottekantet tårn, svarende til tårnene i sydfløjen, og endelig blev anlægget kalket hvidt.
Inden døre blev der bl.a. opsat tidssvarende baroklofter i Riddersalen og sidefløjene. I sydfløjen var dele af disse lofter endnu bevaret i 2012. Den gennemgribende ombygning blev færdiggjort af Niels Friis søn, Christian Friis, i 1709.
I 1818 - få år efter Jens Christian Krag-Juel-Vind-Frijs havde overtaget Frijsenborg - blev hovedbygningen renoveret og forenkelt i tidens nyklassicistiske stil.
Som mange andre herregårde blev Frijsenborg gennemgribende
renoveret i slutningen af 1800-tallet. På foranledning af Christian
Emil Krag-Juel-Vind-Frijs blev Frijsenborg, under ledelse af
arkitekten Ferdinand Meldahl, ombygget både indvendigt og udvendigt
mellem 1862-1867.
I forbindelse med Meldahls renovering blev vestfløjen forhøjet med
én etage. Vestfløjens to runde tårne blev ligeledes forhøjet og
udsmykket med pyntespir, mens der for enden af både nord- og
sydfløjen blev opført en pavillon i to etager. Hele anlægget blev
skalmuret med røde teglsten.
Også indvendig renoverede Meldahl hovedbygningen. Han føjede tunge egetræsdøre, glasspejle, søjler af broget marmor og vægdekorationer samt fantastiske loftmalerier til indretningen - og Frijsenborg fik hermed en indre og ydre pragt, der passede til grevskabet og herskabets position i den danske adelsstand.
Meldahls Frijsenborg er et af de mest gennemførte eksempler på historicistisk arkitektur fra slutningen af 19. århundrede.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Som led i moderniseringen af Frijsenborg i slutningen af 1800-tallet blev det gamle avlsanlæg nedlagt. I stil med de engelske forbilleder fortrængtes landbruget dermed fra hovedbygningen og blev i stedet henlagt til forpagter- eller avlsgårde.
Under Inger Wedell gennemgik godsdriften imidlertid en modernisering, og avlsanlægget på Frijsenborg blev reetableret mellem 1923 og 1927.
Inger Wedells avlsgård lå vest for hovedbygningen og bestod af et trelænget anlæg i grundmur, samt en forpagterbolig. Avlsanlægget blev nedlagt i slutningen af 1900-tallet, og er blot bevaret som en magasinbygning i træ fra 1875, såvel som enkelte samtidige og nyere bygninger.
Under Frijsenborg hørte i 2012 ca. 40 funktionær- og arbejderboliger. Boligerne udlejes.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne ikke fredede.
Ejerhistorie
I 1583 mageskiftede kong Frederik II (1534-1588) landsbyen Jernit med adelsmanden Valdemar Parsberg fra Constantinsborg. Parsberg nedlagde landsbyen, og Jernit var derefter navnet på den herregård, der siden 1400-tallet havde ligget ved byen.
Efter Valdemar Parsbergs død i 1607 overtog sønnen, Jørgen
Parsberg, Jernit. Han døde i 1619 uden at efterlade sig arvinger,
men i 1623 overtog Valdemar Parsbergs nevø, rigsråden Oluf
Parsberg, herregården.
Oluf Parsberg, og senere hans svigersøn Otto Pogwisch, kæmpede -
som mange andre godsejere i perioden - med dårlig økonomi, og
gården blev solgt i 1665. Den nye ejer var kgl. rentemester Mogens
Friis, der var en af tidens mest indflydelsesrige og velhavende
mænd.
Mogens Friis var en af de mange adelsmænd, der var blevet uddannet
hos Holger Rosenkrantz på Rosenholm. Senere drog han, som det var
skik og brug blandt adelen, på dannelsesrejse rundt i Europa. Efter
sin hjemkomst samlede Mogens Friis' store jordtilliggender omkring
Jernit og oprettede i 1672 det første grevskab i Danmark:
Grevskabet Frijsenborg, hvori Jernit indgik. Herregården skiftede i
den forbindelse navn til Frijsenborg.
Ved Mogens Friis' død i 1675 overtog sønnen, Niels Friis, det nyoprettede grevskab. Niels Friis døde dog allerede i 1699, og hans søn, Christian Friis, arvede grevskabet. Alle tre mænd var, som medlemmer af den nye rangadel, en del af enevældens adelige elite og spillede en fremtrædende rolle i landets ledelse.
Ved Christian Friis' død var der ingen mandlige arvinger til grevskabet, og datteren, Christine Sophie Friis, og hendes mand, Erhard Wedel, overtog derfor Frijsenborg. Parret døde uden at have fået børn, og godset overgik til Christine Sophie Friis' søster, Elisabeth Sophie Desmerciers. Hun døde ligeledes uden arvinger, og hendes niece, Sophie Magdalene von Gram, arvede Frijsenborg i 1799. Hun var gift med baron Jens Krag-Juel-Vind, og deres efterkommere bærer endnu i dag efternavnene Krag-Juel-Vind-Frijs.
Sophie Magdalene von Gram overdrog i 1799 grevskabet til sin søn Frederik Carl Krag-Juel-Vind-Frijs. Han døde dog allerede i 1815, og hans søn, Jens Christian Krag-Juel-Vind-Frijs, overtog Frijsenborg.
I 1815 var grevskabet Frijsenborg ganske overordentligt stort og omfattede mere end 450 kvadratkilometer skov og landbrugsjord. Grevskabet var imidlertid også tynget af gæld, men den nye greve formåede at rette op på økonomien - godt hjulpet på vej af de gode konjunkturer efter 1830.
Jens Christian Krag-Juel-Vind-Frijs' søn, Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs, overtog allerede i 1849 Frijsenborg og den nordlige del af grevskabet. Den sydlige del af grevskabet overtog han i 1860 ved farens død, hvorved administrationen af det vældige godskompleks atter blev samlet på én mands hænder.
Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs var en dygtig landmand, der forstod at udnytte de gunstige vilkår for landbruget, og under hans ledelse blev der gennemført en række reformer af godset. Langt størstedelen af fæstegodset blev nu frasolgt, og grevskabet blev ét af landets mest velhavende.
Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs var samtidig en af landets mest indflydelsesrige konservative politikere og konseilspræsident igennem fem år.
Sønnen Mogens Christian Frijs overtog i 1882 ansvaret for Frijsenborg og den nordlige del af grevskabet, da Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs flyttede til Boller, hvor han døde i 1896. Mogens Frijs havde tilbragt en del af sin ungdom som diplomat i London, og hans ophold i England prægede også livet på Frijsenborg, som blev toneangivende i dansk sammenhæng.
Frijsenborg indgik i et såkaldt majorat, hvilket betød, at herregården som udgangspunkt kun kunne arves af mænd. Da Mogens Frijs ikke fik nogen sønner, var den nærmeste arving i mange år en fjernere mandlig slægtning. Lensafløsningsloven fra 1919 afskaffede imidlertid stamhusene, og derfor blev Mogens Frijs til sin store tilfredshed efterfulgt af sin datter, Inger Wedell, ved sin død i 1923.
Inger Wedell rationaliserede godsdriften og moderniserede på en række punkter Frijsenborg, der i 1958 blev overdraget til sønnen Charles Bendt Mogens Tido Wedell.
I 2013 ejes grevskabet af Bendt Tido Hannibal Wedell.
Kulturmiljø
Under Jens Christian Krag-Juel-Vind-Frijs' ejerskab blev også Frijsenborgs kulturmiljø forbedret. Jens Christian Krag-Juel-Vind-Frijs søgte ikke blot at genoprette godsets skovarealer, men interessen for nåletræer manifesterede sig også i anlæggelsen af en granallé i parkens vestlige del!
I begyndelsen af 1800-tallet blev der anlagt en gravhøj i den
østlige del af Frijsenborgs dyrehave.
Mogens Christian Frijs, der overtog en del af godset i 1882, var
stærkt inspireret af den engelske kultur. Dette afspejlede sig også
i parken, der blev udvidet og nyanlagt i netop engelsk stil. Der
blev anlagt store græsplæner, mens dyrehaven blev udvidet
markant.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-68.
Stilling, Niels Peter: Politikens bog om Danmarks slotte og herregårde. Politiken 2005.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.