Erholm var mellem 1733 og 1768 ejet af den succesfulde godsejer Hans Simonsen.
Gården var fra 1776 til 1927 centrum i stamhuset Erholm.
Erholms nuværende hovedbygning består af en hovedfløj med to tværfløje i to etager i nygotisk stil.
Hovedbygningen blev under Hans Christian Frederik Wilhelm Cederfeld de Simonsens ejerskab restaureret ved arkitekt Martin Borch.
Hovedbygning
Den nuværende hovedbygning blev opført mellem 1850 til 1854 under Hans Christian Joachim Cederfeld de Simonsens ejerskab ved arkitekt J. A. Herholdt. Den nye hovedbygning afløste et bindingsværkshus i én etage fra Hans Simonsens tid og blev opført i røde mursten i nygotisk stil.
Den består af en hovedfløj med to korte tværfløje, der er placeret ved hver ende. Bygningen er i to etager og opført over en høj kælder. Herudover er den udstyret med en midtrisalit med balkon vendt mod haven samt kamtakkede gavle og skifertag.
Hovedbygningen er senere i 1886 blevet restaureret ved arkitekt Martin Borch. I samme ombæring blev hovedbygningen udstyret med et trappetårn mod gårdsiden.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Erholms tidligere ladegård brændte i 1886, hvorefter en ny blev opført sydøst for hovedbygningen ved arkitekt Fr. V. Tvede. Den brændte imidlertid i 1960, hvorefter den blev genopført ved arkitekt Ivar Hansen. Den er i grundmur med skifer- og eternittag.
Til Erholm hører herudover to sammenbyggede staldgårde med tegltag, der omslutter gårdspladsen. De blev opført i 1854 og er bygget i røde sten.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne fra 1854 er fredede.
Ejerhistorie
Erholm er sandsynligvis en meget gammel gård, men da den i det meste af middelalderen ikke var særlig betydningsfuld, er det først muligt at spore dens ejerforhold fra slutningen af 1400-tallet. Gården var her blandt den danske adelsslægt Rantzaus besiddelser, men blev overtaget af Erik Jepsen Ravensberg, sandsynligvis i forbindelse med dennes ægteskab med Inger Clausdatter Rantzau.
Efter Erik Jepsen Ravenbergs død i 1507 blev gården delt mellem hans to børn, Claus Eriksen Ravensberg og Eline Eriksdatter Ravensberg. Efter datidens danske arveskik nedarvedes gods både til sønner og døtre, dog således at døtre arvede halvt så meget som deres brødre. Claus Eriksen Ravensberg var i sin samtid en kendt mand og oprindeligt blandt Christian II's (1481-1559) støtter. Han skiftede imidlertid side under Grevens Fejde (1534-1536) og blev efterfølgende belønnet af Christian III (1503-1559) med at bestyre store kongelige len.
Claus Eriksen Ravensberg døde i 1541, hvorefter hans enke, Susanne Eilersdatter Bølle, seks år senere giftede sig med Jacob Brockenhuus. Ved giftermålet overgik anpart i gården til datteren, Inger Clausdatter Ravensberg, som blev gift med Anders Pedersen Galt. Som enke solgte hun i 1590 sin part i gården til den rige Helvig Hardenberg.
Eline Eriksdatter Ravensbergs part i gården blev arvet af hendes datter, Anne Emmiksen, der bragte den til sin mand, Claus Basse. Hun levede som enke på Erholm, men gav på et tidspunkt ejerskabet af sin part videre til sine døtre, der var gift med to brødre, Otte og Johan Norby. Begge ægteskaber var barnløse.
Erholms ejerforhold er herefter usikre og det vides ikke, hvem der samlede gården i begyndelsen af 1600-tallet. Det er muligt, at Helvig Hardenberg, en af landets største godsejere, har erhvervet de resterende andele fra Claus Basses døtre.
I 1640'erne var gården samlet under Torben Gabrielsen Akeleye, der tidligere havde været landsdommer på Fyn. Han døde i 1646, hvorefter hans enke, Elisabeth von Korff, efter nogle års forløb solgte den til Frederik von Arenstorff.
Frederik von Arenstorff skødede i 1664 Erholm til Paul Ulrich Pestel. Det var dog hårde tider for landbruget på Fyn, da øen havde lidt meget under de svenske hæres besættelse under Første og Anden Karl Gustav-krig (1657-1658, 1658-1660). Paul Ulrich Pestel kom således også i så store økonomiske vanskeligheder, at han i 1685 var nødsaget til at sælge gården til Erik Nielsen. Erholm var på dette tidspunkt endnu at regne som en mindre herregård med blot fire fæstegårde under sig.
Erik Nielsen solgte i 1694 Erholm til Lyder Spleth, der var en dygtig mand, som var avanceret fra ridefoged. Ridefogeden var godsejerens repræsentant på et gods, men med købet af Erholm blev Lyder Spleth selv herremand. Det var under hans ejerskab, at Erholms vækstperiode begyndte, idet han foretog en meget betydelig udvidelse af fæstegårdene under Erholm. Denne udvikling fortsatte efter hans død under hans enke, Karen Johansdatter Borchenfeldt, som bl.a. købte fæstegårde fra de nedlagte kongelige rytterdistrikter. I 1720 giftede hun sig igen, og hendes nye mand Andreas Simonsen foretog yderligere tilkøb.
Andreas Simonsen døde barnløs, hvorefter gården overgik til hans bror, Hans Simonsen, der med tiden blev en meget succesfuld mand. Han havde tjent som kammertjener under Frederik IV (1671-1730), hvilket han havde gjort så godt, at han i 1726 blev udnævnt til amtmand over Assens samt overinspektør over det fynske rytterdistrikt.
Hans karriere i statens tjeneste kulminerede i 1767, hvor han blev udnævnt til konferensråd, der gjorde ham til kongens rådgiver i vigtige sager. Også som godsejer nød han stor succes, hvilket kom Erholm til gode, idet han yderligere forøgede fæstegårdene til at omfatte 460 tønder hartkorn, svarende til ca. 75 fæstegårde.
Hans Simonsen døde imidlertid barnløs, og da han ikke ønskede at se sine godser spredt, testamenterede han dem som et stamhus, der udover Erholm omfattede hovedgården Søndergårde, til den ni-årige Lorentz Christian Ernst de Cederfeld. Drengen skulle dog opfylde to betingelser, dels at han giftede sig med Hans Simonsens niece, Anne Sophie Simonsen, dels at han antog navnet Cederfeld de Simonsen.
Lorentz Christian Ernst de Cederfeld ægtede i 1776 i overensstemmelse med testamentet Anne Sophie Simonsen og blev således Erholms nye ejer. Efter hans død i 1822 overgik stamhuset til sønnen, embedsmanden Hans Wilhelm Cederfeld de Simonsen, der i 1836 efterlod det til sin søn, Hans Christian Joachim Cederfeld de Simonsen.
Hans Christian Joachim Cederfeld de Simonsen gjorde ligesom sin fader karriere som embedsmand og var bl.a. medlem af den grundlovgivende rigsforsamling, der i 1849 vedtog Danmarks første grundlov. Som godsejer solgte han de fleste af Erholms fæstegårde og oprettede i stedet gårdene Hækkebøllegård og Kielshøj, som han lagde ind under stamhuset.
Erholm afstod han i 1899 til sønnen Hans Christian Frederik Wilhelm Cederfeld de Simonsen, der var en virksom og dygtig landmand. Han var bl.a. formand for De Samvirkende Landboforeninger i Fyns Stift i 12 år og fra 1911 medlem af bestyrelsen for Det kongelige Landhusholdningsselskab.
Det var også under hans ejerskab, at stamhuset i overensstemmelse med Lensafløsningsloven fra 1919 overgik til fri ejendom. Stamhuset måtte ophæves, og i den forbindelse betaltes en afgift til staten, hvilket bl.a. betød at Hækkebøllegård og Kielshøj blev bortsolgt. I 1936 overdrog han Erholm til sønnen, Hans Christian Carl Frederik Cederfeld de Simonsen.
Erholm er i 2013 samlet i familieaktieselskabet Erholm Gods A/S.
Ejerrække
Kulturmiljø
Til Erholm hører en landskabelig have på ca. seks ha, som blev anlagt i 1854 af Rudolph Rothe. Den er udstyret med et kanalsystem og fire støbejernsbroer fra 1878. Haven rummer flere sjældne træsorter.
Litteratur
Hjort, Fr.: Træk fra et Stamhus' Grundlæggelse og fra et Bondesamfunds Nedlæggelse. 1921.
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Fyn og Langeland. Gyldendal 2015.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Wad, G. L.: Conferentsraad Hans Simonsen til Erholm. 1882.