Endrupholm blev oprettet på gamle landsbyjorde i middelalderen.
Jorden blev i løbet af 1500-tallet overtaget af Kronen.
Endrupholms første ejer, Claus Skeel, boede, da han ejede Endrupholm, på en af de gårde, der lå i landsbyen Endrup.
Jørgen Krag lod formodentligt opføre Endrupholms første hovedbygning mellem 1618 og 1622.
Hovedbygning
Jørgen Krag, der overtog Endrupholm i forbindelse med sit ægteskab med Anne Vind, lod omkring 1620 opføre en hovedbygning på herregården. Krags hovedbygning bestod af en toetagers hovedfløj og to sidefløje.
Anlægget lå formodentlig på samme sted som den nuværende hovedbygning og var omgivet af et nu helt udslettet dobbelt voldsted.
Den nuværende hovedbygning blev opført i årene omkring 1770 af Tøger Reenberg Teilmann. Det er et trefløjet anlæg i grundmur. Hovedfløjen er i to etager, mens de to sidefløje begge er i én etage. Den østlige fløj blev fornyet i 1915.
Sidefløjene er forbundet med hovedbygningen af krumme mellembygninger, og tilsammen danner anlægget en helstøbt ramme om gårdspladsen. Bygningerne står i blank mur af rødviolette sten.
Fredningsstatus 2013: Hele hovedbygningen, såvel som de nærliggende omgivelser, dvs. bro, belægning på gårdspladsen, forbindelsesmure og allé, er fredede.
Andre bygninger
Claus Skeel lod ved oprettelsen af Endrupholm i 1580 formodentlig anlægge et avlsanlæg. Heraf findes der dog i dag ingen spor.
Som led i sine forbedringer af driften lod Tøger Reenberg Teilmann i slutningen af 1700-tallet avlsgården ombygge. Reenberg Teilmanns anlæg er forsvundet, og avlsanlægget består i dag af en række bygninger opført i det 20. århundrede.
Fredningsstatus 2013: Avlsanlægget er ikke fredet.
Ejerhistorie
I begyndelse af 1600-tallet ejede Kronen 44 % af alle landets bøndergårde. Krongodset lå spredt over store dele af Danmark, og efter sin tronbestigelse i 1559 tog Frederik II (1534-1588) initiativ til en række mageskifter, hvis formål var at samle krongodset til større sammenhængende områder.
I forlængelse af disse mageskifter oprettede Claus Skeel herregården Endrupholm i slutningen af 1500-tallet, da han i 1580 modtog byen Endrup af Frederik II i forbindelse med et mageskifte.
Efter Skeels død i 1590 blev gården i 1593 overdraget til Skeels slægtning, Christen Vind, der var lensmand på Københavns Slot. I 1609 overtog adelsmanden Jørgen Krag Endrupholm, da han giftede sig med Christen Vinds datter, Anne Vind.
Anne Vind overtog Endrupholm efter Jørgen Krags død i 1643, men de gentagne svenske besættelser af Jylland i midten af 1600-tallet belastede gårdens økonomi. I 1663 måtte Vind derfor overdrage Endrupholm til Jørgen Krags nevø, Erik Krag. Erik Krag var en af tidens største jordbesiddere, men landbruget havde i slutningen af 1600-tallet særdeles vanskelige vilkår, og hans mange investeringer kunne ikke forrente sig. I 1686 blev Endrupholm derfor solgt til Niels Nielsen.
Niels Nielsen, der var bondesøn fra Mors, havde klaret sig godt i enevældens første år. Som mange andre borgerlige med en stor formue, udnyttede han de nye muligheder for at investere i jord og købte Endrupholm. Niels Nielsen ejede Endrupholm frem til sin død i 1710 og forøgede jordtilliggendet ganske betragteligt.
Niels Nielsens søn, Stefan Nielsen, overtog Endrupholm ved morens død i 1717. Stefan Nielsen blev senere adlet under navnet Ehrenfeld. Hans enke overtog gården i 1741 og ægtede året efter amtmand Christian Teilmann.
Ved ægteparrets død overtog Teilmanns søn, Tøger Reenberg Teilmann, gården. Han var kendt som en dygtig landmand, der afvandede store arealer til landbrug.
De næste to generationer på gården, der begge hed Tøger Teilmann, frasolgte som mange andre godsejere i perioden en stor del af fæstegodset. I 1833 solgte Tøger Reenberg Teilmanns barnebarn også selve hovedparcellen - netop som konjunkturerne for landbruget lysnede.
Den nye ejer var amtsrådsmedlem og senere landstingsmand August Carl Nicolai Nielsen, hvis slægt ejede gården frem til 1863. Endrupholm blev i 1863 købt af folketingskandidat H.J. Jespersen, der frasolgte det sidste fæstegods.
I 1914 blev Endruphom solgt til Ribe Amts Udstykningsforening, som solgte hovedparcellen til Christian Oxenvad.
Endrupholm har i løbet af det 20. århundrede haft en række hyppigt skiftende ejere.
Endrupholm blev i 2013 ejet af Johan Hoffmann.
Ejerrække
Kulturmiljø:
Gården ligger i meget naturskønne omgivelser indesluttet af skovklædte skrænter i bunden af den brede Sneum Ådal.
Gårdspladsen er brolagt og afgrænses i den ene ende af store, gamle lindetræer. Gårdspladsen, broen, vestfløjens forbindelsesmur til broen samt brostensbelægningen på gårdspladsen og foran hovedbebyggelsens haveside er fredede.
Der er i haven rejst en mindesten for historikeren Oluf Nielsen, der blev født på Endrupholm.
Litteratur:
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Trap, J.P.: Danmark. København 1955.