Egeløkkes ejere havde i begyndelsen af 1800-tallet Grundtvig ansat som huslærer.
Siden 1687 har Egeløkke ikke været omsat i fri handel, men er nedarvet i slægten.
Den nuværende hovedbygning er fra 1845.
I 1890 blev hovedbygningen væsentligt forandret, da ejeren byggede en ekstra etage.
Hovedbygning
Den tidligere hovedbygning på Egeløkke har formentlig været fra omkring år 1700. Den blev revet ned ca. hundrede år senere, da Carl Frederik Steensen-Leth den ældre opførte en ny enkel bindingsværksbygning. Bygningen bestod af blot én længe med en høj kvist på facadens midte.
I 1845-1846, under den yngre Carl Frederik Steensen-Leth, blev denne bygning revet ned og en ny, lidt mindre, opført i dens sted. Huset var bygget i senklassicistisk stil i én etage over en kælder med en høj pilastersmykket portal under en lav græsk frontispice. Denne hovedbygning er muligvis tegnet af G.F. Hetsch, der i forvejen var ansat af Carl Frederiks bror på Steensgaard.
I 1890 blev huset stærkt forandret, da ejeren tilførte en ekstra etage til huset. Huset fremstår derfor i dag i én fløj i to etager med midtrisalit og veranda. Bygningen er hvidpudset. I 1943 gennemgik bygningen en restaurering.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Nordøst for, og i en vis afstand fra hovedbygningen, ligger avlsgården. Gården er fra 1890 og er opført i røde sten og med skifertag. Avlsgården består af en forvalterbolig, samt produktionsbygninger.
Desuden er der opført en række avlsbygninger i 1900-tallet.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er udpeget som bevaringsværdige med middel til høj bevaringsværdi.
Ejerhistorie
Som mange andre herregårde kendes Egeløkke tilbage fra middelalderen. Fra 1420'erne og frem til 1585 var Egeløkke ejet af slægten Mylting. Slægten er ikke kendt uden for Langeland, men slægten var gennem århundreder betydningsfulde adelsmænd på øenog kendes både som lensmænd og landsdommere.
Hans Jensen Mylting havde tre børnebørn, der hver skulle arve en andel af Egeløkke, men det blev den ældste, Peder Jørgensen, der blev eneejer af gården. Han skulle blive den sidste af slægten, der ejede Egeløkke. Peder Jørgensen Mylting var kendt på egnen som en rethaverisk mand, der førte talrige retssager mod sine slægtninge.
Før sin død solgte Peder Jørgensen Mylting Egeløkke. Det er uvist, hvad der præcis skete med gården, men det er muligt, at Egeløkke blev købt af Stig Christiernsen Pors.
Først i 1650 dukker gården frem i kilderne. Her var Niels Harbou ejer af Egeløkke. Han var den første af sin slægt, der bar navnet Harbou, og han skrev sig til flere gårde. I 1630 døde hans første kone. Nogle år efter giftede han sig med Karen Urne. Hun var datter af en kendt godsejer på Fyn og Langeland, og gennem ægteskabet blev Niels Harbou knyttet til øen.
Kort efter byttede (mageskiftede) han sig til et gods på Fyn og Langeland. Til dette spredte gods kunne han senere tilføre sin tredje hustrus arv, Heinedgaard. Ved sine ægteskaber var Niels Harbou blevet en meget velhavende mand, der passede godt på sit voksende gods.
Men i 1657 kom svenske hære til Langeland. Første og Anden Karl Gustav-krig (1657-1660) trak et ødelæggende spor gennem Danmark. Svenskerne tog Niels Harbou til fange og førte ham til Odense, hvor han sad fængslet i 18 uger. Imens indkvarterede svenskerne sig på Egeløkke, hvor de spiste og drak alt, hvad gården havde. Til sidst måtte Niels Harbous kone, Elisabeth Thermo, betale svenskerne i Guld, Sølv og Klenodier for at drage videre. Desuden måtte Niels Harbou betale den svenske general 200 rigsdaler. Pengene måtte han låne mod pant i godset.
Niels Harbou døde i 1679, og hans søn, Otte Harbou, arvede Egeløkke. Men gården var ikke i den gode stand, som den havde været før svenskernes hærgen. Mange fæstegårde var enten forladt eller så ødelagte, at de ikke kunne give indtægter. Bønderne var forarmede, og der manglede mad og såsæd til at få gang i landbruget igen. Otte Harbou havde ikke midler til at hjælpe bønderne i gang og dermed få gang i godsdriften. I 1687 måtte han sælge Egeløkke til Henrik Steensen, der ejede den nærliggende herregård Steensgaard.
Den nye ejer opsagde straks gårdens adelige friheder - dvs. at gården ikke længere nød skattefrihed. Fra nu af og indtil 1825 havde Egeløkke og Steensgaard fælles ejer. Med det fælles ejerskab gik det langt bedre for Egeløkke, der i begyndelsen af 1800-tallet var vokset så betydeligt, at den satte Steensgaard i skyggen.
Vi ved, at Carl Frederik Steensen boede på Egeløkke frem til 1757 og igen på sine sidste dage. Hans barnebarn, Carl Frederik Steensen-Leth bosatte sig i slutningen af 1700-tallet på Egeløkke med sin hustru, Constance. Parret arvede senere også Steensgaard, men de forblev boende på Egeløkke.
Carl Frederik Steensen-Leths Egeløkke havde tilknyttet et hollænderi (mejeri) med 100 malkekøer. Efter overtagelsen af godset lod han den gamle hovedbygning nedrive. I stedet opførte han en ny bindingsværksbygning. Det var dette Egeløkke, som den unge Grundtvig i 1805 kom til. Han var blevet ansat til at undervise parrets ældste søn, den 7-årige Carl Frederik.
I tre år arbejdede Grundtvig på Egeløkke. Ud over at være huslærer forelskede han sig hovedkulds i Constance. Sammen læste de romantiske digte, der var oppe i tiden. Grundtvig har beskrevet tiden på Egeløkke som en afgørende periode, hvor den ulykkelige kærlighed til Constance vakte hans virke som digter, præst og politisk skikkelse. I sin dagbog den 10. september 1806 skrev Grundtvig: Jeg maa vel kalde det en Lykke, at min Kærlighed var ulykkelig, siden den gjorde mig virksom og bidrog til mine Kundskabers Forøgelse.
De økonomisk vanskelige tider efter Napoleonskrigene og statsbankerotten 1813 kunne også mærkes på Egeløkke. Carl Frederik Steensen-Leth måtte stifte gæld for at få økonomien til at hænge sammen på den lille herregård. I 1825 døde han, og hans ældste søn, Carl Frederik Steensen-Leth, overtog Egeløkke. Steensgaard gik den yngste søn, Vincents Steensen-Leth.
Efter overtagelsen fik den unge godsejer travlt med at få landbruget i gang igen. Han lavede nye regler for bøndernes hoveriarbejde, og i 1849 fritog han bønderne for naturalydelser og nedsatte prisen på lån af godsets jord. Samtidig nedrev han den nye hovedbygning, som hans far havde fået opført og opførte en ny og lidt mindre gård. Carl Frederik Steensen-Leth døde først i 1889, men allerede i 1885 havde han overladt Egeløkke til datteren, Sophie Frederikke Lerche, der var blevet enke. Hun døde i 1925, og Egeløkke gik så til hendes datter, Ille Ottilie, der var gift med Christopher Knuth til Lilliendal. Hun overlod ved sin død Egeløkke til sin søn, Adam Carl Knuth.
I 2013 er Egeløkke ejet af Christina Regitze Kaas Knuth. Godset drives som land- og skovbrug.
Ejerrække
Kulturmiljø
Egeløkke har en 15 tønder stor landskabelige have. Haven var oprindeligt anlagt i barokstil med terrasser, hække og alléer. I 1890 blev haven omlagt ved H.A. Flindt. Her blev der tilføjet en sø og en lille thehytte i 1896.
Til Egeløkke hører der 3 km kystlinje.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Fyn og Langeland. Gyldendal 2015.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.