Dronningborg var fra 1236 til 1530 et kloster, som tilhørte franciskanerordenen.
Dronningborg var i flere perioder krongods og har bl.a. indgået i Dronningborg rytterdistrikt.
Mellem 1721 og 1722 blev Dronningborgs bygninger revet ned, da byggematerialerne skulle bruges på herregården Clausholm.
Daværende ejer Hilmar Stilling restaurerede i 1907 hovedbygningen således, at den fik sit nuværende udseende: i 2013 fremstår den som en hvidpudset, énetages bygning i tre fløje og med frontspids.
Hovedbygning
Efter overtagelsen i 1544 ombyggede Christian III (1503-1559) det oprindelige franciskanerkloster til en herregård. Udgangspunktet var det eksisterende kloster, men den store ombygning krævede mange materialer, og flere nærliggende kirker måtte rives ned og genbruges i projektet. Christian III's hovedbygning bestod af fire fløje. Hovedfløjen i syd var grundmuret og tre etager høj. Den indeholdt kongens sal, dronningens sal, to borgerstuer, smørkælder og saltkælder. Fløjen havde desuden en mindre udbygning med skriverstue samt to trappetårne. Vestfløjen var grundmuret og fire etager høj. Østfløjen indeholdte fruerstue og køkken. Nordfløjen bestod af klosterkirken, som forblev kirke efter kongen overtog gården.
Mellem 1721 og 1722 blev Dronningborg revet ned, da byggematerialerne skulle bruges på herregården Clausholm.
Da Ditlev Kirketerp købte gården i 1765 opførte han en ny hovedbygning, som han også kaldte Dronningborg, selvom den ikke blev placeret samme sted som den tidligere hovedbygning. Ditlev Kirketerps nye hovedbygning bestod af tre fløje i en etage. Hovedfløjen blev bygget på en høj kælder.
I 1907 overtog Hilmar Stilling hovedbygningen og restaurerede den. I dag fremstår hovedbygningen i en fløj på en etage over en høj kælder. Bygningen er pudset hvid og har mansardtag. Mod gården er bygningen udstyret med en frontspids, og mod haven er der terrasse.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er udpeget som bevaringsværdig med høj bevaringsværdi.
Andre bygninger
Der hører i 2013 fire avlsbygninger i grundmur med pladetag til Dronningborg. To af disse blev opført i 1850 og er begge i to fløje med grundmuret gavl opført på en pudset sokkel. De to andre er fra 1901 og består begge af en fløj med grundmuret gavl opført på en sokkel af kampesten.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er udpeget som bevaringsværdige med middel bevaringsværdi.
Ejerhistorie
Dronningborgs ejerforhold kan spores helt tilbage til 1236, hvor gården var et kloster, som husede en gruppe af de såkaldte tiggermunke fra franciskanerordenen. Derfor hed gården de første flere hundrede år heller ikke Dronningborg. Franciskanerne levede efter et stærkt fattigdomsprincip og måtte intet eje. I stedet levede de af almisser og var afhængige af, at gode borgere ville støtte dem økonomisk. Dette fungerede i middelalderen, men da Reformationens nye tanker om kristendommen skyllede ind over landet, gik det særligt hårdt ud over tiggermunkene.
For munkene på Dronningborg blev overgangen til den lutherske kristendom brat og barsk. Kronen havde i løbet af 1500-tallet overtaget klostrets bygninger i henhold til, at munkene intet måtte eje. Det fik dog den konsekvens, at den reformvenlige Frederik I (1471-1533) i 1530 gav klostret til adelsmanden Mogens Gøye, som straks påbegyndte arbejdet med at jage munkene ud. Til dette formål allierede han sig med byfogeden og gruppe borgere fra Randers. Mogens Gøye boede på gården indtil sin død i 1544.
Ved Mogens Gøyes død tilfaldt gården Kronen, og der blev straks iværksat omfattende ombygninger. Istandsættelsen var dyr, og mange af materialerne blev skaffet ved at rive nærliggende kirker ned. I 1548 døbte kong Christian III (1503-1559) stedet Dronningborg til ære for sin hustru, dronning Dorothea. Mens kong Christian III befandt sig på Dronningborg i begyndelsen af 1550'erne underskrev han den Dronningborgske Reces, som bl.a. indeholdt en bestemmelse om, at man på helligdage ikke måtte sælge brændevin før middag, da borgerne ellers kunne fristes til at blive hjemme fra gudstjenesten.
Det blev ikke sidste gang, at Dronningborg lagde vægge til skriblerier, der blandede alkohol og religion sammen. I 1597 flyttede Eske Brock ind på Dronningborg som lensmand for Kronen. Eske Brock var en virksom mand med flere store godser i sin besiddelse, bl.a. Gammel Estrup, og han spillede en stor politisk rolle i sin tid. I dag er han dog nok mest kendt for de små kors, han satte i sin dagbog, hver gang han havde drukket sig fuld i festligt lag. Festlighederne foregik ofte sammen med Christian IV (1577-1648), og afhængigt af hvor god rusen havde været fik korset en, to eller tre streger. Særligt vildt gik det dog for sig en enkelt gang i Bergen, hvor rusen måtte have hele fire kors og bemærkningen: 'Vorherre bevares!'
Ved indførelsen af enevælden i 1660 blev meget af Kronens gods solgt fra, heriblandt også Dronningborg. I 1661 købte Anna von Spreckelsen og Joachim Bechmann stedet. Ved Anna von Spreckelsens død overtog hendes søn Peter von Spreckelsen Dronningborg. Han var en afholdt godsejer, som bl.a. donerede kostbare gaver til egnens kirker og flere gange blev nævnt i tidens digte. Peter von Spreckelsen var ikke gift, men boede i stedet sammen med husholdersken Bodil Steens, som ikke var nær så god og mild som han selv. Hun blev efterhånden en rig dame gennem bl.a. udlån af penge. Hun drak, var hård i munden og blev ligefrem anklaget for at have dræbt to arbejdskvinder. Det blev dog ikke denne anklage, der satte en stopper for hendes dominans, men i stedet hendes lidt for skarpe tunge, der sikrede hende en dom for majestætsfornærmelse.
Peter von Spreckelsen døde i 1706, og Dronningborg havde skiftende ejere indtil Kronen atter overtog gården i 1711. Mellem 1721 og 1722 blev Dronningborg revet ned, da byggematerialerne nu skulle bruges på herregården Clausholm. Dronningborgs jorder blev nemlig indlemmet i Dronningborg rytterdistrikt, som var krongods, hvis formål var at sørge for underhold til det nationale rytteri.
I 1765 købte Ditlev Kirketerp Dronningborg rytterdistrikt, hvis arealer herefter igen kom til at danne rammen om en herregård. Han byggede således en ny hovedbygning, som også fik navnet Dronningborg. Han afhændede i 1775 gården til Christian Frederik Juul, som i 1784 solgte den til Niels Ammitzbøll.
I 1803 kom Dronningborg til Tycho von Arenstorff, som udstykkede hovedgårdsjorden i parceller og solgte dem som selvstændige landbrug. I sidste halvdel af 1800-tallet og frem til 1907 var gården i slægten Langballes eje. Den blev herefter overtaget af et konsortium, som videresolgte den til Hilmar Stilling, der bl.a. har restaureret og givet hovedbygningen sit udseende, som den ser ud i 2013.
Dronningborg ejes i 2013 af barnebarnet Ejnar Stilling, som driver landbrug på gården.
Ejerrække
Kulturmiljø
Dronningborg har en stor have med gamle egetræer. Haven er omkranset af jordvolde og skove.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Stilling, Niels Peter: Politikens bog om Danmarks slotte og herregårde. Politiken 2005.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.