Mange af Brahesborgs ejere har været dannede og kultiverede adelsmænd med tilknytning til kongehuset og den politiske magt.
I 1822 gik Brahesborg konkurs og måtte overtages af staten, der først i 1828 fik solgt gården.
Det oprindelige Brahesborg, kaldet Bisbo, var en mindre
hovedgård.
Det var først, da Jørgen Brahe ombyggede gården i 1638-1656, at
gården fik det udseende, som endnu i 2013 er relativt
velbevaret.
Hovedbygning
Hovedbygningen er en enkeltfløjet bygning i to etager over en høj, hvælvet kælder. Hovedbygningens østvendte side er symmetrisk om en midterakse, mens den vestvendte side har uregelmæssigt anbragte vinduer og havedør.
Murene er i 2012 hvidkalkede, og taget er dækket af blåglaserede tegl.
Den bygning, som Jørgen Brahe lod opføre i midten af 1600-tallet havde tre tårne, hvoraf det ene med sikkerhed har været et midttårn med trappe. Man er i tvivl om bygningens daværende udseende og tårnets nøjagtige placering, da hovedbygningen siden er blevet forandret og restaureret ad flere omgange både inde og ude.
Især Christian Rantzau foretog væsentlige forandringer af Brahes hovedbygning. Han overdækkede bl.a. voldgraven og rev tårnene og gavlene ned. På den østlige facade opførte han en stor frontspids, dvs. prydgavl, hvorpå han opsatte sine egne og sin kones initialer samt årstallet 1756. På frontispicen hænger også et ur, og på hver side af det er placeret en malmklokke, der efter sigende skal være fra Gamtofte kirke. På østfacaden findes endvidere navnene Jørgen Brahe og Anne Gyldenstierne, og lidt højere oppe står årstallet 1656. Over indgangspartiet hænger familierne Gøye og Thotts våben samt en indskriftstavle.
Efter Christian Rantzaus død i 1771 forfaldt gården, indtil den i 1828 blev købt af Willum Frederik Treschow, der påbegyndte en gennemgribende restaurering af bygningerne.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Samtidig med opførelsen af hovedbygningen anlagde Brahe en ny avlsgård umiddelbart over for hovedbygningen. Den nye avlsgård blev anlagt samme sted allerede i 1718, mens det nuværende avlsanlæg er opført i 1925 efter en brand.
Den nye avlsgård blev flyttet væk fra hovedbygningen og ligger syd for denne. Den består dels af fire sammenbyggede længer i grundmur, dels to store staldlænger og to trælader, der begge ligger øst for anlægget.
På den tidligere avlsgårds plads ligger i dag staldgården - tre fritliggende længer, der er symmetrisk placeret omkring gårdspladsen. Bygningerne er opført omkring 1920, men på sydlængen ses våben, initialer og årstallet 1639.
Fredningsstatus 2013: Ingen af avlsbygningerne er fredede.
Ejerhistorie
I slutningen af middelalderen havde Odense bispestol en mindre hovedgård, kaldet Bisbo i Gamtofte sogn. I 1525 var Verner Berthelsen Svale lensmand på Bisbo, men inden sin død i 1560 havde han overtaget gården - formodentligt i forbindelse med Reformationen.
Ved Verner Svales død i 1560 arvede sønnen Christen Svale gården. Kort efter hans død i 1591 gled gården dog ud af slægtens eje på grund af en række arvestridigheder. Ad omveje gik gården over Johannes Macchabæus til Ove Bille, hvis ugifte døtre i 1618 byttede gården væk til Jørgen Brahe til gengæld for Skovgaarde.
Mellem 1638-56 forvandlede Jørgen Brahe Bisbo til Brahesborg. Jørgen Brahe fik tilnavnet 'den lille konge på Fyn', fordi han på Sydfyn samlede så meget jord. Brahe var en dygtig administrator, som selv i en krisetid formåede at skabe velstand på sine godser. Han var velanset og respekteret af sine undergivne såvel som sine ligemænd, da han levede op til de forpligtelser, der var pålagt en adelsmand i hans position. I sin ungdom havde Jørgen Brahe tjent i kongens tjeneste i Kalmarkrigen (1611-1613), og han blev en ledende skikkelse i det danske rigsråd, hvor han tilhørte den del af rigsrådet, der forsøgte at dæmme op for kongens enevældige tendenser.
Jørgen Brahe døde i 1661. Hans enke Anne Gyldenstjerne døde dog først i 1677, og efter hende overgik Brahesborg til parrets børnebørn, Anne og Sophie Brahe.
Sophie Brahes datter, Jytte Dorothea Brahe, var gift med Marcus Gøye, der fik væsentlig indflydelse på Brahesborg. Marcus Gøye var en lærd renæssancemand, der havde modtaget undervisning i militære, politiske og administrative færdigheder. Da adelen i stigende grad fungerede som administratorer og embedsmænd på gods og len, blev det almindeligt at supplere adelsmændenes militære uddannelse med politiske og administrative kundskaber. Disse nye kompetencer kunne bl.a. erhverves på Herlufsholm, hvor Marcus Gøye var leder. Marcus Gøye havde i kraft af sin tilknytning til Herlufsholm stor indflydelse på uddannelsen af den kongelige embedsstand i sidste halvdel af 1600-tallet.
Efter ægteskabet med Jytte Brahe gik Marcus Gøye i gang med at skaffe sig fuldt ejerskab over Brahesborg. I 1693 købte han de sidste arvelodder, og han begyndte straks en restaurering af hovedbygningen.
Gøye fik ingen sønner, og hans datter, Charlotte Amalie Gøye, arvede derfor Brahesborg. Charlotte Amalie Gøye havde giftet sig med Christian Rantzau, som blev den mest betydningsfulde ejer af Brahesborg.
Christian Rantzau var en kultiveret embedsmand. Han blev af Christian VI (1730-46) tildelt elefantordenen og udnævnt til vicestatholder i Norge. Han var generelt populær og velanset blandt folk, men han var ikke vellidt af den stærkt religiøse Christian VI. Det skyldtes nok især, at Christian Rantzau ikke var udpræget pietist, men havde mange omfattende og intellektuelle interesser. Han havde personlig kontakt med den tids store danske forfatter Ludvig Holberg, og på Brahesborg indrettede han et meget betydningsfuldt bibliotek med værdifulde kilder til den danske middelalders historie.
Christian Rantzau døde i 1771. I sine sidste år var han plaget af sygdom, og han formåede derfor ikke at drive sine godser ordentligt. Hans søn Carl Adolf Rantzau overtog efterfølgende Brahesborg. Carl Adolf Rantzaus tid på Brahesborg var præget af store reformer i landbruget. Især voldte udskiftningen problemer for Brahesborg, hvis gods lå meget spredt. Det var en langvarig og økonomisk udmattende proces. Samtidig måtte Carl Adolf Rantzau bruge mange ressourcer på at reparere de bygninger, som under hans fars sidste tid var blevet forsømt.
Inden sin død i 1814 testamenterede Carl Adolf Rantzau Brahesborg til sin nevø, Christian Adolf Rantzau. Netop i disse år sluttede en række europæiske krige, og den højkonjunktur, som krigene skabte, fik en ende. De økonomiske tilstande ændrede sig, og freden igangsatte en afsætningskrise, som resulterede i store fald i kornpriserne. Christian Adolf Rantzau evnede ikke at klare de økonomiske vanskeligheder. I 1822 overtog staten styringen af Brahesborg og Christian Adolf Rantzau måtte forlade sin gård. Den dårlige økonomi havde også sat sit præg på Brahesborgs bygninger, der ikke længere var beboelige.
Efter at Brahesborg havde stået tom og øde i nogle år, lykkedes det staten at sælge godset i 1828. Den nye ejer var Willum Frederik Treschow. Treschow istandsatte Brahesborg og fyldte gården med fine kunstværker, herunder en række af Bertel Thorvaldsens bedste arbejder.
Willum Frederik Treschow overdrog i 1854 godset til sin adoptivsøn, Frederik Wilhelm Rosenkilde Treschow. Dennes søn Carl Adolf Rothe Treschow giftede sig i 1864 med Henriette Sophie Margrethe Elisabeth Rantzau, hvorved der atter kom en Rantzau på Brahesborg.
I 1951 arvede Bror Carl Adolf Cederfeld de Simonsen Brahesborg fra sin faster, en søster til Frederik Wilhelm Treschow.
I 2013 var Brahesborg ejet af Peter Cederfeldt de Simonsen.
Ejerrække
Kulturmiljø
Gårdanlægget er delvist omgivet af en voldgrav, hvorover den daværende ejer Willum Frederik Treschow i 1850 fik bygget en ny jernhængebro, der førte fra gårdspladsen til det omkringliggende terræn.
Hængebroen er fredet i 2013.
Da Willum Frederik Treschow begyndte en grundig restaurering af Brahesborg, moderniserede han også haven. Tidligere var haven anlagt i en klassisk barokstil med en skarp symmetri. Helt i tidens ånd anlagde Treschow en mere naturlig og landskabelig havepark.
I den nærliggende lystskov ligger en mindre oldtidshøj.
Jørgen Brahe og Anne Gyldenstierne stiftede et hospital i Gamtofte. Hospitalet solgtes i 1892, og renterne af salgssummen blev uddelt til værdigt trængende i sognet.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Fyn og Langeland. Gyldendal 2015.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.