Mellem 1743 og 1853 var Birkendegaard underlagt stamhuset Lerchenborg, som i 1818 blev ophøjet til grevskab.
Birkendegaards nuværende hovedbygning blev opført i 1854 af daværende ejer Vilhelm Cornelius Magnus Lerche.
Hovedbygningens stil er en blanding mellem gotik og renæssance.
Siden 1997 har Birkendegaards gamle tyrestald huset Landbomuseet på Birkendegaard.
Hovedbygning
I 1851 brændte Birkendegaards hovedbygning. I 1854 blev den hovedbygning, der i 2013 eksisterer på Birkendegaard, opført af daværende ejer Vilhelm Cornelius Magnus Lerche. Den nye hovedbygning, hvis stil minder om gotisk renæssance, er anlagt i røde mursten i to etager over en høj kælder. Bygningen er i én fløj og har takkede gavle, tegltag samt kviste og karnaptårn ved østgavlen.
I 1994 blev bygningen restaureret ved arkitekt L. Schrøder.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Avlsgården ved Birkendegaard er fra 1852 og anlagt i grundmur med tegl- og asbesttag.
I den gamle tyrestald findes Landbomuseet. Mellem 2004 og 2005 blev der foretaget en gennemgribende nyindretning af museets bygning med bl.a. nye kontor- og mødefaciliteter. Endvidere blev båse med hver sit emne som f.eks. dagligstue, køkken, barneværelse, mejeri, skomager- og smedearbejde indrettet i bygningen.
Ejerhistorie
Det første kendskab med Birkendegaard stiftes i 1363, hvor gården udgør et len under Roskilde bispestol. På denne tid kaldes den Byrchinge, og senere er den omtalt under navnet Birkingegaard. Det nuværende navn, Birkendegaard, er formentligt en forvanskning af det oprindelige navn.
Ved Reformationen i 1536 blev alt gejstligt gods i landet inddraget under Kronen, da kirken ikke længere måtte besidde jordejendom. Dette omfattede også Birkendegaard, der således blev krongods. Gården var et smålen, og det blev derfor underlagt hovedlenet i Kalundborg.
Som erstatning for sine tab under Første og Anden Karl Gustav-krig (1657-1660) fik Jørgen Bielke i 1672 overdraget Birkendegaard. To år senere fik han endvidere bevilling til at oprette gården som herregård ved at nedlægge den omkringliggende bys gårde. Dette var imidlertid først gennemført i 1700.
Jørgen Bielke var generalløjtnant og havde ifølge egne ord bevaret Norge for det danske kongehus under Første og Anden Karl Gustav-krig. Han var af dansk-norsk afstamning og havde gjort militær tjeneste rundt om i Europa. Efter enevældens indførelse i 1660 blev han tættere knyttet til Danmark, hvor han kom til at besidde en række høje statsembeder.
Hjælp til at opnå sin høje position fik han af lensgreven Peder Griffenfeld, som efter sigende havde en affære med hans hustru, Magdalene Sibylle Gersdorff. På sine gamle dage mistede Jørgen Bielke dog sine embeder, og han måtte af økonomiske årsager afhænde Birkendegaard. Han endte sine dage på sin herregård Avnsøgaard nær ved Kalundborg.
Jørgen Hansen overtog herefter Birkendegaard, som efter hans enkes død gik tilbage til Kronen. Få år efter, i 1693, blev gården dog skødet til Jørgen Bielkes eneste overlevende barn, datteren Sophie Amalie Bielke, mod, at hun gav afkald på alle de krav, hendes fader havde haft på staten.
Allerede i 1700 solgte Sophie Amalie Bielke Birkendegaard til Johan Christopher von Schønbach, der var uddannet jurist og besad højtrangerede embedsposter. Efter hans død forsøgtes Birkendegaard solgt på auktion, men efter tre forgæves auktioner besluttede arvingerne at overdrage gården til deres kun 23-årige broder, Johan Christopher von Schønbach. Kun to år efter overdragelsen solgte han Birkendegaard til Terkel Terkelsen.
Godssamleren Christian Lerche ville øge sine besiddelser, og i 1743 erhvervede han sig Birkendegaard. Ud af en børneflok på 12 var Lerche eneste overlevende. Han gjorde militær tjeneste i både ind- og udland, hvorefter han blev optaget som greve og i Elefantordenen. Senere blev han også ridder af Dannebrog.
Christian Lerche fik efterhånden samlet så meget gods under sit hovedsæde på Østrupgård, som han gav navnet Lerchenborg, at kun godset Frijsenborg var større i Danmark. Han fik i 1755 sine besiddelser ophævet til et stamhus, hvori også Birkendegaard blev indlemmet. I 1818 blev stamhuset ophævet til et grevskab. Ved at oprette stamhuset blev slægtens fremtid sikret, idet stamhuse ved lov ikke kunne sælges, pantsættes eller deles.
Christian Lerche døde i 1757, og i de efterfølgende årtier led stamhuset på grund af stor gæld. Dette kulminerede i 1787, hvor Christian VII (1749-1808) forbød stamhuset muligheden for flere lån. I starten af 1800-tallet fik Christian Cornelius Lerche igen stamhuset på fode, og i 1818 fik han titlen lensgreve som tak for sin offervillighed i kongens tjeneste.
Inden sin død havde Christian Cornelius Lerche ansøgt om at få stamhuset ophævet. Dette blev fuldført efter hans død i 1852, hvor stamhusets gods, der ikke hørte til lensgrevskabet, deltes mellem hans fire sønner. Af disse arvede Vilhelm Cornelius Magnus Lerche Birkendegaard. Dennes søn, Gustav Lerche, var en velagtet landmand, som fik poster i flere landboforeninger. I 1921 solgte han Birkendegaard til brødrene Jacobsen, der imidlertid samme år videresolgte gården til Aage Faye, der var bestyrer af Nakskov Sukkerfabrik.
I 1994 påbegyndtes indretningen af et Landbomuseum på Birkendegaard af en række frivillige. Museet åbnede officielt i 1997 og er placeret i den gamle tyrestald.
Birkendegaard har siden 1921 været i slægten Fayes besiddelse,.
Ejerrække
Kulturmiljø
Birkendegaards have er anlagt i landskabelig stil.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.