Renæssanceherregården Berritsgaard - eller Berritzgaard - kendes tilbage fra 1300-tallet.
I mange år var Berritsgaard centrum for store godsbesiddelser og kunstsamlinger, men fra 1804 til 1970 lå gården ubeboet hen. I 1942-43 blev Berritsgaard udlejet til krigsministeriet som kaserne. Senere blev den beslaglagt af besættelsesmagten.
Berritsgaards hovedbygning er bygget i nederlandsk inspireret renæssancestil med nederlandsk inspiration, hvilket er typisk for slutningen af 1500-tallet.
Voldgrave har tidligere omgivet både hovedbygning og avlsgård, men kun rester heraf findes i 2013.
I 1970 blev Berritsgaard atter beboet, da lensbaron Fredrik Rosenørn-Lehn flyttede ind i hovedbygningen.
Berritsgaard er opført på et delvist bevaret og fortidsmindefredet voldsted.
Hovedbygning
Den nuværende hovedbygning er opført i 1586 af Lisbet Friis - muligvis med Hans van Steenwinckel den Ældre som arkitekt. Det er en enkeltfløjet bygning i to stokværk udført i røde mursten på et fundament af granitsten og med tegltag. Bygningen er udsmykket med svungne sandstensafdækninger over gavle og kviste. Disse sandstensafdækninger ses ligeledes under vinduerne på anden etage.
Indgangen til hovedbygningen er placeret i et ottekantet tårn, der er anbragt asymmetrisk mod øst på facaden. Tårnet har et kobberdækket løgkuppelformet spir, en vindeltrappe af egetræ og en våbentavle over døren. På våbentavlen ses navnene på Lisbet Friis og hendes afdøde mand Jacob Huitfeldt, deres fædrene og mødrene våbenskjolde samt årstallet 1586.
Gårdens arkitektur med blot én længe i to etager og indgang i et tårn er typisk for herregårde bygget i 1500-tallet.
Berritsgård blev renoveret grundigt i 1890'erne - antagelig efter plan af professor Ove Petersen. I 1970-76 gennemgik Berritsgård endnu en grundig istandsættelse, og i den forbindelse blev inventar fra Orebygård flyttet til Berritsgård.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Avlsgården er opført i grundmur med tegltag.
Laden blev opført i 1789 mod vest, mens stalden mod øst blev opført i 1804. Sammen med en inspektørbolig i syd lukkede disse bygninger gårdrummet indtil 1844, hvor der blev opført et toetagers kornmagasin over for hovedbygningen. Under ejeren Poul Abraham Lehn blev der anlagt et teglværk på Berritsgård.
Fredningsstatus 2013: Avlsgården er ikke fredet.
Ejerhistorie
Herregården Berritsgaard lå i 1300-tallet i landsbyen Berrit og var ejet af den lollandske adelslægt Pøiskes.
I forbindelse med et skifte i 1412 blev Berritsgaard, sådan som det var almindeligt omkring 1400, delt blandt alle arvingerne. Denne praksis gjorde godserne ret ustabile, da hovedbygning, såvel som jordtilliggende, ofte blev delt på mange hænder ved hvert generationsskifte. For Berritsgaards vedkommende tog det nogle generationer, før gården atter var samlet hos én ejer, nemlig Christopher Ottesen Huitfeldt, som arvede hele Berritsgaard i 1529. Christopher Ottesen Huitfeldt, der var en efterkommere af slægten Pøiske, kunne videregive gården til sine sønner Arild og Jacob Huitfeldt ved sin død i 1559.
Arild Huitfeldt blev senere rigskansler og forfatter til en berømt Danmarkskrønike i ti bind, men det var hans lillebror, Jacob Huitfeldt, som blev eneejer af Berritsgaard. Jacob døde som ung i 1583 og efterlod sig hustruen Lisbet Friis. Efter mandens død styrede hun godset aktivt, og meget gods blev lagt under Berritsgaard takket været hendes ihærdighed.
Ved hendes død i 1631 arvede sønnen Henrik Huitfeldt gården. Han døde dog allerede i 1652, og det var hans datter, Øllegaard Huitfeldt, der arvede Berritsgaard. Hendes ægtemand, Joachim Gersdorff, solgte dog allerede i 1654 gården videre til den tyske adelsmand og kgl. staldmester Hans Wilhelm von Harstall.
Harstalls søn, der arvede Berritsgaard omkring 1680, blev overstaldmester hos kong Christian V (1646-1699), hvilket var en overordentlig vigtig position. Christian Ulrich von Harstall slog sig derfor først ned på Berritsgaard efter 20 år, da han trak sig tilbage fra hoffet efter 20 års tjeneste. I sin tid på Berritsgaard forøgede han godsets størrelse betydeligt, bl.a. ved gaver fra kongen. Således blev Bramstoftegaard og Faurstedgaard lagt under gården, og i 1687 blev Berritsgaard et selvstændigt birk, dvs. godset blev en selvstændig retskreds.
Berritsgaard blev i 1729 solgt til handelsmanden Abraham Lehn. Lehn ejede i forvejen Højbygård, Fuglsang og Priorskov godser, men hans faste bopæl blev Berritsgaard. Hans værdifulde samlinger af bøger, mønter, malerier og naturhistoriske sjældenheder kom derfor til gården. Disse samlinger blev starten på det, der senere blev kendt som de Orebygaardske samlinger.
Ved Abraham Lehns død i 1757 arvede sønnen, Poul Abraham Lehn, Berritsgaard og Højbygaard. Han arvede i 1760 desuden de fynske godser Hvidkilde, Nielstrup og Lindskov fra en onkel. Endvidere købte han i ligesom han i 1775 købte Orebygård og i 1784 Lungholm.
I 1784 oprettede han baroniet Guldborgland, hvori Orebygaard og Berritsgaard indgik, og i 1803 oprettede han stamhuset Sønderkarle af Højbygaard og Lungholm stamhuset Sønderkarle. Det lykkedes for Poul Abraham Lehn at reorganisere Berritsgårds drift. Han skulle efter sigende have været manden, der indførte kløveren på Lolland, ligesom han anlagde gode veje på øen og udskiftede alle sine landsbyer i sin tid som ejer. Det var ligeledes i Lehns ejertid, at udskiftningen af godsets landsbyer blev gennemført.
Poul Abraham Lehn boede selv på Berritsgaard, men ved hans død i 1804 blev Orebygaard det nye hovedsæde for baroniet. De fine samlinger af kunst og naturhistorie blev derfor flyttet fra Berritsgaard, der kom til at stå ubeboet hen. Efter at have været centrum for enorme jordbesiddelser stod Berritsgaard derefter i skyggen af baroniets nye hovedsæde, Orebygaard. I krigen i 1864 blev Berritsgaard anvendt som et midlertidigt hospital for de sårede soldater.
I 1922 overgik baroniet til fri ejendom i forbindelse med lensafløsningen. Meget af Berritsgaards jordtilliggende blev udstykket til husmandsbrug, mens hovedbygningen og -parcellen dog fortsat hørte under Orebygård gods.
Ejerrække
Kulturmiljø
Et af ejeren Poul Abraham Lehns mange foretagender på Berritsgård var at anlægge en have i fransk stil sammen med gartneren F.C. Boas. I 1811 foreslog Boas at lægge haven om i en anglo-kinesisk stil, hvilket kun delvist blev realiseret. Da hovedsædet flyttede fra Berritsgård til Orebygård, blev videre modernisering af haveanlægget opgivet.
I 1940 blev haven renoveret af C.Th. Sørensen i barokstil. Haven er i 2012 fortsat indrammet af lindealléer.
Litteraturliste
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1965.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Sjælland, Møn og Lolland-Falster. Gyldendal 2014.
Trap, J.P.: Danmark. København 1955.