Benzonsdal blev oprettet i 1730 for at forbedre landbrugsdriften på et større gods.
I 1853 kom gården i den adelige familie Lerches eje - og er det fortsat i dag.
Benzonsdals hovedbygning er et enkeltliggende stort hus i gule mursten, opført i 1856.
Hovedbygning
Den oprindelige hovedbygning blev opført i 1730 af Peder Benzon. Den var opført i bindingsværk med tegltag og stråtækte udbygninger.
Den nuværende hovedbygning blev opført i 1856 af Carl Christian Cornelius Lerche. Bygningen er opført i gule mursten med skifertag og består af en enkelt fløj i to etager ovenpå en høj kælder.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Øvrige bygninger
De fleste af avlsbygningerne er af nyere dato, men der er også et par grundmurede lader fra henholdsvis 1777 og 1855.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Ejerhistorie
Benzonsdal hovedgård blev oprettet i 1730 på jorder, som tidligere havde hørt under Gjeddesdal. Ejeren, Peder Benzon, ønskede at sikre en forenkling og forbedring af landbrugsdriften og oprettede til det formål den nye herregård, som hurtigt voksede til en betydelig herregård. Hovedgården var på 54 tdr. hartkorn med 50 fæstegårde og 100 husmænd under godset. Da Peder Benzon oprettede den nye hovedgård Benzonsdal, opførte han også en hovedbygning, som stod indtil 1856.
Benzonsdal havde desuden indtægter fra et teglværk og fire vandmøller. I 1735 købte Peder Benzons bror, Lars Benzon, gården, og allerede i 1740 blev Benzonsdal solgt videre til den tredje bror, Jacob Benzon.
I 1757 købte Frederik Barfred Benzonsdal. Han ønskede, at gården skulle blive i hans families eje. I 1765 oprettede han derfor et stamhus for Benzonsdal, som betød, at gården skulle forblive i familien og hverken kunne sælges eller deles mellem arvinger. Stamhuset blev dog allerede opløst igen i 1786 og derfor solgt til sønnen, Jens Laurits Barfred. Han købte i 1797 Gjeddesdal, hvorefter de to herregårde en kort tid atter havde fælles ejer.
Jens Lauritz Barfred foretog udskiftning og udflytning af godsets fæstegårde. Udskiftningen betød, at fæstebønderne i stedet for at drive landsbyens marker i fællesskab fik deres egne marker til selvstændig drift. Med udflytningen blev gårdene flyttet væk fra landsbyen og samlet på jordlodder omkring gårdene, som dermed blev flyttet væk fra landsbyen. Da udflytningen var tilendebragt i 1800, solgte han Benzonsdal til Niels de Bang og etatsråd von Eggers.
Den nye ejer, Niels de Bang, gjorde sig bemærket for den store hjælp, han ydede til gårdens syge og fattige bønder under en dysenteriepidemi.
Greve Carl Christian Cornelius Lerche købte Benzonsdal i 1853, og opførte en ny hovedbygning i 1856. Gården blev herefter nedarvet fra far til søn i familien Lerche.
Benzonsdal drives i 2013 som landbrug af Christian Cornelius Lerche.
Ejerrække
Kulturmiljø
Benzonsdal ligger omkranset af en idyllisk have, og turen op til hovedbygningen går gennem den lange, smukke allé.
Litteratur
Hansen, J. J.: Større Danske Landbrug. 1930-37
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.