Gammel Estrup tilhørte gennem 600 år slægterne Brok/Brock og Skeel/Scheel.
Gammel Estrup blev indrettet som 'Jyllands Herregårdsmuseum' i 1930 og tilbyder i dag museumsgæster en levende oplevelse af dansk herregårdsliv.
Gammel Estrup rummer endnu i dag bygningselementer helt tilbage fra 1400-tallet.
Gammel Estrups karakteristiske ottekantede tårne blev bygget i begyndelsen af 1600-tallet.
Hovedbygning
Det er uvist, hvordan det middelalderlige Estrup så ud, men den borg, som Lave Brock opførte i slutningen af 1400-tallet, er ganske godt beskrevet. Bygningen var opført i fire fløje med vandfyldte voldgrave til alle sider. I nordfløjen kom man ind i borggården via en bro og gennem en port. Pælene fra broen kan endnu genfindes i voldgraven. I den nuværende vestfløj kan Lave Brocks borg genfindes som de to nederste etager. Ydermurene var helt op til tre meter tykke. Resterne af kældrenes krydshvælv kan også fortsat ses i gavlrummene. Man kom ind på første etage via en udvendig trappe og en kort svalegang.
I løbet af 1500-tallet blev Gammel Estrup temmelig slidt og en fortegnelse fra 1581 fortæller, at bygningerne var både forfaldne og utætte.
Eske Brock overtog Gammel Estrup i 1580 og restaurerede herefter bygningerne. Han lod opføre den høje sydfløj, som blev bygget på hvælvede kældre med runde bærepiller. Eske Brock flyttede også adgangen til gården om til vestfløjen, og der blev etableret en port med porttårn i den eksisterende bygning. I Jørgen Skeels tid fra 1625 til 1631 blev de to ottekantede hjørnetårne opført. De er fire etager høje og bygget på hvælvede kældre. Han nedrev også den nordlige fløj og etablerede en ny i tre etager samt et trappetårn.
Hovedbygningen på Gammel Estrup fremstår i dag i tre fløje på hver tre etager ovenpå hvælvede kældre. De ottekantede hjørnetårne står endnu, og bygningernes gavle har fået tilføjet kamtakker. Bygningen er grundmuret i røde sten. Fløjene har tegltag, mens hjørnetårnene har blytag og tårnene i borggården har kobbertag.
Hovedbygningen rummer 'Gammel Estrup - Herregårdsmuseet'.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Avlsgården ligger vest for hovedbygningen og er grundmuret i røde sten med tegltag. De ældste dele er opført af Eske Brock i slutningen af 1500-tallet, mens det store ridehus er fra 1722.
Avlsbygningerne rummer 'Dansk Landbrugsmuseum - Gl. Estrup'.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er fredede.
Ejerhistorie
Gammel Estrup, som dengang blot hed Estrup, var sæde for nogle af landets vigtigste mænd allerede i middelalderen. Det er uvist, hvornår gården er oprettet, men i 1340 nævnes det, at Estrup blev overdraget til Anders Jensen af hertug Valdemar V af Sønderjylland. Valdemar havde frem til 1330 været konge af Danmark under navnet Valdemar III (1326-1330). Anders Jensen var gift med Johanne Brock, og deres efterfølgere og slægt tog hendes navn. Slægten ejede Estrup i knap 600 år.
Jens Andersen Brock overtog Estrup efter sin forældre i 1372, men brugte mere tid på politik end på landbrug. Jens Brock kæmpede både som ridder og fungerede som øverste rådgiver for både kong Valdemar Atterdag (1340-1375) og dronning Margrethe I (1375-1412). Jens Brocks barnebarn, Eske Brock, arvede Estrup efter ham. Han var også ridder og faldt i slaget ved Skt. Jørgensbjerg i 1441 - et slag, som blev udkæmpet mod oprørske bønder. Efter Eske Brocks død tiltrådte hans søn Lave Brock som ejer af Estrup.
Lave Brock var krigerisk anlagt, og i 1468 slog han angiveligt den rige købmand Niels Paaske ihjel, fordi Niels Paaske holdt med Lave Brocks modstander i en gammel fejde. Lave Brock stod formentlig bag opførelsen af de ældste fundamenter på Gammel Estrup.
Gennem hele 1500-tallet tilhørte Estrup slægten Brock, men bygningerne var efterhånden i dårlig forfatning. Slægtens sidste mand, Eske Brock, overtog gården i 1580. Det var omkring dette tidspunkt, at den efterhånden aldrende herregård fik tilføjet 'Gammel' for at kunne skelne den fra herregården Estrup i nærheden af Ribe.
Eske Brock var en stor godssamler, der ejede adskillige herregårde, og som med tiden opnåede at blive en af landets rigeste mænd. Gammel Estrup gennemgik i hans ejerperiode flere istandsættelser og blev udsmykket med dyre interiører. I dag er Eske Brock ikke bare kendt for sin rigdom, men i høj grad også for sine dagbøger, som giver et enestående indblik i adelens hverdagsliv.
I dagbøgerne indførte han flere steder et kors i margenen. Korsene er blevet tolket som en markering af, at han havde drukket sig fuld i festligt lag. Festlighederne foregik ofte sammen med kongen, Christian IV (1588-1648), og afhængigt af hvor god rusen havde været, fik korset en, to eller tre streger. Særligt vildt gik det dog for sig en enkelt gang i Bergen, hvor rusen måtte have hele fire kors og tilføjet bemærkningen Vorherre bevares!
Eske Brock fik sønner, men ingen som nåede at føre slægten videre. Han tog derfor sit slægtsnavn med sig i graven, da han døde i 1625. Gammel Estrup overgik da til hans datter Jytte, som havde giftet sig ind i slægten Skeel. Hendes mand, Jørgen Skeel, var som Eske Brock en rig og magtfuld mand, der som rigsråd var blandt kongens mest betroede mænd.
Gammel Estrup arvedes af Christen Skeel, der fik tilnavnet 'den Rige'. Han tilførte store rigdomme og jordbesiddelser til Gammel Estrup - og som om det ikke var nok, havde han i tidens ånd indrettet et alkymi-laboratorium, hvor han forsøgte at fremstille guld.
Hans søn, Jørgen Skeel, som ejede Gammel Estrup fra 1688 til 1695, bestilte de otte pragtfulde gobeliner, der afbilder alle otte herregårde i hans besiddelse. Desværre døde han før, de blev færdige, men heldigvis fik hans søn dem hængt op på Gammel Estrup, hvor de i dag kan beses i riddersalen.
I 1697 blev Gammel Estrup oprettet som stamhus for slægten Skeel. Et stamhus betød, at ejendommene fremover skulle nedarves samlet efter en fastsat arvefølge og hverken kunne sælges eller pantsættes. Dermed kunne besiddelserne sikres udelt inden for slægten.
I 1725 oprettedes grevskabet Scheel af familiens øvrige herregårde. Til et grevskab krævedes 2500 tønder hartkorn underliggende fæstegods. Besidderen bar titlen 'lensgreve' og som for stamhusene, skulle grevskabet gå udelt i arv inden for slægten.
Da endnu en Jørgen overtog både grevskab, og stamhus 1731 blev slægtens navn mere konsekvent stavet som det tysk-inspirerede 'Scheel'. Også Jørgen Scheel var en rig og betydningsfuld mand som bl.a. havde høje stillinger hos kongehuset og fik tildelt Elefantordenen. Hans far havde fået etableret den franske have med lindealléer og fået opført orangerierne. Jørgen Scheel fortsatte med at forskønne herregården og foretog kostbare indretninger af Gammel Estrup.
Hans barnebarn, Jørgen Scheel, fik tilnavnet 'den vilde greve'.
Han formåede at opbruge slægtens enorme formue og afsluttede dermed
Gammel Estrups rolle som centrum i et af Danmarks største
godskomplekser. I 1815 gik Jørgen Scheel fallit, men det
lykkedes dog at redde selve Gammel Estrup som stamhus for
familien.
Familien Scheel levede efter fallitten en stille tilværelse på
Gammel Estrup frem til 1926. Gammel Estrup tilhørte Christen Scheel
fra 1918 til 1926, og han blev slægtens sidste ejer på gården.
Efter hans død havde Gammel Estrup i en kort tid skiftende ejere,
men i 1930 blev det efter en ihærdig indsats arrangeret, at Gammel
Estrup kunne oprettes som den selevejende institution 'Gammel
Estrup - Jyllands Herregårdsmuseum'.
Det var omkostningsfyldt for det nyoprettede herregårdsmuseum at sætte Gammel Estrup i stand, ligesom det krævede både penge og en ihærdig indsats at skaffe originalt inventar tilbage til gården. Men der var stor opbakning til projektet, og museet havde allerede fra begyndelsen mange besøgende.
I dag er der stadig herregårdsmuseum i hovedbygningen på Gammel Estrup, mens avlsbygningerne indeholder Dansk Landbrugsmuseum. Gammel Estrup - Herregårdsmuseet har mange besøgende årligt og arbejder dagligt med at formidle mange forskellige aspekter af dansk herregårdsliv. Desuden har Dansk Center for Herregårdsforskning til huse i hovedbygningen.
Kulturmiljø
Christen Scheel anlagde i midten af 1700-tallet en del af de store haver, som omgiver Gammel Estrup. Han opførte de murede broer, som krydser de vandfyldte voldgrave, og anlagde den franske have, som ligger nord for hovedbygningen. Her kan man fortsat besøge hans orangerier og spadsere gennem hans lindeallér.
Den senere Jørgen Scheel anlagde i 1888-tallet et familiegravsted i lunden ved Helligbjergets skråning.
Når man i dag besøger herregården Gammel Estrup, kan man besøge både Gammel Estrup - Herregårdsmuseet og Dansk Landbrugsmuseum. Man kan således både opleve den imponerende store gårdsplads mellem avlsbygningerne og de velfriserede haver med afgrøder, alléer og orangerier.
Litteratur
Bülow, E.: Danmarks Større Gårde I. 1961-74.
Johansen: Kong Frederik VIIs besøg på Gammel Estrup. Fra Randers Amt 1912.
Matthiessen, Hugo: En Greve. 1954.
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-68.
Stilling, Niels Peter: Politikens bog om Danmarks slotte og herregårde. Politiken 2005.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.