Tidligmoderne turneringer: Equin kultur og hestens rolle ved Christian 4.s hof 1588-1648
I perioden 2018-2022 udførte historiker Kasper Steenfeldt Tipsmark sit ph.d.-projekt ved Aarhus Universitet om den equine kultur og hestens rolle ved Christian 4.s hof. Samarbejde mellem DCH og Kasper forud for og i projektperioden bevirkede, at projektet og en del af Kaspers udgivelser også inkorporerede herregårdens heste udover den dominerende hofvinkel.
Grundtesen bag Kaspers ph.d.-projekt, som havde arbejdstitlen ”Tidligmoderne turneringer: Equin kultur og hestens rolle ved Christian 4.s hof 1588-1648”, var, at samspillet mellem menneske og hest ved det tidligmoderne hofs turneringer udgør en nøgle til forståelse af den europæiske adels transformation, hoffets funktioner, kongemagtens cementering og i det hele taget civilisationsprocesser i tidlig moderne tid. Nærmere bestemt havde projektet til formål at undersøge den equine kultur ved Christian 4.s hof i en tid, hvor hesten trods militærteknologiske udviklinger var og vedblev at være et kernesymbol for kongemagten og adelsstanden. Gennem projektet lægges særlig fokus på hestens mangesidede rolle som praktisk og socialiserende redskab, som standsmæssig identitetsmarkør og symbol, samt som socialpsykologisk ”spejl” for samfundets elite, i en periode hvor stigende krav til civiliseret adfærd satte ind ved det kongelige hof.
Optog og ringriderturnering i forbindelse med Christian 4.s kroning i 1596. Nederst til venstre ser vi Christian 4., der var klædt ud som pave, og yderst til højre i billedet ser vi dydernes bjerg, der vandt prisen for bedste paradetema. Samtidigt stik af ukendt, tysk oprindelse. Arkiveret under P. Uffenbach. Scan: Det Kongelige Biblioteks digitale samlinger.
Projektudfører:
Kasper Steenfeldt Tipsmark