Netværk
Dansk Center for Herregårdsforskning er partner i en række projekter og netværk, hvis formål er at fremme forskning og formidling på herregårdsområdet og understøtte samarbejde på tværs af fagligheder og sektorer.
Centeret er tovholder for herregårdsforskningsnetværkene ENCOUNTER (European Network for Country House and Estate Research), Nordisk Netværk, der er formet omkring den årlige konferencebegivenhed Nordisk Slots- og Herregårdssymposium, og det danske tværfaglige netværk Slots- og Herregårdsforum.
Centeret er i sin kerne et tværfagligt projekt, da det bygger på et samarbejde mellem Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, Aarhus Universitet, Nationalmuseet og Arkitektskolen Aarhus.
ENCOUNTER (European Network for Country House and Estate Research)
ENCOUNTER er et europæisk forskningsnetværk, der har til formål at danne internationale partnerskaber mellem forskere og kulturinstitutioner, der deler en professionel interesse i herregårds- og godshistorie.
ENCOUNTER blev grundlagt i oktober 2015 på Gammel Estrup, Danmark
Læs mere om netværket her

Nordisk Netværk/Nordisk Slots- og Herregårdssymposium
Siden 1999 er der regelmæssigt blevet afholdt Nordiske Slots- og Herregårdssymposier i Norge, Sverige, Finland og Danmark.
Ud over at sætte herregårdene på en fælles nordisk dagsorden har symposierne skabt en succesfuld symbiose mellem universiteter og museer gennem et aktivt og velfungerende forskernetværk.
I Nordisk Netværk udveksles oplysninger om symposierne og interesseområdet.

Slots- og Herregårdsforum
Det danske netværk Slots- og Herregårdsforum har til formål at samle professionelle formidlere og forskere på tværs af faggrænser på herregårdsfeltet og skabe et aktivt, landsdækkende forum for udveksling af arbejdsmetoder og resultater.
Der afholdes årligt mindst ét seminar, hvor netværkets medlemmer samles omkring et udvalgt emne og holder hinanden ajour om feltets udvikling.

Tidligere netværksaktivitet
En tværfaglig, videnskabelig undersøgelse af herregården og dens omgivelser fra vikingetiden til i dag
Fonden Realdania stod i perioden 2004-2008 bag det omfattende projekt at redde, restaurere og udvikle herregården Nr. Vosborg, så den igen kunne blive et dynamisk kraftcenter i Vestjylland, sådan som den har været det i fortiden.
I forbindelse med restaureringsprocessen blev der etableret et tværfagligt forskningsprojekt, hvis formål var at afdække herregårdens historie og beskrive de faktorer, der var medvirkende til at give Nr. Vosborg sin historisk centrale rolle i området. Projektet beskæftigede sig med ikke blot de eksisterende bygningerne og deres forgængere i sig selv, men også med de økonomiske, sociale, politiske og kulturelle forhold, som var forudsætningerne for, at en stor og betydelig herregård kunne etableres og opretholdes gennem århundreder på dette sted.
Målet med projektet var at gøre Nr. Vosborg til Danmarks bedst udforskede herregård, så dette projekt kan tjene som model for andre, der ønsker at udforske den betydelige kulturarv, der knytter sig til dette lands enestående bestand af herregårde.
Forskningsprojektet har blandt andet resulteret i det store tværfagligt værk "Nørre Vosborg i tid og rum" (red. Anders Bøgh, Helle Henningsen og Kristian Dalsgaard, Aarhus Universitetsforlag, 2014) om herregården med bidrag fra mere end 30 forskere.

De tre lande omkring Kattegat & Skagerrak har et fællesskab og en fælles kulturarv på tværs af havet, som projektet Västerhavets kulturarv satte fokus på i tre-års perioden 2009-11. Med rødder i de store mentalitets- og samfundsændringer, som landene gennemlevede i 1700-tallet, udspringer en fælles historie som endnu er synlig i den nordiske hverdag. Mens sporerne af 1600-tallet i vore dage kan være svær at få øje på, er vores liv og kultur i høj grad præget af 1700-tallets ideer. Fremkomsten af nye kulturformer og vaner såsom teateret, øget privatforbrug, større mobilitet, muligheder for at rejse samt etableringen af nye kulturelle netværk er eksempler på fænomener, der siden 1700-tallet har præget vores samfund på tværs af Kattegat & Skagerrak. Arkitekturstrømninger, herregårdskultur, handels- og industriudvikling, videnskaber, religion samt ide og tankemønstre er andre eksempler på en fælles kulturarv som bandt og endnu binder mennesker sammen omkring Kattegat/Skagerrak.
Til forskel fra et traditionelt nationalt perspektiv har projektet fokuseret på Kattegat & Skagerrak som et centrum – et skandinavisk indehav parallelt med den velkendte middelhavskultur. Det, som fra et nationalt ståsted bedømmes som en regional afvigelse, viser sig i stedet at være et fællestræk ud fra et Kattegat & Skagerrak-perspektiv.
Ved at nedbryde de nationale grænser rundt om Kattegat & Skagerrak har projektet haft som formål via samarbejde mellem museer, universiteter og andre forsknings- og kulturinstitutioner at tydeliggøre og aktivere den fælles arv, vi besidder, gennem vandreudstillinger, undervisningsmateriale, familieaktiviteter, seminarer og publikationer. Målet var at revitalisere den hverdagsinteraktion som tidligere fandt sted på tværs af Kattegat & Skagerrak, og dermed på ny styrke samhørigheden i regionen.
I februar 2012 lanceredes som foreløbig afslutning på projektet en publikation, som sammenfatter ideer, tanker og resultater genereret gennem Västerhavets kulturarv. Den behandler temaer som magt, frihed og kundskab, og ser på det regionale og nationale i Kattegat & Skagerrak-området ud fra et transnationalt perspektiv, hvor den menneskelige integration gennem historien står i fokus.
![]() |
![]() |
![]() |


