Herregårdene og oplevelsessamfundet – nyt liv i gamle bygninger

Mikael Frausing udførte 2008-12 ph.d.-projektet Herregårdene og oplevelsessamfundet – nyt liv i gamle bygninger, der beskæftigede sig med danske privatejede herregårde som kommercielle aktører i oplevelsesøkonomien. Projektet udførtes i samarbejde mellem Dansk Center for Herregårdsforskning og Aarhus Universitet

Projektet omhandlede bryllupper, selskaber, teambuilding og ferieophold, det handlede om turisme og turister, det handlede om kulturarv, historie og tradition, og nogle steder handlede det om selve herregårdens økonomiske integritet og overlevelse.

Projektet indgik i en forskningstradition, Heritage Management, der beskæftiger sig med kulturarvens bevaring og dens anvendelse til moderne formål. Turisme er, skønt relativt uudforsket som forskningsdisciplin, en social struktur, der er dybt meningsbærende for såvel turister som deres værter. Blandt turister forhandles kulturelle værdier og væsentlige spørgsmål om kollektiv og personlig identitet. Herregårdenes turismeaktiviteter berører samtidigt væsentlige spørgsmål om historiebrug og om kulturarvens moderne anvendelse. Projektet mødte turisterne i feltet mellem knivskarp konkurrence på det kommercielle oplevelsesøkonomiske marked og herregårdenes kulturelle værdier, som har særlig betydning for regional og national identitet.

Projektet var opbygget som et antal case-studies på danske herregårde med visionære planer for udbygning af turismen. Projektet var anvendelsesorienteret og bidrog til en kvalificering af herregårdenes udvikling mod et bedre forretningsgrundlag.

 For mere information om Mikael Frausings projekt: Nye oplevelser og nye fortællinger

 

Projektudfører:
Mikael Frausing