Nyheder

På digital tur i det danske herregårdslandskab 

Forskningens Døgn 2021 på Dansk Center for Herregårdsforskning

 

Kom med på opdagelse i det danske herregårdslandskab, når Dansk Center for Herregårdsforskning i anledning af videnskabsfestivalen Forskningens Døgn lancerer en række digitale produkter. Herigennem kan du blive klogere på historien om herregårdene, landskabet og menneskets samspil med herregårdslandskabet.

Landskabet omkring herregården afspejler godserne som store landbrug, skovbrug og indtægtskilde for godsejerne gennem tiden. Det fortæller den store historie om herremand, fæstebonde og landets arbejderklasse. Og det udmærker sig ved at værne om elementer uden umiddelbar brugsværdi – ’herligheder’ – der både tæt på og langt fra den karakteristiske hovedbygning har bragt herskabet ud i landskabet.

Forskningens Døgn-festivalen afholdes så vidt muligt digitalt i 2021 grundet corona-situationen. I løbet af festivalugen præsenterer Dansk Center for Herregårdsforskning derfor det danske herregårdslandskab gennem kortere filmproduktioner, og landskaberne – historisk såvel som i dag – fremvises gennem et rigt billed- og kildemateriale. Film, billede og lyd understøttes af tekster, der gennem temaerne “Hovedbygningen i landskabet”, “Herskabet i landskabet” og “Produktionslandskabet” tilsammen vil udfolde det danske herregårdlandskabs mange fascinerende aspekter.

Internationale strømninger kom først til de danske landområder via herregårdene. I buketten af ugens små fortællinger om herregården og dens landskab er derfor bl.a. professor Jonathan Finch om 1700-tallets mest indflydelsesrige landskabsarkitekt, engelske Lancelot ’Capability’ Brown, og gennem ham det herskabelige landskab som ét af kulturmiljøets mest signifikante kendetegn. Jonathan Finch er professor ved University of York og er aktuel med bogen “Capability Brown, Royal Gardener: The Business of Place-Making in Northern Europe”.

 

Birkumgård. Gouache af Rasmus Kruse,1835. Herregården i sit landskab. I forgrunden herregården endnu med højryggede agre. I baggrunden til højre købstaden Nibe, i baggrundens midte landsbyen Nørholm. Til venstre i baggrunden over ladens tag en stribe husmandssteder langs vejen mod Aalborg – med små lodder på bakkerne.

Praktisk info

 

Alt indhold gøres tilgængeligt på Dansk Center for Herregårdsforsknings hjemmeside danskeherregaarde.dk samt gennem forskningscenterets øvrige platforme herunder sociale medier:  facebook.com/herregaardsforskning.