Nyheder

Forskningens Døgn 2014

Danmark er et herregårdslandskab!

I hvor vid udstrækning dette egentlig er tilfældet, forstår man først, når man på et Danmarkskort ser, hvor tæt herregårdene har ligget og stadig ligger. De mange herregårde har da også til alle tider indgået i et indflydelsesrigt samspil med landskab og samfund, været landområdernes kraftcentre og har dannet ramme om en mængde menneskeliv fra høj til lav.

Dansk Center for Herregårdsforskning fejrer vidensfestivalen Forskningens Døgn med en spændende aften, hvor det danske herregårdslandskab er i fokus. Ph.d. historiker Mikael Frausing præsenterer lanceringen af websitet www.danskeherregaarde.dk, hvor man for første gang samlet kan finde informationer af alle landets godt 700 herregårde. Derudover vil Henrik Ejnar Rasmussen, Nicolai Berg Andersen og Emil Kroghede Olsen fra Arkitektskolen i Aarhus fortælle om sporene i landskabet efter Gammel Estrup, hvor de viser eksempler på Gammel Estrup herregårds store indflydelse på landskabet.

Vær med til at fejre, at vi fra den 24. april 2014 har en kortere vej til viden om de danske herregårde og hør om herregården på nettet og i landskabet.

Praktisk

Arrangementet består af to oplæg om herregården på nettet og i landskabet. Det finder sted torsdag den 24. april kl. 19-21.

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig på museumsbutikken@gammelestrup.dk eller T 8648 3001. Sidste frist for tilmelding er 21. april.

Der vil være mulighed for at købe kaffe og kage i pausen.