Forskningscenterets kortlægningsprojekter
Dansk Center for Herregårdsforskning samler og formidler viden om herregården i landskabet og Danmark som herregårdslandskab. Centerets viden formidles via danskeherregaarde.dk.
Vi har i dag et stort materiale og en stor samlet viden om herregårdene, deres historier og deres indflydelsesrige samspil med landskab og samfund; men det var en viden, der i vid udstrækning ligger spredt og ukoordineret for den almindelige, interesserede bruger. I 2014 lancerede Dansk Center for Herregårdsforskning derfor internetportalen danskeherregaarde.dk, hvormed centeret har skabt en samlende og let tilgængelig indgang til viden om herregårdene i fortid og nutid – både for den, der ønsker et overblik, og for den der ønsker at gå i dybden og opsøge feltets detaljerigdom.
Den interesserede herregårdsentusiast, turisten eller planlæggeren vil således gennem dette forum alene få adgang til oplysninger, som ellers ville skulle opsøges via mange forskellige kilder og opslagsværker, f.eks. fra Steen Estvad Petersens undersøgelser, Niels Peter Stillings bøger og oversigtsværket Danske Slotte og Herregårde fra 1960’erne.
Projektet lægger sig i forlængelse af udarbejdelsen af en række historiske kort, der viser en oversigt over herregårdene i Danmark i 1770, 1850 og 1900.
danskeherregaarde.dk opdateres og udvides løbende med nye oplysninger, billedmateriale, tematiserede artikler, kortlægning af herregårdenes tjenestefolk mv.