Dansk Center for Herregårdsforsknings primære opgaver er at
fremme forskningen omkring de danske herregårdshelheder og deres
forskellige elementer samt at medvirke til at øge
befolkningens generelle kendskab til herregårdsmiljøet i fortid og
nutid.
Med etableringen af centeret i 2004 lykkedes det for første gang
i Danmark at samle forskningen omkring herregårde og
herregårdshelheder i én central forskningsinstitution, og centeret
har været den samlende kraft i den nyorientering, som
herregårdsforskningen har gennemgået de seneste år.
Centret er et samarbejde mellem Gammel Estrup -
Herregårdsmuseet, Nationalmuseet, Aarhus Universitet og
Arkitektskolen Aarhus og udfører forskningsprojekter i fællesskab
med disse institutioner.
