Dansk Center for Herregårdsforskning gennemfører over det
næste år med støtte fra Realdania en ny
webbaseret præsentation af de danske herregårde. Med
dette spændende website-projekt vil de danske herregårde for
første gang blive præsenteret detaljeret som helhed og
hver for sig.
Vi har i dag et stort materiale og en stor
samlet viden om herregårdene, deres historier og deres
indflydelsesrige samspil med landskab og samfund; men det er en
viden, der i vid udstrækning ligger spredt og ukoordineret for den
almindelige, interesserede bruger. Med den
kommende internetportal håber Dansk Center for Herregårdsforskning
at skabe en samlende og let tilgængelig indgang til viden om
herregårdene i fortid og nutid - både for den, der ønsker et
overblik, og for den der ønsker at gå i dybden og opsøge feltets
detaljerigdom
Den interesserede herregårdsentusiast, turisten eller
planlæggeren vil således gennem dette forum alene få adgang
til oplysninger, som ellers ville skulle opsøges via mange
forskellige kilder og opslagsværker, f.eks. fra Steen Estvad
Petersens undersøgelser, Niels Peter Stillings bøger og
oversigtsværket Danske Slotte og Herregårde fra
1960'erne.
Projektet lægger sig i forlængelse af udarbejdelsen af Herregårdskortet anno
2011, som centeret har kunnet præsentere her på hjemmesiden
siden foråret 2012.
